Plader

Deerhoof: Actually, You Can

På deres 18. album beviser amerikanske Deerhoof endnu engang, at de er et grænseløst eksperiment balancerende på forståelsens rand. Lige dele galt og genialt tilsat et skvæt af noget dybt irriterende. Dog mister de aldrig smagen af det fundamentalt fascinerende.

At skrive om Deerhoof svarer lidt til at forsøge at holde fast om vand. Der er ikke noget sted at starte eller slutte. Der er ingenting udover noget flydende, der, bedst som man tror vil løbe én vej, straks løber i den modsatte. Det er vanvittigt irriterende og selvfølgelig dybt fascinerende.

Vi ved, at bandet består af Greg Saunier på trommer og Satomi Matsuzaki på bas og vokal. Hertil kommer de to guitarister, John Dieterich, og nyeste skud på stammen, Ed Rodriguez, der har været med siden 2008. Vi ved, at showet startede i 1994, og at det ikke er slut endnu. Og at selvom Actually, You Can er album nummer 18, lyder Deerhoof ikke engang i nærheden af at være trætte af at eksperimentere med genrer, melodier, tekster, alt. Eklektisk er en underdrivelse, og resten kan debatteres. Progressivt? Poppet? Tungt? Talentfuldt? Latterligt? Legesygt? Ja.

Actually, You Can lægger hårdt ud på alle fronter med “Be Unbarred, O Ye Gates of Hell”, hvis titel er en helt vidunderlig pastiche over metallens dramatiske dyrkning af helvede, dungeons og så videre. Med sin sukkersøde, lillepigede stemme, spørger Matsuzaki undrende »If we have only planted onions/ How are these tomatoes all growing«, før hun konstaterer »This refrigerator is so well stocked«, og et fem-seks sekunders inferno af guitar, bas og trommer bryder igennem for kun at blive erstattet af en legende, pop-rocket melodi båret af de to guitarister i yderst vellydende samspil. Saunier tæsker løs på trommerne, og selvom Matsuzakis stemme ikke ligefrem er prangende, så tog jeg mig selv i at nynne med på løg- og tomatteksten efter kun få lyt. Derudover passer den, selvom den i min optik er helt vildt irriterende, perfekt til det eksperimenterende bagtæppe. Fremtrædende nok til at skære igennem og samtidig stabil nok i sit halvskingre udtryk til ikke at ødelægge oplevelsen af et sindssygt velspillende band.

Det skulle da kun lige være på “Department of Corrections”, pladens andet nummer. Her blandes Matsuzakis stemme med et virkelig enerverende guitarriff, og resultatet er mildt sagt nerveflossende. Til gengæld er teksten voldsomt interessant. »My jailer’s busy and he’s small/ My jailer solves for unknown functions/ My jailer rehabilitates«. Hvem er den jailer, og hvorfor er han lille? Jeg tør ikke engang gætte.

Det er virkelig, virkelig fristerende at kaste sig ud i den helt store analyse af pladens tekster. Og taget i betragtning af, at hvert nummers tekst er sparsom, er der virkelig meget at tage fat på – og det er før, man overhovedet har besluttet sig, om der i det hele taget kan trækkes noget forståeligt ud af de her tekster. Er de nøje sammensat eller blot tilfældige sætninger sat sammen? Jeg hælder til det første, men jeg kommer til kort, hvis jeg skal forklare hvorfor. Jo, jeg kan lige være med på “Epic Love Poem”, et lækkert, groovy nummer, hvor Matsuzaki fisker efter kærlighed, bogstavelig talt. »You’re the big one!/ You have milk«. Hun får kærlighed på krogen, men lykken er tvetydig: »You can breathe underwater/ Taking me for a ride«. Kan Matsuzaki også trække vejret under vand? Eller skal vi forstå det sådan, at fisken tager hende »for a ride« i betydningen, at den løber om hjørner med hende? Spændende. Og ikke mindst morsomt.

Progressiv og eksperimenterende musik kan tangere det overvældende og nærmest kvælende, men man kan dog sagtens finde små åndehuller, hvor musikken lader sig tæmme nok til at blive decideret behagelig. “Scarcity is Manufactured” omfavner mariachi-musikkens stemningsfulde harmonier. »I was fine ’till you got here, my friend«, gentager Matsuzaki, mens guitar og trommer kører deres eget melodiske løb. “Ancient Mysteries, Described” emmer af noget melankolsk pop fra start 2000, før den tager en detour ind i et jazzet groove med en mystisk bas for så at vende “hjem” til et progressivt grundlag af repeterende guitarbølger. Det svinger så meget, at man bliver rundtosset.

Men skal man have fat i pladens bedste nummer, skal man kaste sig over “Plant Thief”. Med 200 km/t kører de fire musikere ud af prog-rockens tunge landevej. Nummeret skriger af musikalsk overskud. Hvinende og voldsomme guitarer – det ene øjeblik brutalt bagtæppe, det næste hysterisk fremtrædende. Bas på den ene side så tung som beton og på den anden side spændstig som en fjeder. Og dertil Sauniers fuldstændig overlegne magt over trommesættet. Teksten? Jeg fatter ikke en bjælde, udover at »Someone’s cooking with my spices« af en eller anden grund er en følelse, jeg kan relatere til.

Meget kan man sige om Deerhoof og om Actually, You Can, men kedeligt bliver det aldrig. Heller ikke når der skrues gevaldigt ned for tempoet på numre som den shoegazende “We Grew, and We are Astonished” eller den slæbende “Our Philosophy is Fiction”, der med sin inciterende guitarmelodi er som hevet ud af soundtracket til en westernfilm. Jeg bliver aldrig gode venner med Matsuzakis stemme, men til gengæld er det svært ikke at forelske sig i musikkens ublu insisteren på ikke at lade sig fastholde. Og så er det værd at tage i betragtning, at alle fire musikeres indspilning er optaget hver for sig og derefter mikset af Saunier. Hvis man har set en livevideo eller to med Deerhoof, ved man, at de ligeså godt kunne have stået side og side og have indspillet live.

Fjollet eller fantastisk? Ja. Hvis man er fan af musik sådan helt generelt, så er det umuligt ikke at blive benovet over Deerhoofs kreativitet, fantasi og overdrevne talent. Er de svære at lytte til? Ja. Er de værd at lytte til? Ja. Sæt dig foran et Pollock-maleri, skænk dig en alkoholisk drik, se noget David Lynch, læs noget Samuel Beckett og lyt til noget Deerhoof.

★★★★★☆

Skriv et svar