Plader

Rýk: Jonquille EP

Aalborgensiske Rýk debuterer med en stemningsfuld, men ikke ubetinget vellykket EP, der tager lytteren på en tur rundt i shoegazens mange smukke afkroge, men som heller ikke tilføjer noget nyt til genren.

På deres Bandcamp skriver Rýk, at de spiller en musik, der ikke burde sættes i nogen genremæssig boks. Alligevel vil jeg vove at påstå, at aalborgensernes debut-EP, Jonquille, dufter godt og grundigt af shoegaze. På fire numre kommer lytteren således på en tur rundt i flere af genrens afkroge, men også sjældent nogle egentligt nye steder hen.

“Whenever (Seen Yr Colour)” bevæger sig i krydsfeltet mellem postpunk og shoegaze med en insisterende fremdrift og en lyd, som vækker minder om en lidt mere tågeomspunden udgave af Diiv. På klassisk shoegazemanér er forsanger Rune Søltoft Rasmussens vokal begravet dybt i mikset, men det gør det også svært at høre, hvad han har på hjerte. Det er et greb, der sagtens kan fungere, men som her tager en smule af nerven ud af et ellers både velspillet og velkomponeret nummer – i hvert fald i sangens første del. For efter et atmosfærisk og smukt mellemstykke, der sænker tempoet halvvejs gennem sangen, sætter Rýk tempoet gevaldigt op igen, mens Søltoft Rasmussens stemme pludselig lyder som et brændende klageskrig fra dybet et sted langt, langt væk. Det er slet ikke dårligt.

Efter den omgang tager titelnummeret tempoet gevaldigt ned som en slags atmosfærisk ganerenser, der stemningsmæssigt vækker minder om Slowdive. Der er ikke meget fremdrift at spore, og som selvstændig sang står “Jonquille” ikke så stærkt på egne ben, men med sin længde på blot to og et halvt minut fungerer som et fint mellemspil, inden EP’ens tredje sang, “Godspeed Addiction”, stilmæssigt fortsætter, hvor “Whenever (Seen Yr Colour)” slap.

Men hvor EP’ens første sang havde succes med sit lækre midterstykke, der varierede udtrykket en smule, så bumler “Godspeed Addiction” dog mere monotont afsted. Det hele bliver simpelthen lidt for ensformigt, og vækker ikke den store interesse hos undertegnede før mod slutningen af sangen, hvor det hele kulminerer i et inferno af herlig støj, som desværre ikke er nok til at redde sangen fra at være udgivelsens svageste skæring.

Med det sagt så rammer det store klimaks på EP’ens afsluttende nummer: Den mere end 10 minutter lange “Selma (Time Destroys Everything)” optager næsten halvdelen af Jonquilles spilletid og viser samtidig Rýk fra deres største og mest ambitiøse side. Her bygges sangen langsomt og næsten postrocket op, og Rune Søltoft Rasmussens let slørede stemme får lov til at træde en smule mere i forgrunden, inden sangen kulminerer i en ganske smuk og næsten syv minutter lang, støjende musikalsk mur.

Det er ikke banebrydende, og et band som førnævnte Slowdive har helt tydeligt ikke levet forgæves, men folk der holder af shoegaze vil helt sikkert kunne finde fornøjelse i at drukne sig i det hav af store og støjende guitarer, som Rýk fremmaner med en musikalsk naturkraft, der hæver sig et stykke over EP’ens første tre skæringer.

Ifølge bandets Facebook-side skal Jonquille ses som en opsummering af aalborgensernes historie som band indtil nu, men ikke som et udtryk for, hvor de er på vej hen. De vil ikke spille EP’ens sange live, og udgivelsen er ifølge dem selv et slags foreløbigt punktum, inden de snart vender tilbage med nye medlemmer, nye sange og en ny lyd. Og selvom debut-EP’en uden tvivl står på skuldrene af fortidens helte og ikke er ubetinget vellykket, så vil jeg holde et vågent øje med, hvor Rýk bevæger sig hen i fremtiden. For der er bestemt potentiale til noget stort, når de engang finder deres helt eget ståsted.

★★★½☆☆

Skriv et svar