Koncerter

Guldimund, 26.05.21, Pumpehuset, København

Guldimund på Pumpehuset
Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Simon Ørberg

Guldimunds dybt personlige album Dem, vi plejede at være fik sin koncertdebut, hvor det både blev smukt løftet og givet gavmildt videre til de otte kompetente musikere på scenen – og til sidst os alle.

Det kræver som bekendt en landsby at opfostre et barn. En grå onsdag aften i maj er landsbyen et otte-personers velspillende orkester, og barnet er Guldimunds seneste album, Dem, vi plejede at være – et album, der fra undertegnede fik tæt på topkarakter her på Undertoner, da det udkom tilbage i februar.

Så det er ikke uden forventninger, at jeg med mundbind og duggede briller indfinder mig på klapstolerækkerne i Pumpehuset i København og observerer de mange kærestepar iblandt publikum. Jeg overvejer, om Guldimunds usentimentale og selvudleverende tekster om et presset parforhold mon vil være den bedste eller værste form for kærestemusik. »Jeg skreg så højt af dig i dag / at jeg ku’ se, at du blev bange for mig « lyder koncertens første linjer skrøbeligt over en kold tværfløjte på nummeret ”Ikk’ endnu”. Romantisk er det ikke ligefrem.

De otte musikere står i en halvcirkel omkring forsangeren og aftenens hovedperson, Asger Nordtorp Pedersen, som under de første to numre ikke har en guitar, men udelukkende sin mikrofon at støtte sig til. Den ofte lyse, søgende vokal fra albummet er her både mere rocket og usikker, nuancerne skrabet væk til fordel for en øget intensitet. Bandet fremstår som en slags fødselshjælpere, der siger: Det her er Nordtorps projekt, vi er her for at hjælpe det se dagens lys.

Det ændrer sig dog allerede ved aftenens tredje nummer og et af koncertens tidlige højdepunkter, ”Søde”. Nordtorp griber selv guitaren og spiller med, og pludselig lyder vokalen tryggere, mere naturlig. Samspillet i bandet er eminent, når sangen udvikler sig med en afdæmpet guitarsolo, der suppleres med trompet og saxofon, og min tanke om bandet som fødselshjælpere gøres til skamme. Det er ikke Nordtorps selvterapi, vi er vidne til, men et fællesprojekt, og det lyder sådan.

Sådan fortsætter det på den u-udgivne uptempo og dansable indie-banger ”Nogle gange er det okay”, hvor ikke mindre end fire guitarer spiller om kap og skaber en overrumplende lyd af stadionrock. Det er langt fra, hvad vi kender fra de to tidligere albumudgivelser og lover godt for, hvad Guldimund finder på i fremtiden. Resten af koncerten er dog for Nordtorp én lang fortsat bevægelse ud af rampelyset.

Cirka halvvejs inde får vi af bandmedlem Buster Jensen en mørk og kompliceret synth-passage, alt imens resten af bandet stirrer stillestående ud mod publikum iklædt den hvide maske kendt fra albumcoveret. Det er en slags udviskning af personerne bag og overlader scenen til et nummer skrevet og fremført af Nordtorps lillebror og trompetist, Malte Nordtorp Pedersen, som spiller under navnet Knægt. Sangen er smuk, gestussen sympatisk, men maskerne fremstår i den sammenhæng som en gimmick, de godt kunne have været foruden.

Den svenske sanger Lucky Lo, som også stod for den sublime opvarmning, kommer på scenen igen til balladen ”En sang om engle”, hvor Nordtorp (den Ældre) træder helt til siden og giver hende plads til de vers, hun faktisk også synger på pladen. Fællesskabet og den indbyrdes respekt blandt musikerne på scenen er tydelig.

I sådan et Konservatorie-sammensurium kunne publikum nemt glemmes, men det er heldigvis ikke tilfældet her. Afslutningsnummeret ”Brænder Stadig” vokser i slow-motion og ender med dirigeret fællessang over det både resignerede og spinkelt håbefulde omkvæd: »Du ved kun alt for godt, at jeg er brændt ud / men noget i noget i mig brænder stadig«. Den samhørige kraft i at synge med fremmede efter over et år med restriktioner rammer særligt hårdt med sådan en linje.

Og med ét er Guldimunds dagbogssange givet videre. De tilhører ikke længere kun ham, men alle på scenen og alle i salen. Et barn har lært at gå.

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar