Koncerter

Smerz, 30.05.21, Store Vega, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Joakim Dalmar

Smerz begiver sig ud i at skabe en teatralsk forestilling, men ender med at lade deres elektroniske elementer overdøve de vigtige aspekter af koncerten, der gør oplevelsen levende.

Den norske elektroniske duo Smerz bestående af Henriette Motzfeld og Catharina Stoltenberg kom denne søndag aften på visit i Store Vega, efter vi alle har ligget i hi et godt stykke tid nu. Smerz har været i musikverdenens sigtekorn, siden deres EP Okey udkom i 2017, hvor det ellers siden da har taget fart. Duoen fusionerer lydmæssigt industriel trance-techno, footwork-rytmer og eksperimenterende R&B-pop, særligt på deres seneste album Believer, der virkelig får bevæget sig grundigt rundt i dette genre-spektrum og udforsker de mange kontraster. Det var også, hvad vi fik denne aften på Store Vega.

Efter en lang ventetid i kø udenfor spillestedet, var det godt at komme ind i en mørk, stemningsfyldt sal. På scenen var der to strygere og et flygel. Da koncerten så småt startede, begyndte intronummeret “Gitarriff”, og ind på scenen kom Motzfeld og Stoltenberg gående forfulgt af rampelys op til flygelet, som de sætter sig på – den ene med et næsten ituflået outfit og den anden med et mere elegant outfit.

Kronologisk efter albummet kom nummeret “Max” efterfølgende. Det var dog også herefter, at der opstod de første vanskeligheder med de førnævnte kontraster. Indtil videre havde der været en mystisk, nærmest teatralsk opbygning, som også duoens seneste album byder ind med. På albumudgaverne skifter stemningen meleget elegant mellem henholdsvis de elektroniske, dystre lydspor og de organiske, smukke stygere og vokalspor. Det var dog svært at få den samme indlevelse i disse kontraster i de liveudgaver, der blev fremført fra scenen.

Det faldt mig ind, da “Believer” sparkede ind med sin forvrængede synthesizer og højtlydende bas, der fik den forgående lyd fra de levende strygere og duoens vokal til at forsvinde helt ud af rummet. Det samme mønster gentog sig under det meste af koncerten. Det tog en del af live-magien væk, når playback-lagene spillede. Man kunne se strygerne spille, men man kunne ikke høre dem. Man kunne nogle gange svagt fornemme, at der blev sunget, men det var svært at forstå lyrikken. Det er naturligvis også en form for udtryk, de bruger, men i det hele taget var det alt for ofte de mange backingtracks, der var i fokus i lydbilledet.

Det er ærgerligt, for generelt var hele koncertæstetikken enormt veludført med Motzfeld og Stoltenberg, der sad på flygelet og skiftede poseringer for hvert nummer. Belysningen var simpel, og man kunne straks mærke, at de prøvede bevæge sig væk fra de computerskærme, der kendetegner meget elektronisk musik, og hellere ville skabe et teatralsk udtryk. Desværre spillede fremførelsen af numrene ikke helt sammen med den velovervejede scenografi, der også indimellem tog overhånd. Koncerten virkede mest levende, når de eksempelvis spillede nummeret “4 temaer” sammen med de to strygere, (hvor Motzfeld spillede på violinen og Stoltenberg på klaveret). Disse korte momenter blev dog hurtigt blæst væk af forvrængede trance-synths på nummeret “Hester”, hvor man som publikum i tre minutter vitterligt skulle sidde og lytte i lutter mørk, uden at der skete noget på scenen i løbet af sekvensen.

Der var dog også mange aspekter af koncerten, som trods alt gav øjeblikke af sandfornøjelse i helhedsoplevelsen. For eksempel de føromtalte  instrumentale momenter, eller når Motzfeld fik lov til at skinne igennem med sin vokal på nummeret “Versace Strings”. Hele opsætningen med at sidde på flygelet koncerten igennem var også simpel og effektiv, og gav hele koncerten et fedt udtryk, som var særligt effektivt til en siddende koncert. Man kan altså ikke komme udenom, at mange dele af koncerten var både hypnotiserende og medrivende. Smerz er helt sikkert på det rette spor, men dagens koncert var alligevel ikke den mest interessante eller medrivende oplevelse, jeg har haft til en koncert. Det skete for ofte, at deres store, dominerende backingtracks overdøvede de vigtige lag, som eksempelvis deres dygtige strygere, men også deres egne sangstemmer. For ofte følte man sig blot hensat til at sidde i mørket og lytte til backingtracks.

★★★☆☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Leave a Reply