Plader

Late Runner: Nothing’s Real Anymore

Selvom Nothing’s Real Anymore indeholder et par solide synth-poppede ørehængere, fremstår Late Runners debutalbum til tider også som en letkøbt rundtur i floskeltung lyrik.

Med en fortid i lyttersensationer som Superheroes og Private kunne man forvente et energisk popudspil fra Asger Tarpgaard’s soloprojekt, Late Runner, på det netop udgivne Nothing’s Real Anymore. Men albummet er – på godt og ondt – en mere moden mands projekt, der med enkelte sange imponerer ved et velproduceret psych-klingende univers, men som for denne lytter også skurrer på den velmenende, dog lyrisk forsimplede tekstside.

Åbningsnummeret “Spring” bærer tydelige referencer til Becks Morning Phase fra 2014 i form og produktion. Man lulles fra de første takter ind i en sommeragtig døs af bløde guitarslides, vuggende synth og en xylofons blide klimten. Tarpgaards rolige, let nasale vokal, der i glimt lyder som Kevin Parker fra Tame Impala, understøtter fint det 1970’er inspirerede lydbillede.

Udover åbneren er især det melodiøse titelnummer og “A Hand Full of Dust” udmærkede bud på P6-hits. På sidstnævnte nummer er perlende synthesizere tilsat bluesede guitarriffs på en måde, så skæret fra solnedgangen over en sensommerfestival næsten træder fysisk frem. Den forelskelse, fortælleren beskriver som så nær, at den nærmest pulveriseres, bølger behageligt ind og ud af nummeret ved hjælp af den let reverb’ede instrumentering.

Som det er tilfældet på mange af numrene medfølges den rusagtige tilstand af melankoliens konstante luren i skyggerne. Denne dualitet opretholdes af kontrasten mellem den sværmeriske lyd og albummets lyriske fortælling. Tarpgaards tekster kredser om et moderne menneskes fremmedgørelse fra en overfladisk og illusorisk virkelighed. Det lyder som om, fortælleren lige er vågnet op i en voksen mands krop og nu ser verden for første gang uden ungdommens filter: »I put on a song / It used to be my favorite one / But nothing about it is intriguing / Everything’s just repeating«.

Efter titelnummeret er det som om, den milde sommerluft skiftes ud med en mere ubestemmelig luftart. På nær den spøjse, let syrede “Dragon Girl & Cactus Man”, der sender tankerne i retningen af MGMT’s Congratulations, er albummets anden halvdel efter min smag præget af en diffus og ret kedelig lyd.

Her begynder det også at blive tydeligt for denne lytter, at Tarpgaard maler med meget brede penselstrøg i sine beskrivelser af tilværelsens håbløshed. Når synth-vibrationerne forstummer, og teksternes melankoli ikke længere får melodisk modspil, fremstår lyrikken temmelig letkøbt. På den lidt anonymt lydende “Catch Your Eye” beskrives folk omkring ham eksempelvis som »Busy all the time / Everybody searching for a lasting peace of mind … / Walking like the blind«. Dette ellers sympatiske budskab – forgængelighed, ligegyldighed, overflade – gentages med forskellige formuleringer i flere af sangene, så det til sidst virker en kende fortærsket.

Albummets næstsidste nummer, “Arise”, er en lydmæssig afstikker fra det psykedeliske tapet, idet synth og klimren er skiftet ud med trommemaskine, dumpe saxofontriller og en lidt enerverende basgang. Melankolien er erstattet af en unødvendigt ironisk tone, og eksistentialisten er blevet til en kæderygende cool cat, der glaner efter unge piger og higer efter anerkendelse. »Do you know who I am? / I’m a real tycoon«. Selvom sangen bedst kan fortolkes som en moden musikers forsøg på at distancere sig fra fallerede jævnaldrende kolleger, ender den med at fremstå som en lettere tåkrummende parodi på ham selv. Nummeret virker både melodisk og tekstmæssigt meget malplaceret og forpurrer illusionen om et sammenhængende narrativ.

Som Nothing’s Real Anymore skrider frem, får jeg en følelse af, at det her er endnu et indiepop album i mængden. Det er ærgerligt, for den drømmeagtige lyd der annonceres fra start er ret stemningsfuld og indeholder nogle oprigtigt ørehængende elementer. Men efter flere gennemlytninger står især et indtryk af en velmenende, dog lovlig påduttet melankoli tilbage, som albummet som helhed er for skrøbeligt til at bære.

★★★☆☆☆

Skriv et svar