Plader

Why Sun: Ravine EP

Skrevet af Jens Trapp

Som et forunderligt og unikt bevis for styrken og bredden i den københavnske undergrund, rammer duoen Why Sun tæt på plet med EP’en Ravine. Det er melankolsk cold wave med masser af støj, rum og gnistrende energiudladninger.

Det er først som sidst lyden, der definerer Why Sun og deres nye EP Ravine. Den stærke og meget genredefinerende lyd giver de fem, i grunden meget forskellige, numre en sammenhængskraft, der løfter det hele op på et pænt højt niveau. Især de to numre ”Liquid Life” og ”White Sleep” er fremragende små sorte perler i bedste cold wave stil. Det er melankolsk, dystert og med så meget rumklang, at hele fundamentet bliver stående og vibrerer længe efter at EP’en er løbet ud. Den lyd, der var på vej på de foregående udgivelser, er nu blevet finpudset og fremstår stilistisk meget sikker.

Kløften i titlen (ravine) kan man læse ind i EP’ens opbygning. Åbningsnummeret ”Drowned” er en herlig tung buldrende og bombastisk affære. Som at stå på toppen af en tinde, på kanten af den ultimative kakofoniske støjudladning, hvor alting rystes i smadder, og vi styrter ned af bjerget. Ned mod dybet. »Hang on my love« lyder det med en støvet baryton fuld af rum.

På vejen ned rammer vi imidlertid et plateau af skønhed i form af skæringen ”Liquid Life”. Den er berusende smuk i al sin dystre vælde og i stedet for at fortsætte styrtet mod kløftens bund løftes vi op og ud i svæv hen over kløften med det instrumentale ”Pools”, der stikker lidt ud og sender en hilsen i retning af et band som Kraftwerk, der et eller andet sted står som forløber for cold wave-genren, og lader os skue ud over den majestætiske kløft dybt, dybt under os. De oldschool synths, der kunne høres på “Liquid Life,” er nu helt i front og skaber et smukt sfærisk lydbillede, der sagtens kunne have varet længere, end de kun to minutter nummeret varer.

I fjerde nummer ”White Sleep” lander vi på den anden side og nummeret indeholder den samme sans for den stærke langtidsholdbare melodi som ”Liquid Life” gør. Det er en døsig, langsom og drømmende skæring, og i det hele taget er der så stærke hooklines i de to numre, at de, på trods af deres stærke forankring i en genre, der ikke just har mainstream appeal, snildt kunne smyge sig ud af selvsamme fold og annamme et bredt publikum. Kunne gøre flere lyttere interesseret i en forholdsvis smal genre. Well, vi skal op på den anden side af kløften, tinden på den modsatte side og står da også med slutnummeret “Streetlight” deroppe. Et nummer, der om muligt er en endnu mere bombastisk energiudladning end åbneren og får den måde Ravine-metaforen kørt i hus. Men det er måske bare min sommerhjerne, der spiller mig et puds.

Det er en stærk kort EP, Why Sun har begået. 5 U’er for det majestætiske helhedsindtryk og især for de to fremragende numre ”Liquid Life” og ”White Sleep”.

★★★★★☆

Leave a Reply