Plader

Young Thug: Punk

Skrevet af Kasper Gregersen

Young Thug sætter på Punk næsen op efter personlig storytelling, men det er på kompromis med, hvad der gør ham til en af tidens mest interessante hiphop-stjerner.

Atlanta-superstjernen Young Thug har været en af det seneste årtis mest toneangivende og genrebøjende hiphop-artister. Han har aldrig været bange for at bevæge sig ud af sin komfortzone – ja, det har faktisk sjældent ladet til, at der skulle befinde sig en komfortzone i Young Thugs univers – både når det kommer til måden, hvorpå den amerikanske rapper klæder sig, og hvordan han dykker ned i forskellige musikalske genrer.

På trods af at Young Thug har været særdeles aktiv med mixtape-udgivelser siden starten af sin karriere i de tidligere 2010’ere, så udgav han faktisk først sit første studiealbum – den legesyge So Much Fun – i 2019, hvilket både blev en kommerciel succes samt sikrede anmelderroser til Thug. Allerede få uger efter udgivelsen af So Much Fun var Young Thug ude og tease for det næste store soloprojekt, Punk (eller P*nk, der også er blevet anvendt som titel). Og hvor So Much Fun viste Thugs sædvanlige nonchalant og ekspressionistiske tilgang, som har gjort ham til et trap-ikon, så skulle Punk være et introspektivt og omhyggeligt udarbejdet album med større fokus på personlig storytelling.

Og den første ros skal også lyde herefter, for på Punk har Young Thug skruet det lyriske niveau gevaldigt op. Det har altid været interessant at høre, hvilke mærkelige rim og vers Thug kunne komme op med, men på albummets åbningsnummer, “Die Slow”, erindrer han blandet andet barndommen i Atlanta, hvor han var tæt på at miste både mor og far, samt hvordan han kæmpede med at holde sin bror ude af fængsel med linjer som: »Told the lawyer that my brother ain’t goin’ back to prison / I don’t give a fuck if I gotta turn that nigga Jehovah Witness.«

Selvom han ofte snøvler sig gennem versene, og selvom det til tider går stærkt, så kan man godt fornemme, at der har været større fokus på at efterlade et lyrisk indtryk hos lytteren. Og jo, han kan også stadig levere bizarre øjeblikke, der får internettet til at undre sig. Som på førnævnte “Die Slow” hvor han springer meget hurtigt fra at fortælle om sin mors nærdødsoplevelse til at adressere, hvorvidt han er homoseksuel. For Young Thug har gjort en dyd ud af at levere mærkværdige rim til stor morskab for sine lyttere.

Punk er dog ikke udelukkende et personligt projekt, men også et produkt, der skal sælges til massen. Derfor har Young Thug inviteret sværvægtskollegaer i form af Travis Scott, Future, Drake, A$AP Rocky og Post Malone med på albummet. Men selvom det er et vaskeægte All Star-hold inden for hiphoppens verden, varierer gæsternes indtryk desværre markant.

Post Malone og A$AP Rocky skuffer eksempelvis på den akustiske og søvndyssende lejrbålssang, “Livin It Up”. Sangen er for formularisk med et semi-fængende hook fra Post Malone, det samme guitarspil hele vejen igennem og en irriterende knipsen, der gør, at ikke engang de tre stjerners karisma kan redde nummeret. Det obligatoriske og uopslidelige samarbejde med Future lykkes en anelse bedre på “Peepin Out The Window”, der er en klaverballade om vejen mod succes, hvilket fremstår autentisk og overraskende rørende. Og Travis Scott og Drake gæster nummeret “Bubbly”; en trapbanger, hvor de tre stjerner flexer deres musikalske bedrifter og de penge, der er kommet herved. Nummeret er egentlig et friskt afbræk fra de melodiske og personlige sange, men det passer ikke særlig godt ind i den retning, som Young Thug havde erklæret, at Punk skulle bevæge sig i.

Young Thug har også fundet plads til posthume besøg fra afdøde Juice Wrld og Mac Miller. Her er det især værd at fremhæve Mac Miller-samarbejdet på “Day Before”, der ifølge Young Thug blev indspillet 6. september 2018 – dagen før Mac Miller på tragisk vis gik bort. Værket er ikke revolutionerende og kan fremstå en anelse sammenkogt, men det er en respektfuld og fin hyldest til den afdøde artist.

Der er mange ting, som Young Thug gør rigtigt på Punk – blandt andet det øgede lyriske fokus – men man kunne godt have savnet lidt mere af den livslystne udstråling, der gjorde So Much Fun til en succes. Mange sange på Punk følger den samme repetitive fremgangsmåde med enten guitar eller klaver som det bærende element. Young Thug har ellers allerede flittigt anvendt guitartunge sange på mixtapet Beautiful Thugger Girls, men det bliver for tilbagelænet og kedeligt på Punk. Og selvom det omvendt sjældent bliver helt kedeligt at lytte til Thugs unikke stemme, så kunne Punk sagtens være skåret mere ind til benet. Albummet indeholder 20 sange, og det er ikke alle, der bringer lige meget til bordet, hvor den Doja Cat-assisterede “Icy Hot” er et fint eksempel på et nummer, der godt kunne undværes.

Punk er bestemt ikke en dårlig tilføjelse til Young Thugs store kartotek. Han proklamerede, at der ville være plads til mere personlige tekster, og det er der kommet. Det er bare ærgerligt, hvis det skal være på bekostning af de egenskaber, som gør Young Thug til en af tidens mest unikke hiphop-artister.

★★★½☆☆

Skriv et svar