Koncerter

Kalaha, 06.07.21, Hotel Cecil, Copenhagen Jazz Festival

Kalaha @ Hotel Cecil
Foto: Daniel Nielsen

Den dansehungrende gruppe, der sammensmelter alverdens musikalske inspirationer manglede i den grad et publikum, der kunne danse til Kalahas legesyge musik.

Kalaha er en mærkeligt sammensat gruppe, der har lige dele afsæt i Danmarks elektroniske miljø og cremen af vores jazzscene. Hver for sig trækker trommeslager Emil de Waal, Rumpistol, Spejderrobot og guitarist Niclas Knudsen deres musik ud til dens ydre grænser. De stikker let i hver sin retning, og derfor er det lidt af en kunst at samle Kalaha til et ensartet udtryk.

Det lykkedes de fire herrer dog fint med på årets Jazzfestival. De fire Kalaha-album er som en eksotisk, elektronisk smeltedigel af alverdens reference. Tirsdag aften kunne jeg genkende inspirationer fra både Tyrkiet, Nigeria og Columbia, psych rock, dub, acid-house og anatolsk funk, som ubesværet blev blandet sammen.

Alligevel var det som om, at flere elementer manglede i den ellers velspillede, dansværdige koncert. For Kalaha laver først og fremmest musik, der skal danses til. Derfor blev de restriktionspåbudte stole, som publikum var placeret på, desværre en stor hæmsko for, at de fire rutinerede musikere for alvor kunne give liv til musikken.

De prøvede ellers ihærdigt. Med konstant lukkede øjnene og åben mund bankede trommeslager Emil de Waal vanvittig energi ind i musikken. Niclas Knudsen skar sylespidse guitarmelodier ind i toppen af lyden, mens Rumpistol skabte en stenet, kogende mellemgrund med sine elektroniske effekter, keyboard og synthesizer-arpeggios. Spejderrobot stod som bandets ankermand og styrede sin laptop med backingtracks, men han justerede lydeffekter undervejs.

Efter bedste evne prøvede de at spille vanviddet og legesygen frem i musikken, der desværre kom til at fremstå en kende udynamisk for det siddende publikum. Flere gange savnede jeg et element, som stod frem i lyden og kunne give et tydeligt kendetegn til sangene, der smeltede lidt for meget sammen.

Bandet virkede flere gange lidt som et backingband, når ikke Nicklas Knudsen spillede igennem sin talkbox, eller Rumpistols arpeggios fik fyldig plads i lydbilledet. Det blev især tydeligt på ”Özgürüm Ben” fra det nyeste album Mystafa, hvor Hilal Kayas leadvokal blev afspillet fra computeren. Effekten var, at Kalaha blev et backingband til deres eget backingtrack, mens de holdt lidt energi tilbage for at give plads til Kayas smukke sang.

”Truffle Soil”, ligeledes fra Mystafa, savnede også at ramme den ”Fuck, hvor er det vildt”-følelse, som bandet lod til at arbejde hen imod. Der var ikke nok dynamik i de elektroniske effekter eller backingtracket til at løfte musikken ud af studiet og ind på en pulserende koncertscene. Det var simpelt hen ikke nok ekvilibrisme at hente ud af de elektroniske elementer til at matche Emil de Waal på trommerne og Niclas Knudsen på guitar.

Undtagelsen var dog aftenens ekstranummer, hvor de Waal og Knudsen trådte lidt i baggrunden for en soniske eksplosion af dyb bas og arpeggios ala 1990’ernes acid house-raves. Nogle blandt publikum rejste sig op, for det her var musik man måtte lytte til med hele kroppen. Jeg sad selv og hoppede op og ned på mit plastiksæde, for det her var den forløsning, jeg havde ventet på i løbet af hele koncerten. Den kom, men lidt for sent i løbet af de godt og vel fem kvarter, Kalaha spillede. Men jeg kommer gerne igen, når vi kan få lov til at danse og ikke sidde opmærksomt og betragte hver eneste detalje i musikken.

★★★☆☆☆

Fotos af Daniel Nielsen

Leave a Reply