Singlr

Hvad lyttede vi til – April

Skrevet af Redaktionen

Foråret er over os her på Undertoner. Inden længe vender koncerterne tilbage, mens vi krydser fingre for, at også festivalerne kan afvikles i bare nogenlunde stand.

I løbet af april fik vores skribenter sat ord på de nyeste udgivelser fra blandt andre årslistevindende Lana del Rey og Damon Locks & Black Monument Ensembles postapokapytiske, jazzspirituelle seance samt de seneste singler fra navne som Gabestok og Charles. Det afholder os dog ikke fra også at komme med vores bud på nogle af de mange andre numre, som vi også fik tiden til at gå med i løbet af april måned.

Spellling – Little Deer

Det er, som om at der er gjort plads til nær sagt alle verdens instrumenter i det her grandiose nummer, der annoncerer Spelllings tredje album, The Turning Wheel, som udkommer den 25. juni. Bagkvinden Chrystia Cabral har tidligere haft et mere eksperimenterende favntag om den elektroniske pop, men med sin nye single dedikerer hun sig til vellyden og de store armbevægelser. Kælent indledes nummeret af tunge klavertoner og flirtende slag på hi-hatten. Langsomt introduceres strygere, blæsere, harper, synthesizere, sitar og congas. Vi taber jordforbindelsen og ender oppe i de luftlag, som Kate Bush eller Minnie Riperton plejer at flyve rundt i. Men det hele bliver holdt herligt på plads af Spelllings længselsfulde, sjælfulde, drømmende stemme. Det er melodisk, lækker R&B med et herligt storhedsvanvid.
(Perry MacLeod Jensen)

Godspeed You! Black Emperor – A Military Alphabet (five eyes all blind) (4521.0kHz 6730.0kHz 4109.09kHz) / Job’s Lament / First of the Last Glaciers / where we break how we shine (Rockets for Mary)

Mens verdenen omkring dem bliver stadig mere kaotisk, så er der noget befriende og ærketypisk kontrært over det canadiske musikkollektiv Godspeed You! Black Emperor, der midt i pandemiens greb har valgt at sende deres måske mest håbefulde og milde udspil på gaden. Det bærer den karakteristisk kryptiske titel G_d’s Pee At State’s End!, og da det aldrig giver meget mening at tale om individuelle sangkompositioner fra avantgardebandet, så har jeg valgt at fremhæve den første af de fire suiter, der pryder albummet.

I al sine symfoniske vælde er værket så velorkestreret og heroisk i sin instrumentale stoicisme, at det næsten bliver lidt for bombastisk. Heldigvis har GY!BE ikke fuldkommen lagt dystopien på hylden, og særligt på ”Job’s Lament” giver den ildevarslende, underliggende rytmeguitar en Swans-agtig kant til foretagendet. Det skaber en passende modvægt til den efterfølgende psychpassage ”First of the Last Glaciers”, der nærmest har en bismag af Pink Floyd på rigtig dårlig syre. Kort fortalt har GY!BE i denne måned leveret årets uventet håbefulde pandemisoundtrack, og det fortjener et lyt eller hundrede.
(Simon Freiesleben)

Arooj Aftab – Last Night

Brooklyn-baserede pakistanske Arooj Aftab har igennem flere år haft sangen ”Last Night” på sit liverepertoire, og den er nu indspillet den på Aftabs andet fuldlængdealbum. Vulture Prince. Teksten bygger på den mystiske tradition fra et digt af sufidigteren Rumi og er en hybrid mellem traditionel pakistansk folkemusik, jazz noir og et sindssygt lækkert reggae/dancehall-beat. Midt i nummeret kommer der nogle strofer på Aftabs modersmål urdu, som løfter nummeret op og ud over “bare” en reggaeinspireret kærlighedssang. Resten af albummet synges i øvrigt også på urdu, men anbefales ikke desto mindre for den henførte, melankolske stemning, selv hvis man ligesom jeg – ikke forstår ordene.
(Jens Trapp)

Andy Stott – Don’t Know How

Den Manchester-baserede producer Andy Stott er nok mest kendt for at skabe rungende, dystre lyduniverser, som bevæger sig rundt mellem langsommelig techno, eksperimenterende ambient og industrial. Det er imidlertid ikke helt tilfældet på Stotts seneste plade, Never the Right Time. Nummeret “Don’t Know How” stikker nemlig en anelse ud fra Stotts signaturlyd, hvor musikken i stedet er gået over mod et mere dansabelt tempo med variation i rytmemønstret. Der er stadig rumklang for alle pengene, og man skal selvfølgelig heller ikke snydes for hans klaustrofobiske basgange, som man kender Stott bedst for. Musikken tager altså ikke en helt ny retning, men baner i stedet vej for, at lyrikken og mere tydelige melodier kan skinne mere igennem i Stotts musik.
(Joakim Dalmar)

Black Midi – Slow

Black Midi er trådt ind i næste kapitel af deres unge, men ekstremt beundringsværdige karriere. Væk er guitarist Matt Kwasniewski-Kelvin, der tager en pause for at pleje sit mentale helbred, og i stedet har trioen tilsat et velvalgt skud hornarrangementer. På “Slow” læner de sig derfor  tættere op ad friere kompositionsforme og jazzakkorder, der agerer modvægten til nummerets insisterende, pulserende tema, mens bassist Cameron Picton monotont messer »slowly« igen og igen.

Gruppens kommende anden fuldlængdeudgivelse, Cavalcade, bliver under alle omstændigheder en sindsoprivende oplevelse – måske endda årets bedste  – og “Slow” skraber heldigvis kun overfladen af, hvad de unge briter er i stand til at kreere.
(Daniel Niebuhr)

Skriv et svar