Plader

Julia Stone: Sixty Summers

Skrevet af Jens Trapp

Med St. Vincents fodaftryk plantet solidt midt i albummet skifter australske Julia Stone kurs på sit nye, tredje soloalbum. Det er artpop, storbycruise og rastløs, hektisk kærlighedsrørelse der er på spil. Var der tyndet lidt ud i numrene, havde der været tale om en sand joyride; som det er nu, er der for meget kedeligt fyldstof på albummet.

Altså det er sgu da meget pænt og sådan, tænker jeg, da jeg første gang lægger øre til Julia Stones seneste album Sixty Summers, og både Thomas Bartlett og Annie Clark, bedre kendt under deres kunstnernavne Doveman og St. Vincent, medvirker. Der er bare helt utroligt meget overflade. Knitrende skarp og glitrende som ædelstene du ikke rigtig ved, hvad du skal stille op med. Er der tyngde og indhold i det her? I hvert fald er det meget langt fra Julia Stone, som vi kender hende fra hendes to tidligere indiefolkede soloalbums og fra samarbejdet med brormand Angus Stone og f.eks. deres sygt lækre ”Big Jet Plane” fra 2010. Al respekt for kursændringer ellers. Det er fornemt at arbejde med sig selv, finde nye retninger og på den måde udfordre sig selv og sine kernelyttere. Det har vi for ganske nylig også set St. Vincent excellere i, mere eller mindre. Der skal helt sikkert også nok være et stort publikum til denne nye elektroniske elektrificering af Stones materiale derude.

Titlen Sixty Summers stammer fra tiden, hvor Julia Stone som 20-årig festede igennem hjemme i Australien, høj på livet og ungdommen, og med ét ser sin fremtid for sig, som noget der meget vel kunne være sådan ca. 60 somre. Anskuet på den måde, får tiden et sært nærvær og fylde, der faktisk giver god mening og er et forfriskende anderledes perspektiv på den. 60 somre er alligevel ikke alverden vel? Seks af de somre har Stone nu brugt på at lave dette album. Først i et samarbejde med Thomas Bartlett, som foreslog at bringe Annie Clark ind i projektet, hvilket er en mega gevinst for Sixty Summers.

Det starter ganske lovende med den Talking Heads-agtige ”Break” med både horn, hektiske rytmer og Clarks distinkte guitar. Efter et par gennemlytninger får den liv og fylde og bliver mere end bare et plagiat. Den står selv og rager op med sin tekst om at være helt underlagt en følelse. Som at være forelsket uden at have magt over følelsen. Den er der bare, forelskelsen, og den bruser afsted med én, ligesom musikken på nummeret bruser derudad. Også titelnummeret ”Sixty Summers”, der følger efter, bliver andet og mere end bare smuk overflade, der spejler sig selv, selv om nummeret ikke står helt så stærkt som åbningsnummeret. Verset er stærkt, men omkvædet bliver sådan lidt forudsigeligt.

Tredje nummer er lidt kedeligt. “We All Have” forbliver en sær parentes med Matt Berninger på gæstevisit på et nummer, der lyder som noget, der bare ikke var godt nok til The Nationals seneste album I Am Easy To Find, der ellers er rig på kvindelige gæstevokalister, og egentlig heller ikke er godt nok til dette album. Der sker ikke rigtig noget i nummeret og Berninger virker underligt påklistret og villet. En sød lille banalitet. Men så følger der ellers seks formidable skæringer. “Substance”, “Dance”, “Free”, “Who”, “Fire In Me” og “Easy”. Som perler på silkesnor. Pailletter i reversen på en natsort habit. Sammen med åbningsnummeret “Break” og et eller to numre mere ville de have udgjort et virkelig virkelig lækkert og kort album! Det er stærk popmusik med en detaljerigdom og gennemarbejdelse, der ville gøre selv den mest nørdede programmør grøn af misundelse. På den måde går det også som så ofte før, at den tid og dedikation jeg lægger i at afdække musikken og sangene betaler sig mangefold tilbage. Det er som om overfladen koagulerer ned gennem lagene i musikken og bliver ét med den substans og fylde, der alligevel er til stede og på spil dernede midt i al virakken og især de nævnte numre løfter sig op til umanerlig fin og varieret artpop.

“Substance” og “Dance” indeholder en masse af det, der gjorde St. Vincents Masseduction fed. Den tilbagelænede lækkerhed på det første og det suveræne, bratte fald til halvt tempo i det andet og begge med omkvæd, der smelter ind i kroppen på dig. På de to clubbangere, der følger “Free” og “Who”, bliver der skruet op for dansepotentialet. Det første med herligt fræsende signatur guitarlyd leveret af Annie Clark og begge numre drevet frem af et inciterende housebeat, der kan få selv den stiveste støvede rock’n’roller op ad sækkestolen og ud på dansegulvet. “Fire In Me” holder tempoet oppe og “Easy” er en smuk sjæler. En ballade der sætter tempoet ned med linjerne: »A love like this don’t come by every day/ Whatever it is/ I want it to be easy/…/ I wish that I was easier for you«.

I det hele taget kredser teksterne om den svære kærlighed. »Keep giving you love and/ It’s never enough, never enough/ You’re giving me nothing/ It’s fucking me up, fucking me up« (“Substance”), »It’s so hard to love you« (“Dance”), »Say you’re gonna leave here/ But you can’t walk away/ Say you wanna be here/ But you just can’t stay« (“Who”) og »I should’ve ended it when it was over/ I could’ve done it if I was sober« (“Queen”) synger Stone, mens hun danser og cruiser gennem storbyen.

Intetsigende kedeligheder er der imidlertid også plads til. Desværre. Hele afslutningen af albummet forbliver underligt kønsløst og fladt, med undtagelse af “I Am No One”, en smuk og yndefuld ballade, så ganske blottet for Annie Clark og med den lyrisk fine åbning: »I met your parents, they were lying on the floor/ Falling in love, like they’d done a million times before/ You walked me to my car, I could feel your heart beating/ Was dreaming of the grace of finding someone to believe in«.

Men altså godt en tredjedel af albummet, inklusiv en fransk version af “Dance”, virker som overflødigt fyldstof. Ærgerligt at lukke albummet på den måde. Det gør, at helhedsindtrykket tenderer det kedelige. På grund af de fremhævede numre får Sixty Summers dog fire U’er, men for fa’en hvor ville det have været fedt, hvis der var skåret lidt mere i fyldet.

★★★★☆☆

Skriv et svar