Koncerter

Leizure + Shitney, 09.07.21, Byhaven, Copenhagen Jazz Festival

Skrevet af Anna Møller

Leizure viste i Byhaven, at de er Danmarks næste store jazz-punkband, og Shitney er et af vores mest spændende avantgarde bands.

Copenhagen Jazz Festival er ligesom Folkekirken – den skal rumme utrolig mange sære eksistenser under sin paraply, men på en eller anden måde er der alligevel plads til både de konservative og de frittænkende. Byhavens program for Copenhagen Jazz Festival 2021 er mest præget af de frie fugle, der skubber grænserne for, hvad jazz er, og hvad jazz kan, og på en stadig mere regnfuld fredag aften den 9. juli hed de to bands Shitney og Leizure.

Shitney

“Et girlband og et boyband,” sagde saxofonist Maria Faust drillende fra scenen, da den svensk-dansk-estiske eksperimentaltrio gik på scenen klokken 17 – Maria Faust i T.S. Høeg-høje knæstrømper og Katrine Amsler med armen i slynge. Det afholdt imidlertid ikke den danske musiker fra at benytte sig af et reblignende hjemmebygget instrument, hvis egentlige lydlige udtryk faktisk stod hen i det uvisse for undertegnede. Men det er ikke nødvendigvist dårligt.

Shitney har eksisteret siden 2015 og bevæger sig i et krydsfelt mellem det akustiske og elektroniske. Svenske Qarin Wikström gennem især dubbede vokalmanipulationer, Katrine Amsler med synths og producerede trommer og Maria Faust i front som en slags storblæsende forsanger. Og allerede fra første nummer stod det klart, at den estiske saxofonist er i en liga for sig. Der ligger en intens desperation i hendes måde at bruge luft på, som rummer en umiddelbar vrede eller afsky, der er fuldstændig formiddabel at overvære.

Trioen udgav debutalbummet Earth Core i 2017, hvor det blev nomineret til DMA Jazz 2017 i kategorien Årets Særudgivelse, og lige nu er de aktuelle med deres anden udgivelse på pladeselskabet ILK, Post Vocal. Og naturligvis er det ILK, der står bag, fristes man til at sige, når man oplever trioen live. ILK er – som det genrebeslægtede selskab Eget Værelse – et musikerdrevet pladekollektiv, som især udgiver hybridbands inde for avantgarde, impro og jazz, og de har i øvrigt deres egen scene under festivalen på 5e i Kødbyen.

Desværre taber aftenens koncert lidt momentum hen ad vejen, og først henimod de sidste numre genoptager Maria Fausts altoverskyggende saxofon den plads, den måske burde have haft under hele koncerten: Som et arrigt insisterende tryk på en bund af elektroniske trommer, der stempler sig frem gennem tågen.

★★★★☆☆

Leizure

Det er nemt nok at påstå, at Leizure er det nye Iceage – især når Iceage i dén grad stadig er Iceage. Men der er noget om snakken: Det tilsyneladende kaos, den ekspressive punkvokal og den kompromisløse no wave-energi. Og samtidig er de mere end det.
Regnen siler til stadig mere og mere ned, da forsanger Zakarias Sanderson i classy habitjakke – og det resterende band i bl.a. skinnende rød satinskjorte, strikket morfarsæt og imponerende afro – indtager Byhavens scene ved 19-tiden, og lige fra allerførste nummer når orkesteret i dén grad ud over scenekanten. Også rent bogstaveligt, for Sanderson vandrer demonstrativt rundt blandt de forreste rækker, vælter sit mikrofonstativ i en dramtisk bevægelse – og lyder alt i alt dét, som han formentlig også er: Forsanger for Danmarks næste store jazzpunkorkester.

På en eller anden måde formår de fem københavnske musikere at flette westerntemaer og Gogol Bordello-agtige sørøverrytmer ind i et jazzinficeret støjunivers, så der træder en næsten røvballeagtig genkendelighed frem gennem støvet, og på numre som “Caveman”, der denne aften i Byhaven falder som tredje nummer, er det også tydeligt, at de kan strikke en velfungerende punkkomposition sammen.

Ørkenguitar, en klagende melankolsk saxofon, den vrængende vokal og kaostrommer leder uden tvivl også tankerne hen på hedengangne (?) Synd og Skam, og hvis man savner det orkester i det danske musiklandskab, burde man kaste sig over Leizures bagkatalog. Indtil videre tæller det pladen Primal Hymns (2020), udgivet på det københavnske selskab Five Foot One Records, men der er vist nye numre i støbeskeen – det afsluttende nummer, “Howling”, optræder vist ingen steder indtil videre.

Og for nu at vende tilbage til dramatikken. Hvor er det befriende, at Leizure formår at forene deres forløsende kompromisløshed med både patos, velspillethed og holdbare kompositioner. Med stærke numre som den febrilsk løbende “Sylvia’s Comedown”, hvor Sandersons vokal i vanlig stil svinger mellem at brøle og lyde som Ian Curtis i en eller anden form for musicalmaskerade, og den afskyeligt gode “Nightmare” – der desværre ikke blev spillet i Byhaven – suger lytteren til sig son en sort malstrøm.

★★★★★☆

Fotos af Benjamin A. Vendelboe

Skriv et svar