Plader

Syv Sind: Undervejs

Med en overvældende detaljerighed konstruerer Syv Sind wall of sound-produktioner af dansksproget dreampop og alternativ rock. Det er en intim og sfærisk debut, der summer af tomme gader i indbydende gråvejr.

Undervejs er danske Mikkel Ibsen og Louise Skov trukket i arbejdshandskerne og gået sammen om at konstruere en kompakt og detaljerig wall-of-sound. Lag for lag bygger de et personligt lydunivers op omkring elguitarsoloer, et hav af elektroniske synth-effekter og sfærisk efterklang. Det tætpakkede lydlandskab er en befriende kontrast mellem rungende distortion og Skovs blide vokaler, som gør det færdige produkt til et overvældende og overbevisende sonisk udtryk, der er så blændende, det kan være svært at stille skarpt på debutalbummet.

Det er en trykkende fornemmelse af rastløshed og summende fortabelse, der vælter indover en, når man møder duoens debutudgivelse. Teksterne er plagede af fortvivlelse i adskillige afskygninger, mens der numrene igennem hersker en konstant instrumentel udvikling. En udvikling, der holder pladen organisk og interessant, men sommetider stikker i flere retninger samtidig. Når det sker, omklamrer musikken en – murene bliver for høje – og det kan være svært helt at finde ud af, hvor man skal gøre af sig selv. Heldigvis er gennemlytning af pladen dog mest af alt som at forsvinde ud i byens tomme gader på en dunkel gråvejrsdag. Det er følelsen af at være ved siden af sig selv. En følelse, Syv Sind med deres sfæriske lydunivers af dansksproget dreampop og rock fuldkommen indfanger. De formår nemlig at finde frem til de afkroge af skævhed i tekst og lyd, der får musikken til at ramme særligt hårdt, når man opslugt af egne tanker spadserer ind og ud ad de forladte sidegader badet i det indkommende tordenvejrs tunge luft.

Det er ikke fordi Syv Sind med Undervejs har revolutioneret den danske dreampop-scene. Duoen formår blot at gøre den intime fortabelse drømmende og så legende interessant, at man efterlades fuldstændig mættet af indtryk. Det er klart, at en del af kvaliteten bl.a. ligger i den tematisk og stemningsmæssige sammenhængskræft, der trækker tykke tråde sangene imellem. Men det er dog i særdeleshed den løsslupne tilgang til sangenes lydlandskab og produktion, der løber med rampelyset i første omgang. Det er imponerende, at Syv Sind i produktionen formår at fastholde pladens trykkende stemning hele vejen igennem, uden den bliver uinteressant eller ensformig. Pladen formår sågar både at hvile i elektroniske synth-passager og minutlange instrumentelle outroer som på ”Du ringer ikke mere”. Her trækker bandet elementer af noise pop og shoegaze op af hatten, og de lader udtrykket fortættes i distortet guitar tilsat forskellige effektpedaler, der på en nærmest klaustrofobisk måde vælter indover en.

Albummets første skæring, ”Aldrig mere nogen”, er endnu et oplagt eksempel på, hvordan projektet kan dvæle i sig selv og på eksperimenterende vis dyrke stemningen, inden musikken finder sig til rette, og der tilsættes vokaler. Selve sangen minder herfra om en montage af Michael Strunge-digte, der handler om selvmord, og illustrerer den poetiske tilgang, duoen har til tekstuniverset. »Han går ned mig sig selv/ Og han bliver/ Han bliver/ Han vil ikke dø/ Bare være ufødt/ Aldrig mere nogen«.

Alligevel drukner en del af pladens rørende tekster i den overdrevne lydtæthed, der stjæler fokus og efterlader numre som ”Noget er på vej” og ”Ryd gaderne” til et anonymt og lettere rodet udtryk. Det er derfor også en befrielse, når nogle af lagene igen skraldes af på ”Undervejs”, og vokalen får lov til at komme i fokus for derefter at glide uforstyrret ud i egen efterklang. Her får sangen lov til at ånde, og det viser, at balancegangen mellem wall of sound-produktionen og teksterne, der til tider er en smule indadvendte,  ikke altid behøver tippe til den overdådige side.

Det er dog på ”Baner”, at duoens udtryk for alvor kulminerer. Sangen føles mere rummelig end en del af pladens mere tætpakkede produktioner, så Skov på afdæmpet og dybtfølt vis kan levere et af projektets mest intime øjeblikke. Kuldegysningerne pibler frem til åbningslinjerne: »Jeg kan ikke være i mørket mere/ Så jeg skyder afsted hen mod dig, hvor jeg lyser op mod himlen«. Det er som om, Skov brænder stærkere igennem, når de øverste af murens lag pilles af. Pludselig føles wall of sound-tilgangen nemlig mere afstemt og indbydende, når den ikke bare viser sig frem, men nænsomt bygges op og bruges til at understøtte teksterne.

Størstedelen af numrene er hverken super catchy eller på anden måde synderligt forløsende. Undervejs kræver, man nyder at følge den ned ad de instrumentale sidegader og gør sig umage med at se over de til tider meget høje mure. For selvom de instrumentelle passager er velsammensatte og -udførte, vil onde tunger påstå, man søger forgæves, hvis man stræber efter voldsomme klimakser. Omvendt kan man opleve det, hvis du tillader dig selv netop at forsvinde ind i teksterne og de enkelte murstens betydning for det imponerende lydunivers, duoen har konstrueret.

★★★★½☆

Skriv et svar