Plader

Alexis Marshall: House of Lull . House of When

Skrevet af Daniel Niebuhr

Selv med hjælp fra sine bandkollegaer i Daughters er der ikke nok nyt under solen, til at Alexis Marshalls første soloskive bliver en interessant oplevelse.

Spørgsmålet, der trænger sig på, allerede inden man går i gang med House of Lull . House of When, er jo egentlig, om man overhovedet har brug for en soloplade fra Daughters-frontmand Alexis Marshall? Der er kun gået knap tre år, siden vi sidst hørte fra Rhode Islands først-mathcore-sidenhen-noiserock-sønner, der med You Won’t Get What You Want (2018) kom med et af 2010’ernes sidste rigtigt gode bud på årtiets bedste rockplade. Så på House of Lull . House of When føles det aldrig rigtig, som om der er gået tilpas nok tid – ej heller at tilpas nye idéer har haft mulighed til at materialisere sig hos Marshall – til for alvor at berettige en hel fuldlængdeudgivelse.

Og det er jo ikke, fordi Marshall ikke kan støbe kompositioner sammen; på tidligere Daughters-skiver har selve udførslen jo både taget den direkte, hovedkuls vej ind i kaosset (som på Canada Songs (2003) og Hell Songs (2006)) og senere (på den selvbetitlede, tredje plade samt førnævnte You Won’t Get…) den langt mere tålmodige rute mod støjeksplosionerne.

På sin solodebut, hvor Marshall sågar får hjælp af bandkollegaerne Jon Syverson (på trommer) og Nick Sadler (på guitar), er det uomtvisteligt sidstnævnte tilgang, han har helliget sig. Crescendoerne ligger gemt væk (og findes sidenhen frem fra) et sted dybt nede i den ukomfortable ambiance, der med sine melankolske pianofragmenter samt alskens klink og klank på dissonant percussion og diverse aluminiumsgenstande mest af alt nærmer sig en Einstürzende Neubauten-lignende atmosfære. Industrial-kulisserne fungerer ganske fint i samspillet med Marshalls spoken word-indgangsvinkel, der mestendels består af fritflydende monologer med udgangspunkt i alskens dårligdom, og som spænder fra monoton messen til vrælende smertensskrig.

Forskellen mellem de kompositoriske valg, Daughters slutteligt træffer, og så House of Lull . House of Whens primære grundkoncept er imidlertid, at Marshall denne gang kun lader til at fæstne sig ved sine første idéer. Essensen – nogle gange støjende og improviserende; andre gange krautede eller helt minimalistiske – slås hurtigt og tydeligt fast på de enkelte indslag, men numrene i sig selv får sjældent lov til at udvikle sig videre end det første indtryk, de efterlader sig.

Når Marshall en sjælden gang forsøger sig med mere fuldkomne strukturer, giver det derfor ikke overraskende mere liv til pladen, der i disse øjeblikke nyder stor gavn af trioens evne til at veksle mere spontant på intensitetsskalaen. Dette fremstår klarest i “Hounds in the Abyss” og dennes uudtalte appendiks “They Can’t Lie Here Forever”, der begge læner sig tilpas op ad Daughters’ “City Song”. For når vi på “They Can’t Lie Here Forever” oplever, at alle de sammenflettede lyde af forvrængede guitarer, smadret glas samt fugle- og insektkald mellem Marshalls afmagtsråben ud i intetheden pludselig eksploderer tilbage i temaet fra “Hounds in the Abyss”, stråler synergien mellem Marshall og hans to gamle venner.

Sammen med åbneren “Drink from the Oceans . Nothing Can Harm You” er det desværre den eneste gang, man sidder tilbage med netop dén følelse. I stedet er House of Lull . House of When på bundlinjen en langtrukken affære (med en gennemsnitlig nummerlængde på næsten fem minutter), som ville have taget sig bedre ud som enten et soundtrack eller en EP, og man skal sandsynligvis være overordentlig stor Daughters-fan for at finde en masse genafspilninger gemt på denne skive.

★★★☆☆☆

Leave a Reply