Plader

Communions: Pure Fabrication

Communions’ anden fuldlængdeudgivelse byder på enormt velproduceret indierock med iørefaldende melodier, rørende vokalleveringer og gennemtænkte sangforløb. Ambitionsniveauet fra debuten er løftet gevaldigt, og det københavnske brødrepar når næsten hele vejen i mål.

En post-punket 80’er-bas lægger fra land, og som en himmel, der åbner sig med håbefuld fuglesang, tilslutter to glitrende guitarer sig og maler billeder i mit hoved. Åbningsnummeret ”Bird of Passage” blomstrer og fuldstændig kontrolleret åbenbarer en smuk sang. Introen minder mig lidt om ”Where the Streets Have No Name” med U2 i sin forførende og tyste velkomst. Jeg er prompte overbevist om, at Pure Fabrication bliver en rar lytteoplevelse.

Siden debutpladen i 2017 har brødrene Martin (vokal og guitar) og Mads Rehof (bas) taget afsked med bandets guitarist Jacob van Deurs Formann og trommeslager Frederik Lind Köppen. Tre nye musikere står nu bag den kreative kerne, som brødreparret udgør. Men Communions er ikke blevet mindre gode af den grund. Tværtimod er Pure Fabrication en mere ambitiøs, gennemtænkt og sammenhængende plade end forgængeren, Blue (2017). Muliggjort af en imponerende produktion, der omfavner deres sammensmeltning af engelskklingende indierock, skramlet post-punk og rørende dream pop (det skal dog nævnes, at Formann og Köppen medvirker enkelte steder på pladen).

Guitaren og bassen på sange som ”Signs of Life”, ”History – The Siren Song” og ”Is This How Love Should Feel?” minder på mange måder om Johnny Marr og Andy Rourkes arbejde i The Smiths. Klingende jangleguitar i mange spor og fjedrende funky basrytmer bringer minder om de engelske indiekongers plade Meat Is Murder fra 1985. Sammenligningen er dog langt fra dækkende. For hvis der er noget, Communions lyder som, så er det umiskendeligt Communions. På mange måder lyder de, som de har gjort før. Den genkendelige længsel i Martin Rehofs usædvanligt dejlige, men modnede vokal og de ringende, storladende kompositioner. Poppet sensibilitet i skramlede rammer. Sangene på Pure Fabrication er bare endnu mere gennemarbejdede og velproducerede, end Communions plejer at lave dem. Og bandet benytter sig af alt, hvad de har lært.

En genial sang som ”Cupid” er det tætteste, bandet kommer på at lyde som på deres fænomenale debut-EP Cobblestones fra 2014. Med dens naivt forelskede melodi og fræsende, forvrængede guitarmure sikres jordforbindelsen lige akkurat for det luftige nummer, hvis sommerlige refræn lyder »Bah, bah, bah«. Sexede vers og buldrende omkvæd. Det er i øvrigt rigtig forfriskende at høre en reelt støjende guitar i moderne indierock, hvor fuzz ofte mixes så lavt, det blot udgør en tandløs tekstur i musikken.

Sangene på Pure Fabrication vinder også på en medrivende dynamik og uforudsigelighed. På ”Splendour” kastes lytteren på fire minutter igennem rolige vers, funklende poppede omkvæd og et brasende, skizofrent C-stykke. Det kan lyde prætentiøst, men den længselsfulde kærlighedssang er en mindre musikalsk rejse. Kaotisk og kontrolleret er imponerende nok ikke antonymer hos Communions. Flere andre sange gør kunsten efter og forener skiftende stemninger, tempoer og instrumenter.

Det er utroligt, hvordan en plade med en så stor studieproduktion stadigvæk kan lyde organisk og emme af håndspillet rock. Der er glinsende lyde rundt om hvert hjørne, og guitarforløb og basgange glider legende rundt blandt hinanden. Kun i pladens afsluttende manøvrer aftager en del af det interessante. Efter den skønne ”Hymn” afbrydes flowet af en håndfuld lettere træge sange, der fører lytteren lidt for langt ind i sovekammeret. Luften går ikke helt af ballonen, men den forførende længsel, som hidtil har ageret fremdrift er skruet gevaldigt ned. Jeg når at tænke, om 15 sange og en times spilletid er i overkanten for konsistente Communions. Men jeg har alligevel lyst til at sætte pladen på igen, når den slutter.

Rehof-brødrene har samlet brudstykker af alt det, Communions har gjort bedst siden undfangelsen, og deres nye album viser dem fra deres stærkeste side. Indierock, der ikke er bange for at lægge poppede vokaler eller blød synth ovenpå et bagtæppe af støjet guitar og jagende trommer. At de får rockmusik med den mængde lag og dynamik til at virke let og lækkert er næsten irriterende, men man kan ikke andet end bare at tage hatten af og nyde den gode plade, som Pure Fabrication i den grad er.

★★★★★☆

Skriv et svar