Plader

Sophia Kennedy: Monsters

Unik kunstner, unik plade. Sophia Kennedy lyder som 13 forskellige kvinder på 13 virkelig forskellige numre, der lyder som et væg til væg tæppe af idéer. Det er ganske enkelt unikt!

»Please give me a siiiiiiiiign/ ich bin so alleeeeiiiiiiin«

Jeg kan ikke få de ord ud af hovedet. Jeg vågner op med dem om morgenen og går i seng med dem om aftenen. Et tosproget bastardsrim. Men det er ikke kun det. Det er måden, de bliver sunget på. Først med eftertryk på første del af ‘sign’ og ‘allein’. Så med eftertryk på sidste del af ordene og sunget med en ny stemme, der ligger en oktav over og som synes at udtrykke en fuldstændig anden følelse, end den forrige, selvom ordene er de samme. Læg klaveret oveni med en håndfuld toner, der kun næsten hører sammen, gentager sig selv og bliver til en lille, underlig følelse. Tilføj trommerne, der kører tæt i baggrunden som et marchorkester og bogstavelig talt pisker en stemning op. Nummeret hedder ”I’m Looking Up”. Det handler om sorg og tab, og det bor midt på tysk-amerikanske Sophia Kennedys andet album Monsters. Det er pladens bedste og jeg har kun beskrevet 30 sekunder af det.

Nogen gange er man så svineheldig at få lov at anmelde et album, der fra første takt og første vejrtrækning føles fuldstændig nyt, friskt og farligt. Monsters er et af disse albums. Det er artpop i sin reneste form; eksperimenterende, nysgerrigt og underligt. Et væg-til-væg-tæppe af ideer, der spænder bredt med fængende elementer af mainstream pop over avantgarde space-rock til intens og mekanisk trommemaskine med bølger af klaver, der bare skyller og skyller ind over dig.

De tre første numre ligger som perler på en snor. Det starter lige på og hårdt med ”Animals Will Come”, faktisk så hårdt, at jeg var nødt til at lade fingeren føre nummeret tilbage til start for lige at være sikker på, at det rent faktisk virkelig starter så abrupt eller om det måske var min højtaler, der havde cuttet ud. Det viste sig at være førstnævnte, og blød, lækker r’n’b flød igen ud fra højtaleren med en stille high-hat i baggrunden og små magiske lyde fra en guitar. Ind fra højre glider det elektroniske element pludselig. Et orgel, måske? En brummen, så et enkelt brøl, så en brummen igen, men det er nok til ´lige at vække sanserne. Det er nok til, at man pludselig føler sig udfordret.

Herefter følger ”Orange Tic Tac”, som pladens første single. Det er et lækkert arrogant city-pop nummer, hvor du kan lugte den varme asfalt, mens du svæver med Kennedy »like a ghost in a suit« ned ad boulevarden. Som et spøgelse i et jakkesæt – kan du se det for dig? Messende, spoken-word-agtige observationer, der både giver mening og ikke gør (»Rockabilly-type bikes shine bright, bright lights«) og et tilbagelænet beat, der får selskab af en sløjfe af, hvad der lyder som et instrument fra fjerne lande og planeter. Og så rammer beatet dig på ”I Can See You” – tungt og hypnotiserende – og alt går op i en højere enhed, før nummeret så lige tager røven på dig med sit singalong og klappevenlige omkvæd, der næsten når gospelhøjder, når Kennedy bekendtgør »I can see youuuuu«.

Sagde jeg, at ”I’m Looking Up” var pladens bedste nummer? Så løj jeg vidst, for det er egentlig ”Francis”. Åh Francis, født med en guldske i munden. »Just walk across the golden bridge/ that your parents built for you,« synger Kennedy, mens lytteren efterlades undrende over, hvorvidt vi skal hade ham eller have ondt af ham med hans stil, alle hans muligheder og privilegier og selfies i badeværelsesspejlet. Er han et offer for en sygeligt overfladisk kultur? »Even in winter your body is a sculpure,« runder Kennedy af, før det ellers ret tilbageholdte elektroniske lydtæppe til historien om Francis eksploderer i højlydte abelyde.

Ej, undskyld, jeg løj igen. Pladens bedste nummer er pladens sidste nummer, ”Dragged Myself into the Sun”. Med sine øredøvende trommemaskiner, der omfavner og opsluger og tynger i en grad, så det nærmest bliver en fysisk lytteoplevelse, når vi sammen med Kennedy på hænder og fødder slæber os op ad kælderen og »[i]nto the sun onto the pavement«, så hun kan stige på en raket og komme ad helvede til væk fra »[p]sychopaths with microphones«. Tag mig med, Sophia, tænker jeg.

Der er så meget at komme efter på den her plade. Jeg har har nu lyttet til Monsters 20 gange, og jeg har stadigvæk ikke helt begrebet størrelsen af de 46 minutter. Jeg er så overældet af indtryk, at mine sætninger går i kludder, og den her anmeldelse starter, hvor den burde stoppe og omvendt. Jeg burde have startet med at konstatere det fuldstændig åbenlyse. Nemlig at Sophia Kennedy har en af de mest alsidige stemmer, jeg længe har hørt. Det er ren Amy Winehouse, når hun synger versene af ”Orange Tic Tac” på smeltende soulet, potent og længselsfulds vis. Anderledes vibrerende, rå og lys på ”Seventeen”. Herligt underspillet og samtidig overjordisk på ”Dragged Myself into the Sun”. Og meget mere til. Stemmen bliver blot endnu et instrument, der giver hvert nummer deres eget udtryk. At kunne gør det – at kunne lyde som 13 forskellige kvinder på 13 virkelig forskellige numre – er ganske enkelt unikt.

Unik kunstner, unik plade. 300 ord om hvert nummer og 13 U’er, hvis jeg kunne. Bare lyt og lad dig opsluge i stedet.

★★★★★★

Skriv et svar