Plader

Jaguaren i Skoven: Skattejagt

Danske Jaguaren i Skoven inviterer med sit debutalbum, Skattejagt, på syret sommerhustur. Den kitschede syrepop bliver dog trods mange festlige og finurlige indslag aldrig mere end bare hyggelig.

Jaguaren i Skoven – eller Jack Skov – er kravlet ud fra sit obskure skjul på Helgenæs for at debutere med sit dansksprogede psychpopalbum Skattejagt. Hjulpet af sine våbenbrødre under navnene Fugl, Velourhanen, Steen og Rævefar samt alt det elorgel, hjertet kan begære, hiver Jaguaren os med ud i sommerlandet, hvor der smøres tykt på med ligusterromantik og hverdagsflugt.

Rejsen skydes i gang med et dulmet, bluesy guitarriff på nummeret ”Release the Witch”, der efterhånden får følgeskab af en spæd, messende vokal, en tung tromme, falsetkor og diverse guitarlir, som blandes i en cocktail, der unægteligt smager af Tame Impala – måske endda mere end til dens eget bedste. Man fornemmer, at der lægges i ovnen til det helt store psykedeliske crescendo, men når fuzzguitaren endelig rammer, er den lagt så lavt i produktionen, at den kastreres af koret. Det er mere, som om at sangen prikker dig pænt på skulderen for at fortælle, at den kulminerer, i stedet for at lade dig mærke det.

»Før det bliver rigtig sjovt/ Skal vi lige ind i det,« lyder Skovs let rumklangfyldte vokal. Det kan jeg være tilbøjelig til at give ham ret i.

Den første halvdel af det næsten timelange album er nemlig lidt en lunken affære. Jaguaren i Skoven giver os egentlig en rar lytteoplevelse, da sangene er spækket med finurlige synths, jazzede trommer og sommerlige, svævende guitarflader. Det lægger op til dagdrømmeri på en blød, grøn græsplæne, men som helhed bliver det desværre lidt tamt ­– nok mest på grund af den pæne produktion. Specielt på den let sleske ”Ikke med på – Okay” og det seks minutter lange, elevatormusikalske nummer ”H.C. Andersen vandt VM” bliver de dovne synths og den monotone vokal direkte søvndyssende. Mange af sangene lider også af de samme impotente fuzzguitarer som åbningsnummeret, og de fremstår næsten komiske i kontrast til den blundende baggrundsmusik. Ret skal dog være ret: De store guitarer lykkes stort set på maratonnummeret ”Tudse” og senere på den skæve ”Vuggevise” i kraft af nogle velkomne intensitetsskift i numrene.

I anden halvleg af Skattejagt skrues der dog op for varmen. Den absolut uanfægtelige ørehænger ”Alting ingenting (Psyko-Lars)” fanger dig fra starten med sine insisterende og 70’er-funkede synths og transporterer dig til et kafkask provinsdiskotek, hvor drys af forførende guitarer og ildevarslende baggrundsvokaler smelter sammen i et svimlende, surrealistisk trip af en popsang. Den surfrockede ”Sand” og det The Brian Jonestown Massacre-inspirerede lukkenummer, ”Gør som du sagde du ville gøre en dag”, gør sig også bemærkede som numre, hvor de rockede referencer formår at fremstå potente i det poppede univers.

”Langt fra København” formår sågar at få Jaguaren i Skovens dogmepop til at sprudle. Et stabilt fundament af et eksotisk, koklokketungt percussionarrangement mødes med elorgel á la farmors-fødselsdag-1984, og sammen skaber de en inciterende, ulmende melankoli, der virkelig kryber under din hud. Det er netop, når Jaguaren i Skoven gnidningsfrit formår at blande det kitschede med nyere pop tilsat et stænk af syre, at pladen triumferer, og sangene får deres distinkte karakter af skæv sommerlandsidyl. Det hele føles, som om at den danske 80’er-pop, man forbinder med C.V. Jørgensen og Lars H.U.G., har fået en moderne overhaling, hvor Costa del Sol – tiden tro – er udskiftet med kolonihaven på Helgenæs. Det hele er ikke ulig, hvad man hører fra samtidige danske syrebands som Fribytterdrømme og Farfars Tobak.

Teksterne har en barnlig, naiv kvalitet og forsøger gennem billeder af Ligusterdanmark, kryb og kravl fra skoven og enkelte henkastede litterære referencer at opfordre lytteren til at forkaste storbyens hamsterhjul og forbrugerræset. Absolut et emne, der har været behandlet før. Man kan da godt sætte pris på den fine kontrast, der skabes i brugen af hverdagsbilleder til at formidle et budskab om frigørelse fra samme, men teksterne er ofte så absurd kastet sammen, at det i bedste fald er charmerende og humoristisk og i værste fald let vrøvlende. Det er især linjer som »du personal shopper / longterm whopper,« der ikke efterlader mig med større filosofiske spørgsmål end: ”Hvorfor?” Pladen kunne ellers nyde godt af mere substans og følelsesmæssig slagkraft til at fæstne de flydende lydbilleder lidt bedre, og det er ikke et album, jeg går rørt fra.

Skattejagt er til gengæld et album, der skal have stor ros for så effektivt at male et billede af det miljø, den er skabt i, gennem instrumentation, produktion og lyrik. Det er neongule rapsmarker, blå himmel, saftevand og din hippie-mosters sjove brownies – fra første til sidste tone. De fleste af sangene har deres eget pudseløjerlige præg, men er alligevel ikke særegne nok til rigtig at skille sig ud fra hinanden over albummets lidt for lange spilletid. Den til tider tvivlsomme lyrik og lidt for genrestereotype instrumentation forstyrrer også et par gange idyllen. Det er godt, når det er godt, og pænt ligegyldigt, når det er skidt.

Så ligesom dagene kan have tendens til at smelte sammen på en lidt for lang sommerhustur i det danske, ligeså har sangene på Skattejagt det også. Men når man ser tilbage på det, så var det alligevel meget hyggeligt.

★★★½☆☆

Skriv et svar