Koncerter

Molchat Doma, 13.11.21, Store Vega, København

Molchat Doma @ Store Vega
Foto: Daniel Nielsen

Det hviderussiske synthpop- og post-punkband Molchat Doma spillede op til dyster dans for et næsten fyldt Store Vega. Musikerne var i topform, og de havde greb om publikum, specielt når sangene fra de ældste udgivelser bankede ud af højtalerne. Koncerten var dog en anelse for lang.

Panikken ramte lige, da vi stillede os i indgangskøen. Coronapas var sgu tilbage på programmet, og min kammerats telefon var lige gået ud. Batteriet på min egen var også i den lave ende. Til vores held var reglerne ikke mere strikse end, vi fik lov at komme ind i den allerede godt fyldte entré og få strøm tilsluttet vores digitale vaccinebeviser. Jeg fik endnu et sug i maven. Jeg kunne ikke placere, hvornår jeg sidst havde været til en så proppet koncert på et stort spillested og følte pludselig pandemien ånde mig i nakken. Den rare normalitetstilstand, der efterhånden havde indfundet sig, hang igen i en tynd tråd.

Heldigvis kunne jeg glemme alt om det de næste par timer. Mørkklædte kroppe i alle aldre stod tæt i et svedigt fællesskab og fik sat stemningen af dj’en Tom and His Computer. Højhastighedssynth og støjende EBM bragede ud af højtalerne, og lokalet emmede mere af et berlinsk darkroom end Vesterbro. Så var vi lige som klar over, hvilken aften vi havde i vente.

Badet i blåt lys gik trioen fra Minsk på scenen ret præcist klokken 21, og lige så præcist begyndte deres set. Det summede af forventning, og der blev hurtigt stille blandt publikum, der fascineret stirrede på de stoiske østeuropæere fra Molchat Doma. Der var ikke megen bevægelse over de tre musikere i de første tyve minutter, men der var ikke en finger at sætte på deres optræden. De var lige så koncentrerede som os andre. Forsangeren stirrede som besat mod himlen, eller rettere sagt mod Vegas lysekroner – han var inde i sit eget hoved.

Koncertens første halvdel bar præg af sange fra den nyeste plade, Монумент, der til trods for en stadig mørk vibe lyder noget mere 80’er poppet end de to første albums. Det kunne mærkes både på scenen og blandt publikum, at der blev følt meget, men kroppen ikke var helt i gang endnu. Den nyeste plade med dens lidt mere tandløse og ensformige lyd var tydeligvis ikke trækplasteret for de fleste, og den første håndfuld sange føltes også en anelse gentagende. Det rådede Molchat Doma heldigvis bod på med et maskinelt dunkende EBM-nummer, der fik gang i fødderne. De før så stillestående musikere udførte nu koreograferede dansetrin som var de militaristiske sprællemænd. Forsanger Egor Shkutko stillede mikrofonstativet bag sig, og blikket søgte nu de tilstedeværendes øjne frem for loftet. Skallen var brudt, og energien sluppet løs.

Der er som sådan ikke meget nyt over Molchat Domas dark wave med dens repetitive basgange, tilpas flanger- og chorusindsmurte guitar og rumklangstunge vokal. På en gang dystert og poppet. De lyder jo enormt meget som The Cure og New Order, tænkte jeg flere gange. Men man bør ikke underkende effekten af at synge på russisk. Der er noget meget rart ved ikke at forstå det sprog, der synges på, fordi jeg bare kan lytte til, hvor lækkert det lyder og glemme alt om at fortolke en tekst, mens jeg er til koncert. Derudover var det netop Shkutkos vokal, der formåede at gøre lydbilledet mere mystisk end meget anden samtidig dark wave. Sprogbarrieren satte i øvrigt ikke en stopper for fællessang – tværtimod sang mange med på de ofte iørefaldende omkvæd mig selv inklusive.

Det kammede dog lige over, da en gruppe lidt for smarte ølkruskastende fyre i tanktops og solbriller ved siden af mig begyndte at råbe ”lå-lå-lå” til beatet af den ret afdæmpede popsang ”Обречен”. Når Shkutko stod helt koncentreret og gav den op som den hviderussiske Chris Isaak, må det have været ret frustrerende, at fire fyre, der burde være taget til fodboldkamp, stjal fokus. Det element ved store koncerter havde jeg lykkeligt fortrængt. Heldigvis gik de ud for at købe øl, da de blev opmærksomme på, nummeret var i den stille ende.

Herefter var det, som om vi blandt publikum blev én samlet masse, der gav sig hen til den sovjetiske natklub. Hundredvis af hoveder nikkede i takt. Selvom sproget var russisk, blev jeg mere og mere overbevist om, at Shkutko sagde ”tak skal I, ha” og ikke ”spasibo”, hver gang en sang sluttede. Efter en af flere passende pusterum i form af synthmellemspil var de fleste i lokalet for en stund overbevist om, at Molchat Doma havde tænkt sig at bekende sig deres inspirationskilder i The Cure. Men nej, det, der lød som introen til ”A Forest”, var et minimalistisk anslag til en af trioens bedste sange ”Танцевать” fra pladen Этаж (2018). Jubelbrølet fra publikum vidnede om, jeg ikke var den eneste, der havde glædet sig til at høre netop det nummer.

Det var indledningen til koncertens sidste halve time, der primært bestod af de ældre mere mekaniske post-punk sange, hvilket udmøntede sig i endnu mere dans og glæde blandt musikere såvel som publikum. Der var en uudtalt enighed om, at det var de her sange, folk helst ville høre. Ekstasen kulminerede, da et hastigt trommemaskinebeat startede bandets megahit ”Судно (Борис Рыжий)”, og inden længe gled flere crowdsurfende gæster rundt over vores hoveder.

Efter et enkelt ekstranummer og næsten en time og tre kvarter med musik uden pause kiggede gæsterne i Vega smilende rundt til hinanden. Trætte, for det havde alligevel været en lige lovligt lang koncert for et band med tre plader, men glade for at have været indviet i, hvad der føltes som fest på en hemmelig undergrundsklub i Minsk i 1989. Bare med lidt flere gæster. Jeg kunne sagtens finde på at opsøge en Molchat Doma-koncert igen.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar