Plader

The Weather Station: Ignorance

På The Weather Stations nye album har Tamara Lindeman kastet sig over klaveret frem for guitaren. Resultatet er et umådeligt rart og afmålt indiefolkalbum. Enkelte sange kæmper dog med at lyde interessante.

Ignorance er canadiske The Weather Stations femte album, og frontkvinden Tamara Lindeman har benyttet sig af en nye tilgang til sangskrivning end tidligere. De sidste mange plader har været båret af guitarbaseret folk og singer/songwriter tendenser, men på Ignorance er klaveret blevet det bærende instrument, og præget af indiepop/rock bliver tydeligere og tydeligere. Strygere, blæsere og synth er doseret over hele pladen, hvilket skaber en alsidig plade, der rummer mange stemninger. Lindemans nye sange er i den grad et friskt pust i hendes ellers mere end udmærkede diskografi.

Et sagte hi-hat- og trommebeat. En snigende synthesizer. Så en legende blæser og pludseligt en markant violin, der skiftevis forsvinder og dukker op igen. Lindemans cool, afslappede stemme lægger sig ovenpå det detaljerige lydtæppe. Så elegant og lækkert lægger åbningsnummeret ”Robber” fra land. Overbevisende og glat lister det ind i øregangen, og man er fanget i et univers, man ikke har lyst til at forlade. Det er man heldigvis også først nødt til 40 minutter senere, når de sidste toner rinder ud.

En saxofon har stjålet opmærksomheden på ”Robber”, og musikken er mindst lige så jazzet som den er folket. Som snydt ud af næsen på landsfællen Joni Mitchell uden at virke tyvstjålet. Intensiteten og volumen er steget. Det forsætter på de to efterfølgende sange, der sammen med åbningsnummeret udgør en regulær hattrick af skønne sange. En stødt stigende kurve fra det helt tyste til det mere indierockede. Specielt nummeret ”Tried to Tell You” står frem som en underspillet, luftig sang, der næsten ville kunne gå på et dansegulv. Fuldendt med en lyd, der minder om Springsteen anno 1987 og Alex Cameron – faktisk er beatet en-til-en med sidstnævntes ”Politics of Love”.

Ignorance er klart den The Weather Station plade, der har den største produktion, når det kommer til lydbillede og instrumenter. Det fungerer genialt på mange af sangene, men på enkelte af dem ender det underliggende akkompagnement med at polere en god sang til døde. På ”Parking Lot” ligger en højtmixet synthesizer, der lyder som spilmenuen i The Sims, og på ”Seperated” får den mutede guitar og det uinteressante trommebeat versene til at lyde som en reklamejingle. Det er for pænt og kedeligt. Ærgerligt, for de gode melodier er ikke til at tage fejl af. Man når dog ikke at blive alt for irriteret, da den herligt drømmende ”Loss”, der gemmer sig imellem de to førnævnte sange, udgør et skønt afbræk udi electronica.

Højdepunkterne vender tilbage med sangene ”Wear” og ”Trust”. De er mere asketiske i produktionen, hvilket giver bedre plads til det stærkeste, The Weather Station har at byde på: Tamara Lindemans fænomenale vokal, der strækker sig over mange følelser og toner på en enkelt sang. De velplacerede strygere og blæsere, der glider hen over de smukke klaverstykker, fungerer eminent. Begge numre minder om lyden på new zealandske Aldous Hardings album Designer fra 2019 – sparsommeligt og vanvittigt smukt. Herefter bæres man sikkert i mål af de to afsluttende sange. ”Heart” er et up tempo indienummer, der varmer, og ”Subdivisions” er en dyne – i ordets bedste forstand.

The Weather Station har begået en virkelig god plade, der agerer en perfekt ven i nedlukningen. Den er afmålt og dulmende. Ignorance fungerer dog bedst, der hvor produktionens mange lag ikke polerer kanterne for meget, og hvor de fine detaljer ikke overskygges. De bedste sange nikker genkendende til Joni Mitchell og Aldous Harding, men bliver aldrig kopier, og Lindemans knivskarpe stemme er en fryd igennem samtlige 40 minutter.

★★★★½☆

Skriv et svar