Plader

Skammens Vogn: Kunst og rock

Vores anmelder er stor fan af både kunst og rock, der udgør titlen på den danske trios sjette album. Men den sære trios tiltrækningskraft er svær at blive klog på.

Hvordan anmelder man et band, man ikke forstår? Jeg skal hilse at sige, at det ikke er nemt, men jeg forstår simpelthen ikke Skammens Vogn. Jeg kan ikke greje dem eller formålet med deres projekt. Og det er muligvis første gang, det er sket for mig. Shit.

Jeg har ellers ihærdigt prøvet. Store dele af anmelder-Danmark synes at have tabt deres hjerter til Nikolaj Zeuthens tekster tilsat to velspillende musikere i skikkelse af Jakob Millung og Oliver Hoiness, og så skylder man vel sig selv at give det en chance. Så det er med en vis forventning, at jeg smider bandets sjette plade, Kunst og rock, på. Men hver gang, jeg hører Zeuthens spæde stemme, føler jeg mig med det samme udelukket fra en eller anden eksklusiv klub, der ”forstår” det geniale i det naivistiske. Det eneste, jeg sidder tilbage med, er en fornemmelse af forvirring og mild irritation over, hvad der synes at være en meget insisterende skævhed.

Er det meningen, jeg skal tage det seriøst? Min forvirring og frustration udspringer af netop dette spørgsmål, for jeg ved det simpelthen ikke. Men noget kunne tyde på det. Placerer vi en finger midt på pladen, rammer vi nummeret ”Blicher”, der som titlen antyder tager sit udgangspunkt i den kendte forfatter og hans digtsamling Trækfuglene (1838). »Derhjemme var du syg igen/ Og ville bare dø«, synger Zeuthen, mens Hoiness’ indtagende guitarmelodi forfører i baggrunden.

Ikke nogen sjov linje i en tekst, der handler om mental sundhed, som i sig selv er et emne, alle bør tage seriøst. Og egentlig kan jeg godt lide modspillet mellem den lidt længselsfulde melodi, der balancerer mellem det melankolske (Hoiness’ guitar) og det opløftende (Millungs trommer), og så lige en verbal knytnæve om selvmordstanker fra Zeuthen.

Men det er mig umuligt at lade mig forføre at hans stemme, der hele tiden truer med at gå itu. Og den type af hverdagspoesi, som Zeuthen lægger for dagen, er vist også en smagssag, og jeg kører rimelig hurtigt træt i det. »Vi spillede koncert, intet specielt/ Endnu lidt råb og fagter i det store felt/ Heden lå lidt nede ad gaden klædt i sne/ Vi gik en tur derned, da der var tid til det«. Jeg ved ikke, hvad jeg skal med den information. Jo, scenen skal sættes, forstået, men er den nødvendig for budskabet?

Der, hvor jeg for alvor står af rent tekstmæssigt, er på nummeret ”Måne”, der ligger lige før ”Blicher”. »Måne, måne/ Jeg vil synge en sang til dig/ Om den måde du lyser på mig«. Jeg gentager: Er det meningen, at jeg skal tage det seriøst? For det kan jeg ikke. Musikken ligger lunt i svinget med en drillende guitar i baggrunden, og der eksperimenteres med maracas og andre perkussioninstrumenter. Og det siger mig intet, udover mine tanker ryger tilbage til et brunt musiklokale og noget samspil i 4.-5. klasse. Hvad i alverden er det, jeg ikke forstår her?

I samme kategori finder vi ”Hold mig tæt” – en blødsøden ballade, der i mine ører giver de fleste dansktoptekster kam til deres hår. »Jeg er vel ikke den første der har prøvet/ At tanken løber løbsk og går bersærk/ Man tror, man kan klare det hele selv/ Man var alligevel ikke helt så stærk«. Vi kredser igen om mental sundhed, men på den der ekstremt simplistiske og naivistiske måde, hvor intet bliver overladt til fantasien og alt bliver udtalt på et så enkelt sprog som muligt. Det fungerer bare ikke for mig – overhovedet. Der virker påtaget, og jeg lader mig irritere af det. Hvad er det, jeg ikke forstår?

Måske er det nemmere at snakke om, hvad jeg forstår. Og jeg forstår et nummer som ”Hempfling”. Kæft, hvor er det smørlækkert med dens country-rockede rytme, der bare kører derudaf. En to-minutters hymne til Western-scenen, hvor ikke en eneste tone er overflødig. Et lille pusterum, hvor man virkelig får lov at opleve, hvor gode musikere Hoiness og Millung er, og hvor fedt et samspil de har.

Og jeg forstår ”Kigger på himlen 1”, der kunne være hevet direkte ud af Twin Peaks (1990-1991) eller Blade Runner (1982). Et svævende, drømmende lydtæppe af synths og en underspillet bluesguitar, der titter frem med små mellemrum.

Jeg forstår ikke nødvendigvis, hvad to så forskellige stykker musik laver på samme plade (dog i hver sin ende), men begge udspringer af godt håndværk. Og begge er instrumentalnumre. Den lader jeg bare lige stå her.

Jeg forstår ikke Zeuthens stemme, og fordi jeg ikke forstår den, forstår jeg heller ikke de tekster, han prøver at formidle. Det hele virker fjollet og useriøst med et underligt sarkastisk glimt i øjet, og jeg skal nok blive kaldt både arrogant og elitær for at synes det. Måske ville jeg have fået mere ud af f.eks. et nummer som ”Kunst og rock”, hvis det havde været Kim Larsen, der havde sunget »Kunst og rock, kunst og rock/ Er I der endnu?/ Vi ku’ mødes og sludre over en øl/ Det synes jeg, at vi sku’«.

Og hvad står vi så tilbage med? Vi står tilbage med en plade, som jeg ikke kan greje. Der er masser af fremragende, musikalske øjeblikke – hør bare den fede guitarsolo i slutningen af ”Kunst og rock” eller det stramme samspil mellem guitar og trommer på ”Gå din vej”.

Men tilsat tekster, der ofte er så ligefremme, at de bliver kedelige, sunget af en stemme, man på en god dag kan kalde “avantgarde” og på alle andre dage nok bare ville kalde “karakterløs”, sidder jeg tilbage med en følelse af at have været vidne til et eller andet eksperiment, som jeg har det største behov for at skrige ”Men han har jo ikke noget tøj på!” af. Er det blues? Er det country? Er det ballade? Er det elektronisk? Vil det tages seriøst? Vil det tage pis på noget? Og er jeg for gammel/dum/snobbet til at forstå et eller andet helt genialt her? Muligvis. Det må jeg i så fald leve med.

»Jeg er stærk/ Og jeg ved hvor vi skal hen« brummer Zeuthen på åbningsnummeret ”Stærk blues”. Beklager, men det bliver uden mig.

★★☆☆☆☆

Skriv et svar