Koncerter

Communions, 9.10.21, Hotel Cecil, København

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Simon Freiesleben

Når de er bedst, så formår Communions stadig at bringe publikum i guitar-induceret ekstase som få andre danske bands og de nye sange fra Pure Fabrication fungerede mestendels glimrende på scenen.

Der summede af forventningens glæde på et udsolgt Hotel Cecil, som var godt pakket med publikummer forud for koncerten med Communions. Det er tydeligt, at bandet har etableret sig på den danske musikscene og har opdyrket en fast fanskare, som følger dem i tykt og tyndt. 

Faktisk er det forbavsende nemt at glemme, at selvom det føles som om, at Communions har eksisteret i evigheder, så er der stadig tale om et relativt ungt band. De to brødre Martin Rehof (guitar/vokal) og Mads Rehof (bas) var blot 22 og 18 år gamle, da de indspillede og udgav den selvbetitlede EP Communions, som væltede ind og indtog førstepladsen på Undertoners liste over årets bedste danske udgivelser i 2015

Meget vand er flydt under broen siden da, og bandet er nu de facto blevet til en duo, da de to brødre midt i indspilningen af bandets andet album Pure Fabrication (2021) måtte sige farvel til de nu tidligere bandmedlemmer Jacob van Deurs Formann (guitar) og Frederik Lind Köppen (trommer). 

Derfor var det også forbundet med en vis spænding at se og høre, hvordan de nye bandmedlemmer i form af Mikkel Skibye (trommer), David Schlüter (guitar), and Casper Kro Thomsen (keyboard) ville klare at løfte opgaven med at få Communions musik ud over scenekanten.

Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var nogen grund til bekymring. Akkurat som på Pure Fabrication blev der lagt ud med “Bird of Passage”, som fungerer fremragende som åbningssang med sin legesyge og lakoniske stemningsopbyggende struktur, der i klassisk Communions-stil bevæger sig fra det melodiske over i det mere eksplosive og støjende.

Første del af koncerten var primært dedikeret til nye sange, der blev leveret selvsikkert og uden for mange dikkedarer. Akkurat som på pladen viser Communions en overraskende bredde udi forskellige arter af guitardreven rock. Fra åbningssangens kontrollerede og næsten U2-agtige rockgreb blev vi taget med over i noget nær britpop med “Cupid”. Undervejs blev der trukket tråde ud til et hav af forgreninger i rockmusikkens historie med musikalske referencer til alt fra tidlig 00’er indierock, 80’ernes powersoloer og Smashing Pumpkins-guitarlir.

Til trods for de mange variationer, så er der imidlertid altid en fare for, at det bliver en anelse ensformigt, når alle sangene er så guitarbårne, som det er tilfældet for Communions. At det aldrig kammer over og bliver for meget af det samme skyldes i høj grad de to brødre og bandets tekniske færdigheder, som var en fryd at overvære. Der var dog en tendens til, at de fem musikere meget stod  i hver sin egen lille boble og koncentrerede sig om det tekniske, som gik en anelse ud over dynamikken og interaktionen både imellem bandmedlemmerne og publikum

Her var særligt den nye guitarist David Schlüter et kærkomment indslag med hans prominente placering helt fremme på scenen og med sin voldsomt gestikulerende og indlevende måde at spille guitar på. Jeg har i hvert fald sjældent set nogen headbange så helhjertet med en spansk guitar i hænderne før. 

Desværre var det ikke nemt at følge med i Mikkel Skibyes arbejde på trommerne eller Casper Kro Thomsen på keyboardet, da de to nærmest demonstrativt var gemt væk helt omme bagerst på scenen. Selvom de optræder med fuldt band, så var fokus nærmest udelukkende dedikeret de to Rehof-brødre, som også var de eneste med fuldt spot på sig til alle tider, mens resten af bandet primært arbejdede i skyggerne. Det er klart, at den nye konstellation lige skal bundfælde sig, men lidt mere spot på – eller blot en introduktion af – det hårdtarbejdende band havde været på sin plads.

Når koncerten trods alt blev hevet i land på meget overbevisende vis, så skyldes det, at når Communions er bedst, så laver de sange, der emmer af ungdommelig energi og naivitet i en sådan grad, at det er nærmest umuligt ikke at lade sig rive med og gå fuldkommen i guitarekstase med lukkede øjne, så man rigtig kan drømme sig væk. Sådan et øjeblik indtraf, da bandet satte gang i den efterhånden ikoniske basgang, der indleder “Forget to Dream”. Et moment, der udløste et helhjertet jubelbrøl blandt publikum.

Her var det også særligt velkomment, at bandet virkelig tog sig god tid og lagde sig til rette i et helt perfekt groove, der hele tiden blev strukket længere og længere ud med intermezzoer af støj og guitareksplosioner. Til sidst hang sangen knap sammen mere, men så lavede bandet en virkelig fræk glidende overgang til “Learn to Pray” og bandt en perfekt knude mellem den efterhånden 6-år gamle EP og deres seneste udgivelse. Det var helt klart et af aftenens højdepunkter for undertegnede.

Til sidst fik vi to decideret elektriske udgaver af henholdsvis “Splendour” og “Hymn”, som samtidig må siges at være to af de stærkeste sange fra Pure Fabrication. Den støjende, smadrede og episke “Splendour” skal nok blive et fast live-indslag for Communions fremover og “Hymn” er en af bandets få sange med decideret sing-along potentiale. Publikum skrålede i hvert fald med på fuld lungekapacitet.

Det var en fuldkommen perfekt afslutning på koncerten, der havde varet lige knap 55 minutter og her var jeg sådan set klar til at blive sendt videre ud i den kølige efterårsaften, men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. For naturligvis var der planlagt ekstranumre og efter en nærmest ikkeeksisterende pause kom bandet tilbage på scenen.

»Vi har ikke spillet koncerter i 100 år, så nu malker vi den bare,« lød det kækt fra Martin Rehof efter det første ud af de tre ekstranumre, som bandet spillede. Salen kogte fortsat efter den brangende afslutning på det regulære sæt, men desværre blev ekstranumrene – i hvert fald for mit vedkommende – en lidt unødvendig og ujævn tilføjelse til koncerten. På trods af, at vi fik serveret en crowdpleaser som “Out of My World”, så ramte ekstranumrene slet ikke det samme tårnhøje niveau, som bandet havde bygget op imod inden pausen.

På trods af den lettere ujævne landing, så fortjener Communions ros for at have bragt publikum helt op at flyve inden da. Sangene fra Pure Fabrication var godt udvalgt og viste sig at fungere glimrende live – endnu bedre end på pladen, fristes jeg til at sige. Og når man som band derudover har yderligere en håndfuld sange af virkelig høj kaliber i bagkataloget, så er det svært at gå helt galt i byen.

★★★★½☆

Fotos af Mathias Kristensen.

Skriv et svar