Plader

Hailu Mergia & The Walias Band: Tezeta

Skrevet af Daniel Niebuhr

Hailu Mergia og The Walias Bands debut ser langt om længe dagens lys, efter denne milepæl i ethiojazzens historie ellers var erklæret nærmest uopstøvelig. Men fortællingen handler om langt mere end blot de oprindelige kassettebåndindspilninger.

For Tezeta er lyden af en nation ved en kulturel og politisk skillevej. Med militærkup ude i gaderne og timelange maratonkoncerter i de sveddryppende festsale. Så hvorfor var det netop Hailu Mergia, der lige her i 1975 sammen The Walias Band var med til at varsle starten på Etiopiens musikalske guldalder?

Det hele starter i hvert fald med et hotel.


Hilton-hotellet i Arada i det centrale Addis Ababa knejsede sig op over de støvede, rustrøde lerlandskaber, som man nærmest kun kunne forvente af en på daværende tidspunkt visionær hotelopførelse i 12 etager i 1960’ernes Østafrika. 47 meter lyder måske ikke af meget, men her –  parallelt med de afsluttende kapitler af Haile Selassies regeringstid, hvor den etiopiske hovedstad med et befolkningstal på knap 700.000 stadigvæk var langt fra færdigmetropoliseret – regnedes hotellet rent faktisk for en af landets højeste bygninger. Udadtil ligner det stort set sig selv den dag i dag; dets arkitektoniske grundform inspireret af de monolitiske, underjordiske stenkirker i Lalibela mere end 300 kilometer nord for Addis Ababa. »Verdens ottende vidundere« havde etiopierne selv døbt kirkerne, hvis korslignende omrids i fugleperspektiv sågar går igen to gange i hotellets pool.

Det syntes da også mest passende, at man til sådan et storslået byggeprojekt skulle hylde fortidens håndværksmæssige bedrifter, hvor Etiopien – i modsætning til så mange andre afrikanske lande – havde set sig fri for kolonimagternes indflydelser i alt lige fra sprog til kultur og arkitektur, helt indtil Mussolini indlemmede landet i kolonien Africa Orientale Italiana fra 1936 til 1947. Ja, fascisterne lykkedes jo rent faktisk med at brænde den (for etiopiere såvel som for rastafarianere) vigtige St. Georges Katedral ned, inden Selassie år senere lod den genopbygge i al sin oktagoniske glans, så den – ved Hilton-hotellets indvielse i 1969 – foruden Hager Fikir og Itegue Taitu stod sammen med netop hotellet som nogle af de ypperste eksempler på Addis Ababas etiopiske arkitektur.

Det blev ikke overraskende her, at alle dem med penge kom. Ikke bare dem med birr, men endnu vigtigere med pund, lira og dollars. Det blev her, diplomater mødtes, handler blev indgået, mens kendisser og andre rige globetrottere indlogerede sig. Der var penge at bruge, men i lige så høj grad også penge at tjene. Historien om The Walias Band starter derfor også her, selvom historien – akkurat som alle andre historier om ethiojazz – mest korrekt starter med Mulatu Astatke; denne ethiojazzens alfaderlige skikkelse. Da Astatke i starten af 1970’erne vendte tilbage til Etiopien med kufferten fuld af vestlige jazzidéer og -skitser fra flere års musikstudier ved Trinity College i London og Berklee College i Boston, bestred The Walias Band dog allerede titlen som husorkester på Hilton-hotellet. Det blev for bandets vedkommende imidlertid ved improvisationer af James Brown, Booker T. & The M.G.’s, Maceo Parker m.fl. ud fra hvad der var til at støve op af kassettebånd dengang.

Men med Astatkes indtog i lydbilledet på Addis Ababas natteliv – på tværs af klasseskel – blev nætterne på Hilton vildere, mere rytmisk pulserende og ikke mindst mere indtjenende for de otte bandmedlemmer, som inden dannelsen af The Walias Band havde tjent sparsomt ved at spille på lånte instrumenter fra natklubberne og i stedet alle smed penge i en fælles pulje for at kunne købe deres egne instrumenter og etablere dem selv som én samlet gruppe. Brown- og Booker T-melodierne var mestendels de samme, men nu sprængtes rammerne pludselig tydeligere og gjorde plads til polyrytmik og fritflydende funk, der udgjorde den løsslupne modvægt til de mere sobre indslag, som The Walias Band leverede tidligere på aftenen, når det velbjærgede klientel på Hilton skulle bespises.

Det skelsættende vendepunkt kom – som for så meget andet, hvad angår moderne etiopisk historie – den 12. september 1974 med Dergs succesfulde kupforsøg mod Selassie, der året efter blev myrdet af selvsamme marxistiske junta. Derg-regimet indførte et strengt håndhævet udgangsforbud i Addis Ababa, hvilket reelt set indespærrede gæsterne på Hilton fra solnedgang til solopgang. The Walias Band, der i 1974 nød en tilværelse blandt landets allerstørste kulturnavne, var dermed garanteret et velbetalende publikum i sommetider helt op til 14 timer. De kvitterede med nærmest ustoppelige, sveddryppende kraftpræstationer med internationale superstjerner som Alice Coltrane og Duke Ellington samt senere nationalikoner som Tilahun Gessesse, Mahmoud Ahmed og selvfølgelig Mulatu Astatke i hotellets festsal, som i udgangsforbudsdagene – før The Walias Band i sin oprindelige form i 1981 splittedes i to – med lidt god vilje kunne bryste sig af at være Addis Ababas mest populære natklub. Det var efter en af disse maratonkoncerter i midt-70’erne, at pianist og de-facto bandleder Hailu Mergia fik ideen til – i dagtimerne mellem bandets faste kurateringer – at få foreviget The Walias Band på bånd, hvilket var blevet mere og mere tilgængeligt. Den første, unavngivne samling numre blev indspillet som kvartet, inden den fulde besætning i Hailu Mergia & The Walias Band hurtigt herefter udgav deres første fuldlængdeudgivelse. Tezeta.


Tezeta er det, man i vestlig terminologi nok bedst kan parallelisere med blues. Ikke relateret til selve genren, men i stedet til sindstilstanden; den sørgmodige længsel. Tuaregerne bruger tilsvarende assouf, hvilket hyppigt går igen i både lyrik, sang- og albumtitler hos prominente orkestre som Terakaft, Tamikrest og ikke mindst Tinariwen. Det er de sjælfulde ballader og historierne om lidenskab og passion med udgangspunkt i noget af den allerældste, etiopiske musiktradition, der lægger fundamentet for tezeta. De allerstørste kompositioner fra Etiopiens musikalske guldalder kan ligeledes utvivlsomt forbindes med tezeta – og næsten hver gang leverede The Walias Band den moderne, ethiojazzede instrumentering.

Tezeta – altså pladen – er netop det; instrumenteringen. Det er de helt nøgne, musikalske udfoldelser underneden Mahmoud Ahmed eller Getachew Kassas vokal. Etiopierne omtaler disse instrumentaler som “klassisk” musik, da sådanne værker nærmest udelukkende var forbeholdt lydtapeter i statsproducerede radioudsendelser. Hailu Mergia har da også indrømmet, at instrumentaler i det store hele var lettere at indspille, da man i så fald ikke skulle igennem hele Derg-regimets propagandamaskine, hvor sangtekster skulle leve op til visse krav og da slet ikke være regimekritiske.

Indspilningerne på Tezeta dokumenterer først og fremmest The Walias Band ved en skillevej i deres karriere. Det musikalske håndværk kan der ikke sættes en finger på undervejs på disse standarder, som nærmest er mejslet ind i rygraden på alle involverede parter. Men der er omvendt en oprigtig amatørisme og noget uforfalsket prototypisk over selve produktionskvaliteten, som selvfølgelig kan krediteres de begrænsede tekniske muligheder i Addis Ababa anno 1975, men som også står i skærende kontrast til de senere mesterværker Tche Belew og Hailu Mergias eget magnum opus, Wede Harer Guzo.

Mergia selv er placeret helt centralt i forgrunden på samtlige skæringer med sit orgel bimlende og hvinende, så snart det bare får den mindste anledning til at gøre sig bemærket. Nogle gange er det helt staccato, ja, nærmest sjusket, som fik pianisten et anfald af en slags, som på leverancen af “Gumegum”, der bedst forbindes med Hirut Bekeles version. Andre gange flyder hans spil mere sammen med resten af orkesteret i de døsige 6/8-rytmer, som bandet gør mest brug af. På “Endegena” ligger han således tilpas i lydbilledet for at kunne komplimentere sine kolleger, mens hans utrættelige vandren frem og tilbage over tangenterne tenderer til det småhypnotiserende. Alle indspilninger – hvilket Mergia også selv helliger sig til – starter dog med et gods basriff. Mergia har selv tidligere fremhævet Booker T. & The M.G.’s “Green Onions” som værende verdens bedste, og det er tydeligt at høre, hvordan The Walias Band bygger deres egne kompositioner op om Melake Gebres subtile spil, hvor numre som “Atmeltaegnem Woi” og det afsluttende “Aya Belew Belew” hviler på hans vuggende melodier.

Men hvor Tezeta primært viser The Walias Band fra årene før det store militærkup, taler pladen i momenter også ind i fremtiden. Wah-guitaren på “Mestirawi Debdabe” fremstår eksempelvis ganske aparte set i forhold til resten af albummets instrumentering, selvom dens tilstedeværelse skulle blive langt mere almindelig med årene. Mergia låner desuden også fra skiven, hvor elementer fra “Zengadyw Dereku” således bliver genbrugt i hans egen “Anchin Kfu Ayinkash” på Wede Harer Guzo i 1978. Men mest forud for sin tid er titelnummeret, som fremviser pladens mest flerfacetterede lydkulisse med både bløde hornarrangementer og stilfuldt tværfløjtespil, som i sin helhed læner sig allermest op ad de visioner, Mulatu Astatke havde i sinde at tilføre ethiojazzen.

The Walias Bands pladedebut er langt fra nogen overrumplende bedrift. Det er til gengæld et lysende bevis på godt håndværk og dedikationen hertil, som til alt held endte med at se dagens lys gennem Awesome Tapes From Africas Brian Shimkovitz og hans utrættelige arbejde med at hædre disse (fra et vestligt synspunkt) oversete og tit ukendte udgivelser. Nej, i stedet er Tezeta – langt vigtigere – et kulturhistorisk nedslag i de mest essentielle år for etiopisk musik. Et lille kunstværk; omend ganske imponerende i sin egen ret – akkurat som Hilton-hotellet i Addis Ababa.

★★★★★☆

Leave a Reply