Plader

Juan Wauters: Real Life Situations

Uruguayansk-amerikanske Juan Wauters har lavet et fragmenteret indiepopalbum, der leger med både folk, soveværelses-R’n’B og hip-hop. Sangene er både inderlige og vellydende, men flowet afbrydes også af mindre interessante feltoptagelser.

Juan Wauters’ femte plade under eget navn, Real Life Situations, er en blanding af de elementer, der har fyldt Uruguayansk/amerikanerens solokarriere indtil nu – og lidt til. Det er sparsommelig, relativt munter folkmusik, der også trækker på indiepop og lo-fi, mens hans latinamerikanske rødder, som han udforskede på La Onda de Juan Pablo (2019) og Introducing Juan Pablo (2019), også er at finde doseret ud over den farverige plade. Og så har Wauters allieret sig med en lang række forskelligartede indiemusikere, hvilket giver pladen afsindigt mange aftryk. En strategi, han også brugte på de to forrige plader, hvor han rejste gennem Latinamerika og inviterede lokale musikere til at medvirke på sangene.

Efter et minuts sammenklippede interviewbidder og klimpren på en spansk guitar lægger pladen fra land med blød soveværelsespop, hvor Pete Sagar, der selv laver musik under navnet Homeshake, medvirker på albummets første rigtige nummer, “Monsoon”. Sagars lo-fi R’n’B skinner tydeligt igennem, mens Wauters’ bløde stemme lægger sig rytmisk oven på drømmende synthflader, trommemaskine og kælen guitar. Efter to minutter rives man dog ud af det søde univers af en udendørs feltoptagelse. Der er umiddelbart ingen vindhætte på mikrofonen, og vinden buldrer i ørerne ved høj volumen, mens to stemmer kortvarigt snakker spansk.

Disse forskelligheder er en meget god opsummering af Real Life Situations, der indeholder hele 21 skæringer på mindre end 33 minutter. Kun tre af sangene sniger sig over tre minutter – omvendt varer 10 af numrene under et minut.

Det er ikke i sig selv en kritik, og der er for så vidt intet galt med lækre indiepop-hapsere på små to minutter. Men når en stor del af albummet er feltoptagelser af byens larm (”Bailando”), cafébesøg (”A Peter Pan Donuts Conversation”) og umiddelbart tilfældigt råben (”Crack Dabbling”), har det en noget afbrydende effekt på musikkens flow, og jeg har simpelthen svært ved at relatere det til resten af pladens formål og atmosfære.

Med det sagt byder de reelle sange til gengæld på munter sommerstemning i form latinamerikansk folk og tilbagelænet indiepop med et hav af gæstemusikere, der hver især giver deres mærke til den spraglede plade. På ”Real” medvirker Mac DeMarco, der med sovset slackerguitar altid er garant for at sprede lidt solskin. Det er et nummer, der ligesom albummet skifter stemning op til flere gange – næsten i sådan en grad, at man bliver i tvivl, om det er endnu flere korte, enkeltstående numre. Når det så går op for én, at det faktisk er det samme nummer, er det faktisk virkelig velkomponeret med dets tre stykker, der går fra melankolsk og inderlig til munter og lejrbålsagtig.

Det er dog i høj grad den spanske guitar og sydamerikanske percussion, der binder pladen sammen. Og det er alligevel stærkt, når Real Life Situations også omfavner tilbagelænet hip-hop på ”Unity”, distortet psychguitar på ”Presentation” og milde ballader som ”Lion Dome”. Sidstnævnte kunne – med dens barnlige rim og Maureen Tucker’ske vokal – lige så godt ligge på The Velvet Undergrounds tredje plade fra 1969.

Wauters’ alsidige plade indeholder i øvrigt den mest flødede saxofon på den her side af årtusindskiftet på ”Estás Escuchando” – den spiller dog kun i et minuts tid, før sangen skifter stemning fuldstændig, og man er til kærlig fest med fløjten og maracas. På ”Powder” flirtes der med 60’er-folk, tyst guitarspil og smukke strygere i stil med Simon & Garfunkel, hvor Wauters giver pladens mest inderlige og oprigtige vokal.

Sangene er heldigvis også simple uden at være for letbenede. Der er noget meget idiosynkratisk over den måde, lydeffekter som smadret glas, alarmer og sirener farver numrene. Sangene – og pladen i det hele taget – er på den måde meget levende. Ikke to vers er ens, og hjemmelavetheden er umådeligt charmerende, både når Wauters skifter til modersmålet uden at blinke et øje, eller når han kækt snakker direkte til lytteren. »This Latin’s going platinum,« eller »Hey, I hope you’re enjoying the album so far / A lot of these songs were recorded before COVID,« lyder det eksempelvis, og man kan ikke klandre Wauters for ikke at være i øjenhøjde med lytterne.

Og det er netop, når lydklip og andre sjove indfald gemmer sig som baggrundstekstur og små overraskelser i sangene eller smelter sammen med musikken og bliver nærværende, at det fungerer godt. Omvendt er det forstyrrende, når indslagene står alene, for de bidrager ikke med noget væsentligt og trækker én ud af musikken. Man tænker blot hvorfor? Tanken er måske, at lydklippene skal skabe en sammenhæng og unik atmosfære, fordi hele pladen skal flyde og “være i gang”. Desværre forstyrrer de fleste af dem i stedet med deres pludselige brud og skift.

Real Life Situations er en collage på godt og ondt; primært godt. Indiefolken blandes med flødepop, traditionel sydamerikansk musik, hip-hop, skæv guitar og mærkelige, personlige indslag. Juan Wauters som person er at mærke hele vejen igennem den charmerende halve time, og derfor er det ærgerligt, når sniksnak og feltoptagelser, der ikke bidrager med noget, afbryder hvert andet nummer.
Generelt er albummet en god gennemlytning, og man nyder de korte, rare numre, som gerne måtte være længere – men der er også for meget fyld fra Wauters.

★★★★☆☆

Skriv et svar