Plader

Gameboy_98: Adultery

Skrevet af Søren Hansen

Trods lovende takter er Gameboy_98s nye album for ufokuseret til at blive rigtig godt. Potentialet er dog i den grad til stede.

Titlen Adultery er dobbeltsidig. Helt direkte oversat betyder den utroskab, men den læner sig også tæt opad adult, det engelske ord for voksen, hvilket ikke er uvæsentligt. I begge betydninger peger den på den konceptuelle udvikling fra Gameboy_98‘s seneste og eneste album Gameboy Color til denne EP. Albummet var en udforskning af folkeskolen, barndommen og de oplevelser og problematikker, der hører med dertil. Ikke ulig Bisses 19.6.87, men dog mere eksplicit knyttet til netop folkeskolens dynamikker. Det er et album, der også har en vis umiddelbar komik over sig, idet Gameboy_98 laver sange ud af emner og ord så prosaiske, at de næppe er blevet behandlet sådan før.

Derfor er denne EP nu det næste skridt i kronologien, hvor vi er i en begyndende voksenverden, selvom det er svært at tidsfastsætte den. En verden der i hvert fald er mindre legesyg, mere krævende, og ikke mindst har det seksuelle som en fast bestanddel. Den tematiske ændring kommer også til udtryk i artworket. På Gameboy Color ser vi Lewis B. Parker (Gameboy_98s borgerlige navn) med en sidevendt propelhat foran, hvad der ligner en malet trævæg. På Adultery, derimod, ser vi kunstneren i afdæmpede grå farver, han står uskarp med en lyserød fjer i fokus, der matcher hans malede negle, et af hans visuelle særkender. Man fornemmer straks en mere alvorlig og mindre legende stemning.

Vi får overgangen pointeret i første linje af første sang: »The Gameboy cracks on the tiles«, altså den sidste barndoms symbolske slutning. Hvorefter vi hurtigt springer hen til billedet af en gokart, hvor han ikke kan finde bremserne. Han kører direkte ind i det accelererende voksenliv med alle dets usikkerheder. Under stemmen hører vi en synthesizer med panoreret ekko. Så langt så godt. Derefter kommer et lidt svagt overgangsstykke, der dog med velvalgte akkorder styrer sangen hen til et storslået omkvæd, der funkler som albummets kronjuvel. Vokalen virker sikker, melodien er der og teksten rammer balancen mellem banalt og elegant f.eks.: »I feel more lonely than ever/ when I’ve got your arms around me«.

For ikke at tale om produktionen der, sammen med vokalen, går fra at være luftig og diskantet, til at lande et mere melankolsk og fokuseret sted. Den bassede olietøndeagtige lyd der kommer ind her, er i øvrigt en fryd at lytte til og er medvirkende til at anden halvdel af “Gokart” er det mest produktionsmæssigt vellykkede nummer på EP’en. Specielt også når instrumentationen tager til og vokalens høje stemmeleje mod produktionens dybde går rent ind på det sidste omkvæd. Det vækker, sammen med dele af det efterfølgende nummer “Internet Explorer”, minder om Animal Collective anno Merriweather Post Pavilion, især i melodiernes forhold til akkorderne. Men også i selve lyden, der får mig til at tænke på et nummer som “No More Runnin” fra førnævnte plade. Jeg oplever, at Gameboy_98 er klart bedst, når han er i dette hjørne, med en lysere stemmeføring og mere fokus på melodierne. 

På “Internet Explorer” bæres elementerne fra første nummer videre over. Det kommer dog ikke så mange vegne, før der ledes op til trommernes indtog, idet sangen skifter til 5/4, for så at gå tilbage til 4/4 og fuldender et ret godt og catchy pophook, der egentlig bare kører derudad. Her kan jeg dog mærke faretegn på det, der desværre gør EP’en til en skuffelse i mine ører, f.eks. med sætningen: »It’s a sense that it could fall apart/ with a sneeze«, hvoraf det sidste er sunget med en lidt krukket dybere intonation, som trætter mig en smule. Det er den del af hans stemme, der lyder mere over mod King Krule, hvilket jeg ikke har meget tilovers for, da det i mine ører lyder som et forsøg på at gøre stemmen mere rå og levende, der dog ender med at blive kunstlet og påtaget. De sidste tre numre trasker mere eller mindre rundt i denne, for mig, ret uinteressante lyd, der veksler mellem insisterende, mørk vokal og en kedelig, til tider falsk falset.

“Edith” med sin hårde halvskingre lyd og sadomasochistiske tekstunivers og “Honeylace” med sin dybe drævende vokal og sit cubanske festmemoir er begge lidt intetsigende og når ikke på noget tidspunkt frem til at være interessant sangskrivning. Dog med den tilføjelse at synthmarimba-lyden i sidstnævnte nummer faktisk fungerer ret godt, når dens dystre ekko får lov at ringe ud over den kraftige bas. “Rock Climbing” har langt hen ad vejen samme vokalproblemer som de andre to, men jeg nyder det syntetiske klavers melankolske toner og samtidig er omkvædet noget stærkere. Dog mangler den også noget for alvor at gribe fat i.

Jeg har en fornemmelse af, at det kunne være mere interessant, hvis det var på dansk. Sangene på Adultery forekommer mig noget mere ordinære end dem på Gameboy Color, der trods sine problemer var ret charmerende, personligt og bemærkelsesværdigt. Jeg er indforstået med at engelsk også er modersmål for Parker, men jeg kan ikke lade være med at føle, at valget af engelsk gør det hele mere trivielt. Måske fordi det pludselig eksisterer i et så meget større musikalsk sprogområde, med så meget mere konkurrence, hvorimod Adultery altså må siges at blegne. Det kan måske også være, at det er en kunstnerisk pointe, at det er voksenlivets lod at blive mindre sprudlende og sjovt og mere seriøst og kedeligt. I så fald falder det for døve øren.

Når det dog er sagt, så vil jeg sige, at jeg synes Gameboy_98s æstetik og persona er interessant. Det vidner helt klart om en person, der har et kreativt øje og en genkendelig og fed stil, ikke mindst visuelt, men også i hans hjemmelavede produktion. Derfor vil jeg sige, at jeg trods min lunkne anmeldelse, på ingen måde afskriver ham, da jeg synes, det virker som om, at han har format til at lave noget rigtig godt. Hvis det sker, tror jeg dog det bliver dansksproget.

★★★☆☆☆

Skriv et svar