Singlr

Fredagssinglr’: Nick Cave & Warren Ellis – We Are Not Alone

Nick Cave og Warren Ellis udgiver en hyldest til naturen og annoncerer nyt filmsoundtrack med singlen “We Are Not Alone”.

The Bad Seeds-kollegerne Nick Cave og Warren Ellis kan efterhånden skrive en lang liste af soundtracks på diskografien, efter duoen i 2005 begyndte at skabe filmmusik sammen. Denne uge annoncerede de med singlen “We Are Not Alone” så et kommende album, der ifølge Ellis er »et af de smukkeste soundtracks, vi nogensinde har arbejdet på.«

Albummet bliver soundtrack til en fransk naturdokumentar med titlen La Panthère des Neiges, der følger instruktørerne Marie Amiguet og Vincent Munier i deres søgen efter den truede sneleopard i et af verdens mest uberørte naturreservater i Tibet.

»This world has ears and rocks have eyes / Nature loves to hide / The world is a bush full of fiery eyes / Nature loves to hide,« synger Nick Cave, som kun Nick Cave kan, med sin tungsindige fortællerstemme om naturen og dens storhed. Opløftende og melankolsk på samme tid. Og imens maler Warren Ellis det tibetanske landskab lydbilleder med akustiske strengeinstrumenter og filmiske strygere.

Sangen er både ligeså bjergtagende og enkel som billederne af det åbne, golde landskab, som de to silhuetter vandrer igennem i den medfølgende musikvideo. Singlen er desuden en særudgave af sangen, som ikke kommer til at optræde i filmen eller på albummet, der højst sandsynligt primært vil bestå af instrumental underlægningsmusik. Ikke desto mindre giver “We Are Not Alone” god grund til at blive forhåbningsfuld på vegne af både film og soundtrack.


Soundtracket til La Panthère Des Neiges udkommer 17. december, mens selve filmen får premiere (dog indledningsvist kun i USA) 22. december.

Leave a Reply