Plader

Exonyms: Khuluma Isintu

Skrevet af Jens Trapp

Odenseanske Exonyms, en trio der udspringer af bandet Plök, er ude med albummet Khuluma Isintu. En sand tour de force i heftig rytmik og perlende synth, der dog aldrig rigtig giver hverken ro eller plads til fordøjelse.

Der er noget boblende uroligt og hektisk; noget pulserende og til tider højspændt, hyperkinetisk forstyrret over Exonyms debutalbum Khuluma Isintu. Noget der meget vel kunne fræse nerveenderne op på lytteren i sin enerverende insisteren, havde det ikke været fordi, det er så afvekslende og faktisk også tilsat en så uhyre mængde organisk levende rytmisk materiale i form af trommer og guitarer, at det flere steder på det timelange album er ren fryd at lægge øre til.

Lidt plat kunne man ellers fristes til at omformulere en anden fynsk musikers klassiske omkvæd: »Det siger blip båt, og gud hvor er det godt«, men da det eneste fælles er funderingen i den fynske hovedstad Odense og så dét der maskinelle blip båt, vil jeg undlade det og i stedet konstatere at der unægtelig er meget Roland JDXI-synth på albummet. Men gud hvor er det også godt langt hen ad vejen.

Hvis Exonyms og komponist, synthspiller og guitarist Mikkel A. Kongstad selv skal beskrive, hvad det er der er på færde, lyder det sådan her: »Exonyms er lyden af det vi endnu ikke helt forstår. Vær med i vores søgen efter forståelse«. Og ja, der søges vidt og bredt, når det nu er sådan, det skal forstås. Ikke mindst på det sproglige plan, selvom albummet er uden sang. Et par steder titter nogle samplede og loopede vokaler frem, små stønnende påmindelser om et menneske et sted i lydvrimlen, men ellers er det titlerne og bandnavnet, ja hele projektet og de ord Exonyms beskriver det med, der ordrigt peger ind i sig selv og giver et underfundigt forsøg på forklaring. Ordrigt på trods af, eller måske netop på grund af, den sparsomme brug af ord i musikken. De få ord der rent faktisk er, bliver på den måde ladet med betydning.

Lad os starte med bandnavnet. Et eksonym er det græske ord for det navn, andre folk bruger om ens eget hjemland eller andre steder. Som når japanere f.eks. kalder Danmark for Denmāku, hvor ordet Danmark for os der bor her, omvendt er et endonym. Jeg har ikke grebet Japan ud af luften, for albumlukkeren er betitlet ”Mendokusai”, hvilket er japansk for noget, der er besværligt. På den måde kan det læses som en kommentar til det netop gennemspillede album, for både musikalsk og i forhold til ’hensigtserklæringen’, denne søgen efter forståelse, er det besværligt. At søge efter forståelse bliver til et evigt projekt, for hvornår kan man sige at NU forstår man endelig, hvad det drejer sig om?

Albummet åbner med “Arabesque No.1 (Tilt Brush)”. Altså rent geografisk er vi formodentlig et sted i Nordafrika, hvor arabesken er en yndet dekoration med sine rytmiske lineære mønstre. Nummeret glider ubesværet direkte over i “Tranches”, som muligvis peger på et eller andet finansielt marked, da en tranche har noget med værdipapirer at gøre. Begge skæringer er relativt langsomme, det første rent elektronisk og det andet med en legende Robert Fripp/King Crimson-agtig guitar (som muligvis også er en Roland synth?) et sted i mikset. Elektroniske trommer og en syret outro.

Så følger to virkelig stærke kompositioner, der trækker op i den samlede oplevelse. Først nummeret med med den oxymoron-indeholdende titel “Africantarctica”, varme og kulde på én og samme tid, skarpt fulgt op af “Ubuntu”, som atter bringer os et nyt sted hen. Et sydafrikansk ord for fællesskab, der blandt andet bruges om en variant af computerstyresystemet Linux. Et minuts tid inde i “Africantarctica” får trommeslager Peter Jørgensen og guitarist Andreas Lenander Ægigius endelig al den plads de kunne ønske sig til virtuost at brede rytmen ud, hvilket kommer som en overraskende befrielse og peger direkte tilbage på de albums med Plök, der før i tiden begejstrede os her på Undertoner. Tag bare deres to albums Sing Us Yr Guillotine Gospel fra 2010 og Infolympics fra 2013. Begge fik flotte anmeldelser, mens til gengæld forløberen, EP’en You Tie a Rock to Your Leg Cuz It Fits You, noget uretfærdigt synes jeg, fik en virkelig dårlig anmeldelse. Men netop samspillet i Plök, som er sat på pause, er en stærk forudsætning for det eminent tætte sammenspil der er på Khuluma Isintu, når der gives los i et næsten prog- eller mathrock-agtigt lydbillede, der fungerer sindssygt godt.

“Cambridge”, “Baixinhos” og “Panama Tropes” følger. Jeg synes ikke, de bringer os meget længere i vores søgen efter forståelse, andet end at de peger på hhv. England, Portugal og Mellemamerika. På “Cambridge” bliver det til gengæld hørbart, hvordan Kongstad har arbejdet kompositorisk, med det han kalder »at nedbryde skemaer og forforståelser gennem brug af både tilfældigheder og bevidste brud med rytmeskemaer«. “Panama Tropes” er sprogligt interessant igen, da ordet tropes peger hen på det at bruge et ord på en ny måde, for at skabe en kunstnerisk effekt, hvilket giver et sjovt twist på nummeret, der ellers ikke skiller sig voldsomt ud fra de øvrige, andet end ved netop denne leg med ord i titlerne. Ud over det er det også et rytmisk stærkt nummer, hvor trommerne igen brillerer.

På “Gbosa” dukker der en ny sparsomt instrumenteret æstetik op, der faktisk godt kunne lyde henad det nigerianske som titlen peger på. Det er godt. “Gbosa” glider direkte over i “Open $ource”, som er albummets stærkeste skæring med sin huggende lilletromme og smukke synthfigurer. Så er vi fremme ved sidste nummer, det med den japanske titel ”Mendokusai” og har nu også været i synthen og den heftige rytmiks vold i næsten en time, hvilket synes at være lige i overkanten.

Der er mange opløftende øjeblikke undervejs, men jeg savner stilheden. Der er en hektisk puls og lyd HELE vejen igennem albummet. I den ‘forståelse’ vi sammen har søgt og søger (og måske kan lægge ned over hele vores tilstedevær i verden), savner jeg plads til den iboende stilhed og refleksion. En plads til bare at være til, uden at skulle røre ved noget, tænke på noget. Dén stilhed finder jeg ikke på Khuluma Isintu. Hele tiden er der dette opbud af, ganske vist gode, ideer og riffs og melodistumper og lyde, der skal lede frem mod en større forståelse, men ender med at stå lidt i vejen for netop den forståelse. På den måde når vi kun lidt ad vejen. Undervejs når vi igennem mange momenter af virkelig genuin skønhed. Et nummer som “Open $ource” er fremragende i sin brug af netop de huller i lyden som jeg generelt savner. Undtagelsen der bekræfter reglen.

Kongstad forklarer, at han bevidst har arbejdet på »at nedbryde skemaer og forforståelser gennem brug af både tilfældigheder og bevidste brud med rytmeskemaer. Alt sammen i en undersøgelse af hvordan man kan forbinde referencer og inspiration på tværs af nationale grænseflader til en ny slags altruistisk tonesprog«. Jeg kan godt lide den ide, og synes også at albummet i al sin massive og overrumplende, fortvivlende og befriende mangfoldighed peger i den retning. Et unikt udspil på den danske musikscene.

★★★★☆☆

Skriv et svar