Plader

Mykki Blanco: Broken Hearts & Beauty Sleep

Skrevet af Søren Hansen

Skiftet mod de mere poppede toner lykkedes ikke rigtigt for Mykki Blanco. Både tekstskrivningen, sangskrivningen og produktionen virker ufuldendt.

Hiphop har ændret sig meget siden 2012, hvor Mykki Blanco debuterede, og de (Blanco identificerer sig selv som transkønnet og med stedordene hun/hende eller de/dem) har været banebrydende i den udvikling på flere forskellige områder. Ikke mindst når det kommer til hvilke temaer og kønsidentiteter, der kan figurere i genren, hvor der næsten ingen repræsentation af LBGTQ+-kunstnere har været indtil for relativt nyligt.

Men siden dengang er der kommet noget mere diversitet på det punkt. Man kan eksempelvis følge udviklingen i Tyler, The Creators musik, der gik fra at være fyldt med homofobiske skældsord til at inkorporere homo- og biseksualitet som vigtige elementer. Men også når det kommer til det rent soniske, har Blanco været foregangsperson for en mere eksperimenterende og støjende udgave af hiphoppen, der sammen med bl.a. Death Grips har trukket spor længere ind i populærkulturen til folk som Kanye West. Mykki Blanco har dog også selv ændret sig meget, siden de debuterede, og på dette album finder vi deres mest poppede og let tilgængelige lyd til dato.

Den drejning synes jeg ikke, de kommer særligt vellykkede ud af, men lad mig begynde med at fortælle lidt om, hvad jeg synes fungerer. Generelt er de bedst, når de hengiver sig fuldt ud til det retro-poppede udtryk, der findes på de to bedste numre: “Free Ride” og “It’s Not My Choice”.

Førstnævnte er pladens bedste bud på et radiohit. Det er et solidt poprap-nummer, der blander legesyge 808-trommemaskine beats med monumentale klaverakkorder, der leder tankerne hen mod housetraditionen. Introhooket er fængende, soulet og fuld af fremdrift, men dukker desværre ikke op udover i begyndelsen. Det gør dog ikke så meget fordi det egentlige omkvæd er på niveau og byder på et silkesmooth beat-switch og hen ad vejen også soulede korstemmer, der konkurrerer om opmærksomheden. Første vers fungerer også som dynamisk ingefær til at rense paletten. Sangen martres dog af et andet vers, der ikke laver meget andet end at gøre sangen 3:34 lang. Det er en generel tendens, som jeg kommer tilbage til.

“It’s Not My Choice”, der i øvrigt indeholder en gæsteoptræden af Blood Orange, trækker lange tentakeltråde tilbage til en Michael McDonaldsk yacht rock, med alt fra spjættende grooveklaver hen over dobbelte stortrommeslag à la Steve Gadd til smød saxofon. Både Blood Orange og Mykki Blanco bliver dog overskygget af koret, der leverer den mest mindeværdige optræden på hele albummet. Selvom jeg godt kan lide nummeret, indeholder det også mange af de elementer, som gør, at Broken Hearts & Beauty Sleep efterlader mig ret uimponeret.

Sangens slutter f.eks. med en 30 sekunders outro, hvor de beder sin eks-partner om at komme tilbage, der er så idéforladt og uinspireret, at jeg har svært ved at se den som andet end fyld. Ligesom det føromtalte andet vers på “Free Ride”, der gennemspiller en scene, jeg har svært ved at se pointen i: De bliver først sur over en catcalling, men vender så på en tallerken.

Der er ærligt talt ikke nogen grund til at nævne særskilte nedslagspunkter, for det er et fuldstændigt gennemgående problem ved albummet, at det lider under doven sangskrivning og ligegyldige indfald, og det har et album på under 30 minutter ikke tid til. Det kan være, der er noget humor, der går tabt for mig, men for mig er deres quirks hverken sjove nok eller gode nok.

Særligt et rasende breakup-nummer som “Fuck Your Choices” på hele 1 minut og 26 sekunder, efterlader mig perpleks, fordi det er svært at afkode, om det er en bevidst karikeret parodi på den progressive kystamerikaner, med horoskoper, soyamælk, yoga og smoothies (ingen af delene er der for så vidt noget galt med). Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at finde det komisk, dette voldsomme raseriudbrud, og jeg frygter, at det er utilsigtet.

Nogle af numrene hives også ned af produktionen. Åbneren “Trust a Little Bit” kunne måske have været reddet, hvis beatet nogensinde havde droppet og udløst dens potentiale som hip-house-hit med nogle af Blancos stærkeste vers, men i stedet udebliver forløsningen, hvilket blot tydeliggør det ualmindeligt sløje omkvæd.

“Want From Me” er et andet eksempel på uforklarlige produktionsvalg. Den starter med det, der mest af alt, lyder som en bossa nova-joke intro, og det fortsætter hen i et karrusel/nisse/jule-træblæserhelvede, som igen lader det svage omkvæd stå blottet. Og det kan filmiske strygere desværre ikke redde på Blancos andet vers, selvom de gør, hvad de kan, for de sidste to tredjedele af sangen er blot en gentagelse af førnævnte omkvæd med et fuzzguitar-solo i midten. Det er det nok bedste eksempel på den søvndyssende repetition, der også trækker numre som “Love Me” og “That’s Folks” ned i sølet.

Jeg kunne blive ved, men jeg bliver nok bare ikke gode venner med det her album. De har dog lavet flere gode ting i fortiden, og det er heller ikke helt væk her, så jeg holder muligheden åben for, at det er et overgangsalbum. Men da dette ret tydeligt er et popalbum, bedømmer jeg det ud fra de kriterier, og jeg har svært ved at se mig selv gå tilbage til Broken Hearts & Beauty Sleep, for når det er mindeværdigt, er det sjældent for det gode, og jeg synes tekstskrivningen, sangskrivningen, produktionen, gæsterne og ikke mindst Mykki Blanco lader meget tilbage at ønske. Men de klarer sig nok uden min anerkendelse, med deres kendte venner, magasinforsider og 250.000 månedlige streams på Spotify.

★★☆☆☆☆

Leave a Reply