Plader

St. Vincent: Daddy’s Home

Guitarvirtuosen St. Vincent siger farvel til rocken på kantet soulalbum. I stedet skaber hun et karakterdrevet album om kampen med at finde balance i livets smerte, mens man bevarer sin elegance og charme.

Tilgangen til musikken er næsten drevet af et endnu større vanvid end på de tidligere plader, som ellers var rigeligt eklektiske. Men ellers er St. Vincent næsten ikke til at genkende.

Annie Clark har bevæget sig væk fra den stramt skårede, latexindpakkede synthpop med et kraftigt, guitarrocket twist, der dominerede hendes to foregående album St. Vincent (2014) og Masseduction (2017). På Daddy’s Home klinger lyden af 70’er-soul og er blevet mere silkeblød, som kjolen den nu blonde St. Vincent bærer på albumcoveret.

Den mindste snert af rock er forsvundet, og den stramme kontrol, som lå i hendes foregående udgivelser, er blevet overtaget af et langt, ømt følelsesudbrud. Sammenligningen med David Bowies skifte fra glamrock til blue eyed soulYoung Americans (1975) ligger umådeligt ligefor.

Men der er ikke blot tale om et stilskifte på Daddy’s Home. St. Vincent har skabt en karakter, der kæmper for at finde en balance i al hendes smerte, samtidig med at hun kan bevare sin elegance og charmerende klasse. Den karakter gennemsyrer alt på det nye album – både musikken, lyrikken og den visuelle indpakning.

Det store drama bliver allerede etableret på åbneren ”Pay Your Way in Pain”. Vi møder Clarks nye hovedkarakter med nogle støn, der har tydelige seksuelle betoninger. Som teksten udfolder sig, fortæller hun, hvordan hun er på jagt efter kærlighed. Men uanset, hvad hun efterspørger, er det ikke til rådighed. Hvad enten det er mad i supermarkedet, penge i banken, kærlighed derhjemme eller respekt fra andre kvinder i parken; Så er det bare ikke til rådighed for hende. Hovedpersonen føler sig fra starten udstødt i et puritansk samfund, der møder hende med bedømmende øjne, når hun går rundt med sine alt for høje hæle: »So I went to the park just to watch the little children/ The mothers saw my heels and they said I wasn’t welcome«.

På den måde starter vi albummet med at konstatere, hvordan smerten er en uundgåelig livsledsager. Den slags finder man ikke ligefrem nødvendigt at udtrykke, hvis man er klodens lykkeligste kvinde. Alligevel er det ikke en ødelagt kvinde, vi møder. Tværtimod. Med Clarks knivskarpe vokal, der bærer samme overskud som Prince i hans velmarksdage, giver hun sin karakter en interessant styrke, der løfter Daddy’s Home op til meget mere end bare en tragedie.

Annie Clark lader revnerne i facaden være tydelige på Daddy’s Home. I pressebillederne kan man tydeligt se det mørke hår under hendes blonde paryk. Og uanset hvor elegante, smukke og funky sangene lyder på albummet, bliver hendes skrig leveret med en så passende mængde desperation, at ingen kan være i tvivl om, at det her ikke bare er et glædesudbrud, over hvor godt musikken swinger.

På ”The Melting of the Sun” hyldes kvindefigurer, der klarede sig igennem tilværelsen, på trods af at de måtte tage brug af nogle stimulanser for at klare smerten i deres liv. Her virker Marilyn Monroe som en central inspiration for St. Vincents karakter. Monroe får også dedikeret en linje i ”The Melting of the Sun”: »My Marilyn shot her heroin/ ”Hell”, she said/ ”It’s better than abuse”«, synger Clark med reference til de seksuelle overgreb, der blev begået mod Monroe som barn. Men på trods af den grundsmerte er Monroe om nogen et symbol på den charme og elegance, som St. Vincents karakter indtager på albummet.

Kvinder på randen af sammenbrud og det åbenlyst seksuelle lag i fortællingerne har længe været en del af St. Vincent-universet. Alligevel er det først her på Daddy’s Home, at hun lader fortællingen overtage musikken. På Strange Mercy (2011) var hun en hjemmegående husmor i et forstadsområde, der overlevede på en cocktail af nervemedicin og hvidvin. På Masseduction pakkede hun sig selv ind i tætsiddende latex og høje stilletter. Men den tykke fuzzguitar var ikke ligefrem trukket ud af Strange Mercy-forstaden, og hendes alteregoer har hidtil været mindre styrende for musikken. På Daddy’s Home er fordelingen vendt om, og det lader som om, at musikken er tilrettet historien.

Resultatet er, at flere af Annie Clarks sikre virkemidler i hendes musik er forsvundet på Daddy’s Home. Hendes karakteristiske fuzzindsmurte guitar er forsvundet ud af lyden til fordel for funky rhodes-keyboard, store vokalarrangementer og opbygningen af albummets hovedkarakter. Med sin tekniske spidsfindighed og finurlige måde af forene guitarteknik med hendes småelektroniske lyd, har Clark ellers været en af de mest epokegørende guitarister på denne side af årtusindeskiftet. Guitaren er ikke forsvundet, men den har en langt mere tilbagetrukket rolle i St. Vincents nye inkarnation. Fraværet af hendes på en gang elegante og vilde guitarspil er næsten så markant, at det hænger som en tyk, svigende cigaretrøg i kælderen på den soulklub, som hun er trådt ned i. Men resultatet er stærkt nok til, at man først bemærker røgen, når man sammenligner Daddy’s Home med de fem tidligere St. Vincent-album.

Men noget rent konceptalbum har Annie Clark ikke lavet. Det bliver paradoksalt nok klart på titelnummeret ”Daddy’s Home”. Clark skrev nummeret, da hendes far blev løsladt fra fængslet i 2019. Han havde siddet inde i ni år for en voldsom børsspekulation, der løb op i 43 millioner dollars. På den personlige sang synger hun: »We’re all born innocent but some good saints get screwed/ Hell, where can you run when the outlaw’s inside you?«.

Ordene virker som nøglelinjer for albummet. I et interview med The Guardian har Clark fortalt om, hvordan hun kan finde store lighedspunkter mellem sin far og sig selv. Hun har ligeledes fortalt, hvordan musikken fra hendes barndom væltede op i hende, da hendes far blev løsladt. Nu var 70’ernes svedige funk fra New York i hendes hoved, og det har lagt grunden for, at inspirationen til musikken nu mere kommer fra Princes funkfusioner end David Byrnes grænsesøgende alternative rock.

Men selvom St. Vincent har givet afkald på hendes ellers så sikre virkemidler, har hun skabt et stort værk. Daddy’s Home er en plade, hvor St. Vincent finder sig til rette i den smerte, der uundgåeligt følger med stædigheden, når man har en personlighed, som ligger på kanten af samfundets normer. Hun er ikke nødvendigvis sin nye outlaw-karakter, men hun kan i den grad genkende sig selv i hende og sympatisere med hende. Det er som om, at hun har skruet ned for den drømmende rockmusikant i takt med, at hun har erkendt smerten og sin egen utilpassethed. Nu konstaterer hun: »I can’t live in the dream«, og kaster sig så ud i et af albummets få guitarsoloer (vel og mærke uden den tykke fuzz-effekt) på ”Live in the Dream”. En sang, der med sin storladende stemning, kunne være den helt store transformationssang i en lidt for bombastisk Broadway-musical. Men som alligevel er båret af et tilbagelænede groove, der i den grad giver albummet en uimodståelig charme.

★★★★★☆

Skriv et svar