Singlr

Fredagssinglr: Family Portrait – Won’t Tell Barbara

Singlecoveret til "Won't Tell Barbara"

Med en munter, tåget, psykedelisk folkrock-sang vender Family Portrait tilbage – 10 år efter enmandsbandets hidtil eneste album.

Family Portrait kan bestemt ikke betegnes som en særligt produktivt kunstner. Det amerikanske enmandsprojekt har udsendt tre singler og et album – på 10 år vel og mærke! For siden hans selvbetitlede debutalbum udkom i 2011, har den amerikanske, neopsykedeliske musiker Evan Ønly kun udsendt en enkelt dobbeltsingle, “Mega Secrets/Super Cool” i 2016. Ellers har der været tæt på totalt tavshed fra projektet.

Den stilhed bliver brudt i dag, hvor Family Portrait gør comeback med den herligt tågede folksang “Won’ Tell Barbara”. Det er en herlig, skrabet solskinsrecitation, hvor Ønly gentager den ene linje »Won’t tell Barbara« igennem hele sangen. Underlægget består af en varm akustisk guitar, en rimelig fritflyvende shaker, en tilbagelænet basguitar og nogle sporadiske trommeslag.

Hele nummerets trumfkort er en herlig, psykedelisk leadguitar, som bliver leveret af Real Estate-guitaristen Julian Lynch. Han har tidligere vist sig som en mester indenfor den psykedeliske folkrock med det fremragende soloalbum Terra fra 2011, og den samme stenede stemning kan man finde på ”Won’t Tell Barbara”. Også Real Estate-bassisten Alex Bleeker medvirker på nummeret.

”Won’t Tell Barbara” er den første af en række udgivelser, man kan se frem til fra Ønlys hånd i den kommende tid. Under coronapandemien, dykkede han nemlig ned i det gamle Family Portrait-materiale og har udvalgt de bedste ting, som var værd at dele med omverdenen. Det hele bliver samlet på albummet Wizard of Odds, som udkommer den 24. september. Her kan man blandt andet finde Family Portraits cover af Mariah Careys juleklassiker ”All I Wan’t For Christmas Is You”.

Leave a Reply