Singlr

Hvad lyttede vi til – Maj

Skrevet af Redaktionen

Storbyens ensomhed, overraskende blød hardcore punk og tegneserieprinsesser. Vi sætter punktum for årets sidste forårsmåned.

Kan I mærke det? I nat blev det sommer endnu en gang, og juni måned er endelig over os. Sidste gang vi tog et kig på redaktionens bud på den forgangne måneds oversete numre, krydsede vi fingre for, at festivalerne snart gjorde deres tilbagetog. Så langt lader vi dog ikke for alvor til at komme i år, så det skal blive spændende at se, hvordan aktører som eksempelvis Roskilde Festival, Distortion og Alice klarer sig gennem deres annoncerede planer for sommermånederne.

For os her på Undertoner gik maj måned blandt andet med maksimumscore til Squid og Sons of Kemet, St. Vincent transformerede sig selv på ny, mens koncerterne kom nærmere status quo med navne som When Saints Go Machine, Baby in Vain og Guldimund.

Der var dog som altid udgivelser, vi ikke nåede at skrive om – og her følger nogle af skribenternes bud på nogle af maj måneds bedste skæringer.

Car Culture (feat. Great Skin) – You

Med en simpel keyboardmelodi skaber Daniel Fisher en ensom, ambient soulsang, der er det suveræne højdepunkt på debutalbummet for sit Car Culture-alias, Dead Rock. I mere end to minutter bliver en variation af den samme melodi gentaget, mens en mand inderligt synger »You« igen og igen. Det er monotont, men vanvittigt emotionelt. Jeg kan lytte til det repeterende keyboard hele dagen, mens jeg sidder og stirrer ud ad vinduet. Fisher har sammen med komikeren Steven Phillips-Horst (alias Great Skin) indfanget lyden af storbyens uundgåelige ensomhed. Den ensomhed, hvor man føler, at alle andre er ligeglade med en, og at man er overladt til sine egne tanker.
(Perry MacLeod Jensen)

Japanese Breakfast – Savage Good Boy

Med den sødmefulde og kække “Savage Good Boy” som sidste appetitvækker forud for udgivelsen af Jubilee, der lander 4. juni, viser Michelle Zauner, at hendes artsy og drømmende soloprojekt Japanese Breakfast nu går lysere tider i møde. Hvor tidligere udgivelser som Psychopomp og Soft Sounds from Another Planet i høj grad bærer præg af at være en form for bearbejdelse af livets traumer, så er dette (Sandy) Alex G-producerede singleudspil en anderledes opløftende oplevelse. Zauner lyder endelig, som om at hun har givet slip på sine problemer og i stedet har noget at glæde sig over.

Produktionsniveauet har tydeligvis fået endnu et løft, og vi befinder os nu langt fra Zauners tidlige lo-fi-udgivelser. Der spilles på alle de sædvanligt excentriske (Sandy) Alex G-tangenter med højtpitchede vokaler, en Queen-agtig guitarsolo og storslået pianospil – lidt af en mundfuld på et blot to-og-et-halvt minut langt nummer. Den korte længde bliver desuden næsten frustrerende, fordi det hele spiller godt sammen, at man gerne vil have endnu mere.
(Simon Freiesleben)

Turnstile – Mystery

Den egentlige spilletid på Turnstiles seneste single, “Mystery”, er rundt regnet 105 sekunder, og Baltimores ypperste hardcore punkband lader heldigvis til at være færdig med at flirte med ligegyldige og dødssyge remix-EP’er som sidste års Share a View-samarbejde med Mall Grab. »Nature is healing« og alt det dér.

“Mystery” er imidlertid ikke lige så frontalangribende på høresansen som materialet længere tilbage i kvintettens bagkatalog. Der åbnes og lukkes med Oneohtrix Point Never’ske arpeggiatorsynths, og al punkenergi suges ud af præ-omkvædene. Selve nummerets hårdtpumpende kerne læner sig samtidig mere op ad 90’ernes Helmet end eksempelvis Agnostic Front – og det klæder rent faktisk Turnstiles i forvejen beundringsværdige alsidighed.
(Daniel Niebuhr)

Chelsea Wolfe – Diana

Chelsea Wolfe er med ”Diana” atter flyvende; denne gang som Wonder Woman. Prinsesse Diana af Themyscira var nemlig – sammen med så prominente superheltenavne som Batman og Superman – en af grundlæggerne af superheltegruppen Justice League i DC Comics’ univers. Nærmere bestemt er det nu tegneserien Dark Nights: Death Metal, der netop er ved at blive sat musik til i form af originalt materiale inspireret af tegneserien. Manden bag dén ide er Tyler Bates, som udover at have været leadguitarist for Marilyn Manson også har en lang stribe scores til film på CV’et. Chelsea Wolfe virker dejlig inspireret, når hun løfter nummeret højt op med sin vekslen mellem det tungt buldrende og en klokkeklar skønhed, der bringer mindelser om PJ Harvey.
(Jens Trapp)

Skriv et svar