Plader

Younolovebunny: Monster Jazz

Younolovebunnys nyeste album Monster Jazz, er en omgang hjemmelavet tweepop, der charmerer sig direkte ind i sommerhjertet. De gode melodier er i overflod, og musikken emmer af 70’ernes folk og især 90’ernes lo-fi rock og pop. Dovenskab og opstemthed på en og samme gang.

Multiinstrumentalisten Claus Frølich fra København står bag det spøjse kunstnernavn Younolovebunny. I bedste DIY-stil er han en yderst produktiv herre, der siden 2014 har udgivet ikke mindre end 20 udgivelser på sin Bandcamp-side. Han skriver selv sangene, spiller instrumenterne og producerer musikken. Det er en herlig rodebutik af 90’er lo-fi indiepop, der kan varme selv det koldeste hjerte. Skramlet og billigt, men det er lige som det skal være. Vokalharmonier og guitarmelodier strømmer ud af Frølich i lange baner.

Først fifles der lidt med en guitar og bankes på nogle tangenter. Så tæller en uregelmæssigt lydende hi-hat for alvor åbningsnummeret i gang. Døsige trommer og slatten guitar er på papiret ikke særligt ønskværdigt, men tilsat sprælsk klaver og Claus Frølichs høje stemme, er det lige præcis det, der får ”Where are You Now?” til at summe og lyse. Hans vokal er nok ikke helt trænet i alles ører, men de skæve toner lægger sig lige som de skal i DIY-universet, hvor hjemmelavet er lig med godt. I løbet af de to og et halvt minut, sangen varer, kommer der mere og mere skrammel og larm i baggrunden, hvilket blot tilføjer til den kaotiske, men rare stemning, der er blevet slået fast.

Og sådan fortsætter Monster Jazz ellers. En collage af hurtigt optagede guitar-, bas-, tromme- og klaverstykker, der vækker minder om alt fra Beat Happening og Guided By Voices til mindre deprimerede udgaver af Alex G og tidlig Car Seat Headrest. Om trommesættet lyder som en hærget skraldespand, eller om hvid støj hvisler, i baggrunden er komplet underordnet, for det hele er en del af den varme stemning og atmosfære, som lo-fi musik netop har. Det medvirker kun til følelsen af at sidde i samme rodede rum som Claus Frølich, og han spørger, om han skal spille lidt musik for en.

Derfor er det satans charmerende, når han synger vokalharmonier med sig selv på f.eks. ”Ride the LLigthning”. Eller nærmere disharmonier, for han rammer helt ved siden af sig selv, og jeg får skønne billeder i mit hoved af to småfulde kloner, der forgæves forsøger at synge unisont på en bar. ”Body of Alcohol” har en folket 70’er rockstemning, og kunne passende være en demo fra Bowies Hunky Dory (1971). Kor og strålende akustisk guitar leder andre steder tankerne hen på Crosby, Stills, Nash & Young. Der er dog altid en pudsig lyd eller vakkelvorn frasering, der minder en om, at musikken er helt selvgjort.

11 af albummets 12 sange er under tre minutter, og mere behøver man altså ikke, når det handler om skrøbelige, men energiske popsange. Kun ”Caves”, hvor amerikanske Adrian Orange medvirker, lyder en anelse retningsløs og døsig. ”Battle of the Stars”, ”Lily” og ”Who Makes the Truth” er til gengæld eksempler på det bedste fra Younolovebunnys hånd. Der hvor garagetrommer, sovset guitar, spinkel vokal og naive, solbeskinnede melodier mødes i jangleforløsning. Ikke helt ulige de mange gode plader, der er kommet fra engelske Tough Love Records de senere år.

Er man ikke velbevandret i lo-fi, kan Monster Jazz måske virke en anelse tjept kastet sammen med dens billigt klingende produktion, løjerlige vokal og tynde lyd. Men er man for længst faldet pladask for papkassetrommer, skæve drengeharmonier og spøjse baggrundslyde, så har Claus Frølich altså ramt nåleøjet. Man er ofte urolig for, om sangene falder fra hinanden, og det sker da også på ”Sun Love”, men det er netop det, der så uimodståeligt og indtagende ved albummet.

Slackerrock, indiepop, og 70’er folk er samlet under én paraply på Younolovebunnys nyeste plade. Alligevel hænger den sammen i dens minimalistiske lo-fi-univers. De melodiøse sange varmer, og vokalen skærer i hjertet på den helt rigtige måde. Generelt virker Monster Jazz til at være et sammenvævet tæppe af Frølichs favoritmusik pakket ind i skramlet hjemmeproduktion – et tæppe, man passende kan tage med i parken på en solskinsdag.

★★★★★☆

Skriv et svar