Plader

Taraka: Welcome to Paradise Lost

Den ene halvdel af Prince Rama er vendt tilbage med et kaos af ayahuasca-garagepunk, der kræver, at man tager nogle dybe indåndinger, inden lyd-tsunamien af syre- og garageklicheer prøver at entrere trommehinderne.

Welcome to Paradise Lost er første albumudspil fra amerikanske Taraka Larson. Titlen spiller på John Miltons episke digt “Paradise Lost” om syndefaldet, hvor man må gisne om, at det fald, der her refereres til, er opløsningen af dancepop-duoen Prince Rama, der blandt andet stod bag albummene Trust Now (2011) og Top Ten Hits of the End of the World (2012). Larson udgjorde den ene halvdel af Prince Rama, og skønt hun havde svoret aldrig at lave musik igen, ledte Larsons isolation i et texansk galleri til skabelsen af et psykedelisk garagepunk album. Albummet beskrives af en meget kreativ PR-person som »Kate Bush og Johnny Rottens forstyrrede datters livagtige syner på et ayahuasca trip ved portene til Warped Tour 02’«. Spændende. Det er dog ikke helt det, jeg hører på pladen. Jeg hører til gengæld en plade med gode kunstneriske intentioner, der dog udmønter sig i et enerverende virvar af flower-power musik og déjà-vu-inducerende rockriffs.

Det starter ellers meget fint på den nedbarberede neo-psykedeliske ”Once again”. Herfra baldrer Welcome to Paradise Lost derudaf med 160 km/t på en vej belagt med halvslatten garageguitar og samtlige lydeffekter tilgængelige på Larsons keyboard. Febrilsk oscillerer Larson mellem flabet play-by-numbers punk og kalejdoskopisk syrepop, mens lytterens øregange tæppebombes med gakkede synth-linjer, telefontoner og sitar-soloer, i noget der minder om en overdrevet version af Danielle Dax’ rock’n’roll-fase. For der sker for meget, men alt for lidt, der lyder nyt, på Welcome to Paradise Lost – i hvert fald i denne anmelders ører.

Hvorom intentionen helt sikkert har været at skabe et energisk og finurligt lydunivers ved at spille på gnidningerne mellem aggressiv punk og blomsterbarn-psych, transcenderer kombinationen aldrig det gennemsnitlige for mig. Tværtimod vil jeg kalde lytteoplevelsen drænende. Efter gentagne gennemlytninger er der flere øjeblikke i albummet, hvor jeg simpelthen bliver nødt til at tage 10 dybe indåndinger i forberedelse til den tsunami af lyde, der venter mig. Her er der i første del af albummet skarp konkurrence mellem de trippy »Welcome«-stemmer på titeltracket ”Welcome to Paradise Lost”, de enerverende »shee-na-na«’er på ”Ride or Die” og ”Total Failure”s fuzzede bilreklameriff. ”Total Failure” har endda en passage af klokkespils- og orgelkakofoni, der rammer et sted mellem 50’er-reklamejingle og cirkusstemning. Det bliver alt sammen lidt for fjollet.

Helt nye dimensioner af overmættet syrefest nås på ”0010110”. Der blæses af med bombastiske horn og indisk klingende instrumentation. Robotstemmen, der konsekvent messer binær kode over ringetoner og andet gøgl, skurrer virkelig i mine ører. Der rundes af med et klaverstykke med et opera-kor, som leder op til et wannabe-luftguitarværdigt crescendo, der i mine noter er omtalt som discount-“Bohemian Rhapsody”. Indimellem får vi endda et new age-disco break. Øh, tjah.

På ”Bad Bonezz” og ”So Happy For You” udforskes der nogle mere surfede tendenser, hvor Larsons lyse vokal bader rundt blandt dejlige, varme guitartoner. Resultatet er en meget behagelig lytteoplevelse, der desværre også er noget anonym. Derimod vækker ”Deep Hollow” mig for alvor fra min garagepunks-inducerede tåge i albummets 11. time. Det er en tominutters komposition, der består af en akustisk guitar og engleblid, hvor nervøs vokal kommer som et skræmmende friskt indslag. Det er vel i og for sig også en kunstnerisk præstation at få en lo-fi-ballade til at lyde som en komplet ny ide. Men det er sødt og et vidnesbyrd til Larsons smukke stemme. Min eneste anke er, at linjer som »It’s so easy to be hard on yourself/ Why is it so hard to be easy on yourself?« måske lugter lidt af selvhjælpsbog. Om samme kritik er gældende for resten af lyrikken, skal jeg ikke kunne sige, da den ofte drukner i Larsons Kate Bush’ske vokaliseringer og kunstig båndstøj.

Heldigvis lukkes pladen utroligt stærkt med chamber pop-balladen ”Old Gloves”. Med sit vuggevise-klaver, dramatiske strygere og dæmonisk hviskende vokaler bevæger den sig på en knivsæg mellem det sukkersøde og drømmende, det foruroligende og det melankolske. Man kunne ønske, at der havde været flere af sådanne pauser undervejs, hvor alle elementer i Larsons lydunivers virkelig fik plads til at smyge sig omkring hinanden. Det kunne også hjælpe de mange rockede indslag på pladens midte til at bevare noget nerve og bid. Helheden ender dog som endnu et nummer i rækken af retrospektiv garagerock blandt bands som L.A. Witches og Death Valley Girls.

Men jeg kan jo heller ikke bare sidde her og være irriteret. At brokke sig over genbrugsriffs og underlige lyde på en plade, som henter sine referencer fra old-school-punk og 60’er psych-pop/rock, er vel nogenlunde ækvivalent til at brokke sig over, at vand er vådt. Og det er da ikke fordi, at Welcome to Paradise Lost ikke indeholder godt håndværk. Albummet er velspillet og velproduceret. Her skal der især gives skud ud til rytmesektionen. Der er nogle nydelige basgange og trommerytmer at finde, når de titter frem i det overdådige lydorgie og på nærmest heroisk vis formår at mediere overgangene mellem det syrede og det punkede. Især de synkoperede trommer på ”Sad Blue Eyes” skal fremhæves som noget af det, der løfter nummeret fra run-of-the-mill garagerock til noget mere interessant og tilnærmelsesvist catchy.

Derudover skal Larson have ros for ikke at være bange for at prøve ting af, og konceptet i en psykedelisk garagepunk-plade er heller ikke et dårligt udgangspunkt. Desværre løfter syre- og garageklicheerne ikke rigtigt hinanden, så helhedsudtrykket bliver karikeret bagudskuende, og skævheden synes søgt og anstrengt. Desuden får ingen af pladens elementer rigtig plads til at brænde sig fast i trommehinderne, og tilbage står en lidt rodet omgang retronostalgi og en masse guitarriffs, der vil få dig til at spørge: Hvor er det, jeg har hørt det her før?

Så med fare for at have misforstået en mesterlig genreblanding må jeg nok stå ved, at Welcome to Paradise Lost blev en mærkelig middelmådig og noget anstrengende omgang for mig. Hvis du er modig, kan du selv dykke ned i kaosset af ayahuasca-garagepunk og se, hvornår din smertetærskel er nået. Hvis du undervejs bliver for udmattet, kan du bare skippe til sidste nummer. Det er godt.

★★☆☆☆☆

Skriv et svar