Plader

Courtney Barnett: Things Take Time, Take Time

En mere voksen, velbalanceret og mere australsk lydende Courtney Barnett er tilbage med sit tredje album, som er en omgang omsorgsfuld og janglet Biedermeier-indierock, der måske egner sig bedre som baggrundsmusik til opvasken end til koncentreret lytning.

Den Melbourne-baserede singer/songwriter og indie-darling Courtney Barnett er tilbage med et nyt album Things Take Time, Take Time, der titlen tro er en afslappet og langsom affære, der emmer af … optimisme? Det er efterhånden lang tid siden, at Barnett udgav sit anmelderroste debutalbum, Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, der etablerede hende som en spids pen på indiescenen, inden hun fortsatte videre ned ad den mere ordknappe og rolige vej på Tell Me How You Really Feel. Denne titel synes næsten ironisk, da den nye, mere positive, men samtidig mere sårbare Barnett på Things Take Time, Take Time virkelig gerne vil vide, hvordan du har det.

»Tuesday night I’m checking in / Just to see how you’re going / Are you good? Are you eating? / I’ll call again next week,« lyder omkvædet over en 60’er-pop klingende basgang på ”Take It Day by Day”, hvor Barnett giver den som din nye pandemiven, der er klar med Zoom–hangouts og kamillete. Stream-of-consiousness-raseriet fra debuten er nu erstattet af omsorgsfulde det-bliver-bedre-i-morgen-tekster, og vi får endda, hvad hun selv beskriver som sin første kærlighedssang, ”If I Don’t Hear from You Tonight”, der skildrer en ukarakteristisk desperat Barnett.

Ikke at der er noget galt med den slags musikalske krammere, men når Barnett leverer dem på sædvanlig lakonisk vis og af og til gennem nogle pænt naive rim, som »Before you gotta go-go-go / I want you to know-know-know / You’re always on my mind« til lyden af solskins-janglet guitar på ”Before You Gotta Go”, bliver det ikke alene meget diffust, men også næsten for sødt og omklamrende. Jeg har det altså fint, Courtney, stop med at spørge!

Det, at temaerne synes at være tålmodighed og taknemmelighed, skal nok ses i lyset af, at pladen – som så meget andet musik, der udgives i disse dage – er skrevet i isolation; for Barnett under lockdown i Melbourne. Her har hun allieret sig i et tomandsband med Stella Mozgawa, der spiller percussion og diverse andre instrumenter på pladens 10 numre, hvilket også har betydet noget af et afbræk fra den større, mere rockede lyd, der i hvert fald altid har været spor af på Barnetts tidligere plader. Things Take Time, Take Time er derimod et hyggeligt lo-fi-eventyr, der lyder præcist lige så hjemmelavet, som det er. Det ender med at være både pladens styrke og svaghed.

Trommemaskiner, Wurlitzere og optimistiske basgange dominerer på mange numre som ”Splendour” og ”Turning Green” – sidstnævnte med nogle spøjse claves, der sætter gang i indie-stemningen. Der er soveværelsesstemning hele vejen igennem, hvilket leder tankerne hen på Yo La Tengo og Lambchop.

Det er dog guitararbejdet, der bærer pladen. Heldigvis har Barnett langt hen ad vejen helt skrottet garagelyden fra tidligere udspil i bytte for en 50’er-surfet og jangly lyd med masser af tremolo- og chorus-pedal, der virkelig kæler for ens øregange. På numre som ”Write a List of Things to Look Forward to” lyder det endda, som om Barnetts flytning til Melbourne også har fået hende til at skue over Det Tasmanske Hav mod 80’ernes Dunedin i New Zealand efter inspiration til sit guitarspil.

Den nedbarberede instrumentering kan godt i kombination med Barnetts underspillede vokal have svært ved at gøre opmærksom på sig selv, og det er her, Barnetts guitarbroer formår at trække numre som ”Before You Gotta Go” og ”Here’s the Thing” væk fra glemslens rand. Desværre kan lo-fi-udtrykket på mange af numrene ikke rigtige bære Barnetts monotone vokallevering – der mangler simpelthen et eller andet, der skaber noget kontrast! Dette er specielt tydeligt på ”Splendour”, der med sin to minutters spillletid ikke tager sig ret god tid, men tværtimod får tiden til at stå stille, mens Barnett bræger »Oh, I’m gonna miss you« uden at synes at savne noget overhovedet. Sjovt nok er Things Take Time, Take Time det eneste Courtney Barnett album, der gør mest opmærksom på sig selv, når musikken – og ikke teksten – er i fokus.

Men det er nu ikke, fordi Barnett har glemt, hvordan man skriver. Åbningsnummeret, ”Rae Street”, serverer en meget levende gang pandemikedsomhed i vanlig Barnett-stil kommunikeret ud igennem spidsfindige hverdagsobservationer tilsat slacket guitar. ”Write a List of Things to Look Forward to” fanger også Barnett i et øjeblik, hvor hun kæmper for at bibeholde den optimisme, hun samtidig vakler lidt i, hvilket hun meget elegant får linket til de tragiske skovbrande i Australien i 2019:

»Sit beside me / Watch the world burn / We’ll never learn we don’t deserve nice things / And we’ll scream / Self-righteously / We did our best, but what does that really mean?«

Things Take Time, Take Time er Courtney Barnetts mest voksne, sårbare og optimistiske udspil til dato og vil nok være opium for enhver tryghedsnarkoman. Det er sprængfyldt med feel-good-søndag-morgen-i-sengen-melodier, du i hvert fald også med ro i sindet kan sætte på uden at fornærme eventuelle folk, der ligger ved siden af, med din musiksmag. Desværre går der en kende for meget Biedermeier-indie i den til, at nogle af sangene virkelig kan stå alene. Som Barnett selv formulerer det på lukkenummeret, “Oh the Night”:

»Sorry that I’ve been slow / You know it takes a little / Time for me to show / How I really feel / Won’t you meet me somewhere in the middle.«

Jo tak, det gik sgu lidt for langsomt, men vi ses et sted i midten næste gang.

★★★★☆☆

Skriv et svar