Koncerter

Linn Koch-Emmery, 27.10.21, Vega, Ideal Bar, København

Foto: Mathias Kristensen.
Skrevet af Søren Hansen

Linn Koch-Emmery formåede ikke at løfte musikken fra sine studieindspilninger ved at fremføre den live. Tværtimod var det som om, at der blot blev skrællet lag af detaljer væk i koncertudgaverne.

Ideal Bar i Vega er et ret hyggeligt sted. Man kommer direkte ind til scenen fra Enghavevej og finder et intimt lokale med scene i midten flankeret af en bardisk til den ene side og båse til den anden. Alt beklædt med trælameller. Stemningen er god, og man hører en del svensk rundt i krogene, hvilket giver mening i betragtningen af, at aftenens hovednavn kommer fra Norrköping. Hun er 29 år, hedder Linn Koch-Emmery og har de senere år gradvist opbygget en fanbase gennem singler og EP’er og har nu i år udgivet sit første album. Sproget er engelsk og lyden er guitarbåren rock, der både er rå og råpoppet.

Før hun gik på, var der dog opvarmning ved den danske singer/songwriter He Is Tall, der ellers med livlig mimik og energisk akustisk guitarspil gjorde hvad han kunne, men desværre blev det heller ikke denne gang, at jeg blev imponeret af et opvarmningsnavn. Til det var sangene og leveringen lige lovligt rudimentære. Dernæst fulgte en pause, der varede alt, alt for længe. Faktisk så længe, at jeg endte helt henne i min Lidl Plus-app, der oplyste om, at der er 50% på medisterpølse de næste tre dage, selv tak. Men spøg til side er 35 minutters pause bare spild af folks tid. Særligt for et hovedsæt, der varede omkring 45 minutter og derfor gav en følelse af dårligt disponeret tid. 

Linn Koch-Emery har i adskillige interviews refereret en historie om, at hun som barn ønskede at spille i et rockband, og jeg fandt det derfor passende til den formulering, at de kom i klassisk rocksetup, med to guitarer, Strat og Jazzmaster, bas og trommer. Hun spurgte, om hun måtte snakke svensk, hvorefter publikum af ren nordisk broderfølelse svarede ja, men fra der hvor jeg stod, lod det ikke til, at folk forstod et ord. Men hvorom alting er. Lige fra hun gik på stod det klart, at liveudtrykket var mere rocket og punket end på pladen i en sådan grad, at det nærmest blev en slags shoegaze. Vokalen var mixet ned til et niveau, så ordene blev utydelige, trommerne var hårdstlående og fremaddrivende, bassen pumpede og guitarerne spillede næsten udelukkende fuzzede akkorder, der druknede de melodiske antydninger.

Dette er ikke noget negativt, men det sætter sangskrivningen under pres. Tag eksempelvis My Bloody Valentine, hvis tidlige udgivelser aftenens set vækkede mindelser om, som jo næsten perfektioneret den stil og deres sange overlever ved at have så stærke hooks, fantastisk effektarbejde og et væld af varierede akkorder. Hos Linn Koch-Emmery følte jeg nærmere, at dette lydmæssige valg udstillede sangenes strukturer lidt for tydeligt og afslørede, at sangskrivningen ikke er stærk nok til denne behandling. Samtidig var det dynamiske spillerum for begrænset og bestod i store træk af loud-quiet-loud a la Pixies med lave vers og høje omkvæd. I tråd med den let shoegazende stil var det støjende uden at være løssluppent, og det kræver sit at holde det fra at blive én lang mudret køre, hvilket jeg desværre ikke følte at Koch-Emmery lykkedes med. 

Til gengæld glædede jeg mig over at se det charmerende samspil mellem særligt bassist og trommeslager, som gav rytmegruppen et meget jordnært præg, der stod i stærk kontrast til Linn Koch-Emmerys henførte sang med det lange hår ned over de lukkede øjne. Det gav en sjov dynamik og jeg må i den ombæring også lige nævne, at på trods af trommeslagerens lidt uslebne stil, viste han stor teknisk færdighed og var for mig højdepunktet på scenen med sin forfriskende udtryksfuldhed.

Det kan lyde som om, jeg slet ikke brød mig om det, men jeg havde bare forventet mere ud fra det niveau studieversionerne viste, og som bestemt også blev vist på visse sange. Som helhed endte det med at være en lidt flad fornemmelse, der ikke lagde på i forhold til indspilningerne, men mest skrællede detaljerne af. På trods af at bandet foldede sig ud på det sidste nummer, så blev den abrupte afslutning uden ekstranummer (hvilket jeg aldrig huske at have oplevet før) på et i forvejen bemærkelsesværdigt kort sæt til en mærkelig antiklimaktisk omgang. Mit råd er at gå ind og lytte til hendes indspillede musik, for den er ganske udmærket. Koncerten kunne jeg dog godt have været foruden. 

★★½☆☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar