Koncerter

When Saints Go Machine, 13.05.21, Store Vega, København

Foto: Mathias Kristensen

When Saints Go Machine spillede op til dans for et siddende publikum i Store Vega, og det var en kæmpe fornøjelse.

Tåget, violet lys bølger henover scenen til de sidste toner af klubtemaet ”Last One To Know”. Så kommer klapsalven, den flækker salen midtover, sådan føles det. Og med sveden dryppende fra panden og overvældede øjne ud i et publikum, der ikke vil stoppe med at klappe, konstaterer Nikolaj Vonsild, at han ikke har danset i halvandet år. Svaret kommer hurtigt, automatisk: Et sted i salen er der én der skråler »DANS VIDERE!«.

I publikum må vi ikke danse, sådan er reglerne, så vi må nøjes med at stirre på Nikolaj, der rytmisk vrider sine hofter og springer frem og tilbage over scenen. Det er bittersødt, men stadig sødt, at sidde på sin stol til When Saints Go Machine.

Sceneriet er et nyligt åbnet og summende Store Vega, der skal huse i alt fire koncerter fra elektropoptrioen. Udover sanger Nikolaj Vonsild består bandet i dag af trommeslager Silas Moldenhawer og producer og synthpianist Jonas Kenton. I marts udgav de albummet Emotional, som blev til under lockdown og lyder af følsom electronica, der er en del lettere i sit udtryk end forgængeren So Deep.

Med kun tre personer på scenen, hvoraf de to havde rimelig begrænset plads at bevæge sig på, bag henholdsvis trommesæt og producer-setup, virkede det egentlig overraskende naturligt for bandet at fylde pladsen ud. Dels var det selvfølgelig takket være Vonsilds hypnotiserende krop og nærvær, han var evigt bevægelig og tilstedeværende i rummet. Men man kunne altså også få øje på nogle helt solide dansemoves deromme bag mixerpulten.

Og så virkede det virkelig som om, at alle tre musikere var lykkelige for at være på den scene. Og det slog mig, at dét, der er så fedt ved When Saints Go Machine, er, at musikken er så følsom. At mellem de overproducerede technobeats og forvrængede, maskinelle vokaler står i virkeligheden bare tre meget menneskelige mennesker. Og sådan kan rå electro blive både inderlig og poetisk.

Højdepunkterne var de øjeblikke, hvor man glemte at man havde en krop, der var tvunget til at sidde stille i sin stol. Det var Vonsilds desperate bevægelser, når han sang »There’s nothing funny about love / Nothing funny about love« på ”Not Everyone Walks Away”, så man næsten fik tårer i øjnene. Det var de perlemorfarvede lysstjerner på gulvet og det stille klaver på den afdæmpede ”I Don’t Tell”. Det var pulserende trommer og bassen, der kunne mærkes i brystet på ekstra-ekstranummeret ”Kelly”, som fik halvdelen af salen til at løfte armene og danse i stolene. Vildt!

Generelt var det en meget dynamisk koncert. Der var hele tiden opbygning til noget, der siden blev brudt ned, vekslen mellem stille steder og vilde eksplosioner, dem var der masser af. Nogle steder, særligt i begyndelsen af koncerten, druknede vokalen desværre i støj lidt for længe ad gangen, og det brød noget momentum. På ”A Tomb Without You” lå den i så lavt et toneleje, at den blev slugt af det instrumentale, og selvom det egentlig går fint hjem på indspilningerne, så fungerede det desværre ikke på scenen. Der var ligesom ikke nok kraft til at trænge igennem den mur af synth og trommer, der blæste gennem rummet. Jeg synes egentlig heller ikke, det var helt overbevisende, da de spillede ”ArrowThroughSkinOutOfBlueSky” – eller det var i hvert fald lidt mystisk med det der Killer Mike-rapvers, der ligesom bare fik lov at hænge lidt i rummet, som om det var med bare for at være med.

Når det er sagt, så er der egentlig ikke meget mere at klage over. Det sparsomme setup og de elektroniske kompositioner gik lige i følelserne takket være trioens energiske tilstedeværelse og overvældende taknemmelighed. Det var festligt og følsomt på skift og nogle gange på samme tid, og det var umuligt ikke at lade sig rive med af de triste, industrielle, poetiske pophits og synthballader.

Det var frustrerende, at være tvunget til at sidde stille; det føltes som om, man ikke kunne give samme taknemmelighed igen til det tydeligt overvældede band. Men jeg synes egentlig ikke, det ødelagde oplevelsen, for til gengæld gjorde det, at man havde frit udsyn til Nikolaj Vonsilds mimik, og man blev helt naturligt mere opmærksom på ordene, han sang.

When Saints Go Machine var veloplagte, energiske og ydmyge. De var de mest menneskelige maskiner, man kunne tænke sig. Og derfor var det en kæmpe fornøjelse at være til følsom elektropopfest med dem i Store Vega.

★★★★★☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar