Koncerter

Ganger, 13.06.2021, Bremen Teater, København

Ganger @ Bremen Teater
Foto: Daniel Nielsen

Ganger bød på smukke vokalharmonier, lækker lyrik og visuel overdåd til udsolgt turnéafslutning på Bremen Teater. Særlig ét af den eksperimenterende popgruppes medlemmer beviste, hvorfor Ganger er hypen værdig.

Allerede inden startskuddet på Gangers længe ventede ekstrakoncert på Bremen Teater er stemningen pakket og spændt. Udenfor hænger aftenvarmen stadig ved, men herinde er lyset afdæmpet, og snakken snor sig som strøm af forventningsfulde stemmer gennem den diverse publikumsskare. I dag er sidste mulighed for at opleve Gangers udskudte forårsturné. Tidligere på eftermiddagen spillede de den første af to koncerter for et udsolgt Bremen Teater. Jeg er mødt tidligt op til den sidste af dem og har hurtig fundet mig til rette i et af salens behagelige teatersæder.

Jeg vil da heller ikke lægge skjul på, at mine forventninger hastigt stryger i vejret med resten af forsamlingens. Nok er dette afslutningskoncerten, stemningen er i top og salen fyldt (omstændighederne taget i betragtning), men vi har samtidig at gøre med en vaskeægte kritiker-darling. Vi snakker et bagkatalog bestående af to anmelderroste album Mørk (2019) og Tro (2020), hvoraf sidstnævnte fandt vej til tredjepladsen på vores årsliste for danske plader sidste år. Med andre ord er der lagt op til et brag af en weekendafslutning i selskab med et af tidens mest interessante, danske popbands.

Og Ganger trækker den da heller ikke længere end nødvendig. Akkurat på slaget falmer stemningsmusikken bort og kvartetten indtager scenen. Badet i farverigt lys fra alle vinkler skinner Ninna Lundberg fra første sekund igennem med sin smukke vokal på åbningsnummeret ”Tsunami”, der sender en euforibølge igennem publikum. Visuelt har Ganger også flottet sig. Det er en oplevelse i sig selv at se den eksperimenterende popgruppe omgivet af hvide ‘drypstensskulpturer’ og tyllagner hængende ned fra loftet. I samspil med det imponerende og gennemtænkte lysshow skaber det en mystisk og drømmende atmosfære, der minder mere om fredag nat end søndag aften.

Live optræder Ganger med gæstevokalist Isabella Dayyani, som lidt atypisk har taget plads i centrum af scenen ved siden af Ninna Lundbjerg, der i aften er den primære forsanger. På venstre side finder vi det meste af koncerten en lettere overtændt Thomas Bach Skaarup og på højre side Mille Mejer Djernæs Christensen. De er udstyret med hver deres keyboard, men agerer lejlighedsvis også forsanger og kor netop som på studioalbummene. Bagerst som altid Andreas Campbell på trommer.

Koncerten igennem er det Lundberg, der fører an. Ikke alene leverer hun imponerende vokalpræstationer, men i samspil med Dayyani viser hun, hvor gennemsyret en entertainer hun er. De to kunne nærmest bære hele koncerten egenhændig med deres synkrone koreografi og selvsikre attitude. Hos dem er der ikke spor af udmattelse fra dagens tidligere koncert at spore. Undervejs træder Skaarup også flere gange frem på scenen og i fokus som på f.eks. ”Stu Ywn”. Han er uden tvivl en frisk afveksling, selvom nerverne tydeligt lurer lige under overfladen i flere klodsede seancer og lettere akavede smalltalks til publikum.

Aftenens performance er bygget op omkring en god vekslen mellem Mørk og Tro. Selvfølgelig finder vi radiohits som ”Olympisk” og ”Bye Bye” på sætlisten – numre der får hele salen til at rokke med i sæderne – men der er også gjort plads til at dvæle ved et nummer som ”Bunker”. Her åbnes med det korte saxofonnummer ”Bongoer” og opfølges efterfølgende med henførende vokalharmonier på ”Morpheuz”, der agerer ”Bunker”s outro i live-kontekst. Det fungerer bare knivskarpt.

Alligevel kan jeg ikke lade være med tage mig selv i at ville have mere. Desto længere koncerten skrider frem, desto mere forudsigelig bliver den også. Numrene bliver konsekvent eksekveret, som var de studiooptagelser. Og med kun små variationer i den ellers flotte koreografi begynder numrene omkring halvvejs at flyde en smule sammen. Her begynder jeg at savne den eksperimenterende side af bandet – lysten til at udfordre, slippe tøjlerne og bryde igennem til det stilsiddende publikum. Og selvom mesterklasse-lyrikken og de veludførte vokalpræstationer vugger lækkert i ørene, må jeg bare erkende, at de mange lydklip og samples fra film og interviews fungerer bedre på pladerne end i livekontekst, hvor tempoet desværre tabes en smule.

Omtrent en time og et par ekstranumre inde bliver der for sidste gang stille. Lysbombardementet indstilles og stemningen tætnes i dét de fire sangere nærmer sig hinanden og samles i et kor forrest på scenen for at fortætte det allersidste øjeblik af slutnummeret ”Nebula Bat”.

»Vil ha’ mer’/ Gi’ mig mer’/ Gi’ mig mer’«, lyder de harmonerende afslutningslinjerne efterfulgt af stående applaus fra publikum. Det er en af den slags afslutninger, jeg ikke kan forestille mig, kunne have været udført meget bedre.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar