Plader

Yaya Bey: The Things I Can’t Take With Me EP

Yaya Bey har udgivet en blød, soulet break up-EP, der undersøger, hvordan man giver slip på de ting, man ikke kan tage med sig efter et brud.

East Coast-sangerinden Yaya Bey var egentlig klar til at begynde optagelserne til det fuldlængdealbum, der skulle være efterfølgeren til Madison Tapes fra 2020. Men så gik hun gennem et brud, der rev op i sårene fra en fortrængt barndom – ting, der måtte behandles, før hun kunne komme videre.

»The album is going to be about the journey home to self. But on the way, there’s all this shit I gotta let go of, just the things I can’t take with me,« sådan beskriver hun selv tilblivelsen af sin nye EP, The Things I Can’t Take With Me.

Lyden er tilbagelænet, varm og hjemmelavet – også helt bogstaveligt, for EP’en er produceret af Bey selv. Instrumentalt er der ikke meget nyt under solen, hvis man sammenligner med tidlige udgivelser: Det er simpel, lo-fi neo-soul med knitrende beats og sommeragtige samples. Beys stemme vugger oven på det hele med sin afslappede, halvt snakkende facon og fortæller historierne.

The Things I Can’t Take With Me er en fortælling om et break-up, men den handler ikke om at dvæle ved det tabte. Tværtimod er det en undersøgelse af destruktive forhold, barndomstraumer og kunsten at tage kontrol over sit eget narrativ. »I’ve never seen my daddy treat a woman good / I don’t know what it’s like to be understood« synger hun på åbningsnummeret, “Root of a Thing”, og trækker tråde til ødelæggende relationer senere i livet på “You Up?”: »This is hell, but I’ve been waiting all my life for this / Oh the lips that tell me lies, but I can’t wait to kiss«.

Teksterne er ærlige og dybt personlige. Men jeg synes også, hun har en seriøs no bullshit-attitude, der får plads på en sang som “Fxck It Then”. Hun er færdig med at være sød, færdig med at blive undervurderet – »Now I’m a bad bitch,« synger hun.

Historiefortællingen er helt klart musikkens styrke. Vokalen er teknisk ikke særligt imponerende, og jeg savner melodi på for eksempel “We’ll Skate Soon”. Sangen lyder lidt ufærdig; den lyder egentlig mest som en demo, der mangler et godt hook. Det afspejler måske også bagsiden af at skabe musik som terapeutisk output – det er ikke altid lige så spændende at lytte til, som det sikkert har været at lave.

Man kan godt høre, at The Things I Can’t Take With Me er et komma mellem to albumudgivelser. På den ene side virker det nogle steder ufærdigt. På den anden side betyder det, at der er en slags akuthed i teksterne, som driver nogle ærlige og meget intime historier frem. Og vigtigst demonstrerer Yaya Bey elegant evnen til at være helt personlig og sårbar – og samtidig mindst ligeså spydig og uden omsvøb. På højdepunkterne “Fxck It Then”, “September 13th” og “Industry Love” viser hun sit værd som en kompetent sangskriver, producer og fortæller.

★★★★☆☆

Skriv et svar