Plader

The Black Keys: Delta Kream

Skrevet af Lasse Yde Hegnet

The Black Keys har udgivet et album udelukkende med covers af hill country blues numre, hvilket sender bandet i retning mod slacker-rocken.

Cirka 10 timer. Det var, hvad det tog for The Black Keys at indspille deres 10. studiealbum Delta Kream, der er en hyldest til Mississippis hill country blues, som var med til at forme bandet i sin begyndelse. At det tog så kort tid at indspille kan lyde ildevarslende, men resultatet er ganske vellykket.

At lave covernumre er en kunst i sig. Skal man gøre nummeret til sit eget? Skal man lave noget så tæt på originalen som muligt? Eller skal man gøre noget helt tredje? The Black Keys har i hvert fald lavet en plade, hvor de umiskendeligt lyder som dem selv.

Stilen bliver slået an på åbneren og førstesingle “Crawling King Snake”, der snor sig afsted over hele seks minutter og lægger et greb om resten af pladen, som aldrig rigtig slipper. Efter de første gennemlyt hvor jeg ikke havde læst op på pladens kontekst og formål, følte jeg mig hurtigt hensat til Kurt Viles slackerrock. Det er en slags psykedelisk rejse på ryggen af den snoende king snake – spændt ud mellem to guitarer der laver hver deres riff, gennemfører rejsen ude at forfalde til samme guitarfileri, som Kurt Vile er så ualmindeligt dygtig til. The Black Keys formår at bevare nummerets bluesede rødder.

“Crawling King Snake” har været igennem flere versioner, siden den blev udgivet første gang i 1941. Først af Big Joe Williams og siden blandt andre John Lee Hooker og R. L. Burnside. Sidstnævntes version holder guitarist og sanger i The Black Keys, Dan Auerbach, særligt af, og det hjælper utvivlsomt på nummerets styrke, at Burnsides egen guitarist var med The Black Keys i studiet og spille med.

Stemningen i det følgende nummer, “Louise” hensatte mig i endnu en fornemmelse af et tæt pyskedelisk rum med klare The Doors og “The End”-fornemmelser, som var overraskende og fascinerende at opleve. Og på samme måde som The Doors er ærkeamerikanske, så er der også noget ærkeamerikansk, næsten Jack Kerouack’sk On the Road-trippende over pladens indledning.

Tredje nummer trækker én ud af det psykedeliske univers og ind i et mere velkendt The Black Keys-univers. Mere tempo, og mere følelse i vokalen fra Auerbach, gør at “Poor Boy a Long Way From Home” lugter lidt bandets eget monsterhit “Lonely Boy” fra 2011. Her rocker man med, og bluesrytmerne er tydelige, samtidig med at man heller aldrig er i tvivl om, at det er The Black Keys, der spiller dem. Deres guitar har en særlig skarp lyd, som er markant tilstede her. Samme følelse kommer senere på nummeret “Coal Blue Mattie”.

Pladen leverer covers af numre fra kunstnere som Big Joe Williams, Junior Kimbrough, Mississippi Fred McDowell og R. L. Burnside. Navne der har været med til at bygge hill country blues som genre, hvilket nummeret “Going Down South” er et billede på. Både lyrisk i fortællingen om at skulle til sydstaterne, men særligt i bluesens melankoli, der har sneget sig ind i nummeret der på trods af sin lyse vokal, end ikke prøver at overbevise nogen om at være glad.

Fem af pladens 11 numre krydser fem minutter i længde, og gør det svært at fornemme, hvor det ene nummer starter, og det andet slutter. Det betyder, at man mister orienteringen lidt, selvom indspilningerne har nogle hyggelige ambiente sekvenser, hvor man kan høre nogen sidde i studiet og have det fedt over at sidde og spille numrene. At numrene er svære at adskille fra hinanden gør også, at det bliver en lidt kedelig plade i længden.

Højdepunktet på pladens sidste halvdel er utvivlsomt “Sad Days, Lonely Nights”. Et cover af Junior Kimbrough, som har den mest klæbende vokallinje, når Auerbach vrænger nummerets titellinjer ud. I nummeret ligger både det bedste og værste i pladen. Bluesrytmerne og legen med guitaren og dens skalaer mellem alle de gentagende vers-linjer. Det er både rigtig godt, og varer et par minutter for længe.

Derfor kan pladens karakter heller ikke komme helt op at kysse noget højt. Den er velspillet, de 10 timer taget i betragtning. Har næsten en live-fornemmelse med de små ambiente bider. Man kan mærke musikerne har det fedt. Så når man lægger pladen fra sig, kan man konstatere, at Mississippis hill country blues er veludført og støvet godt af hos The Black Keys. Og det klæder sgu også bandet at spille mere klassisk blues.

★★★★½☆

Skriv et svar