Plader

Portrayal of Guilt: Christfucker

Skrevet af Daniel Niebuhr

På Christfucker fortsætter Portrayal of Guilt med at kreere sorte og afgrundsdybe beretninger fra det mørkeste af sindet. Men selvom bandet fortsat gør sig mest i blackmetal og hardcore, er der pludselig også tilføjet langt flere facetter til texanernes ubekvemme genreblanding.

Hvis det havde været en retfærdig verden, havde texanske Portrayal of Guilt for længst sikret sig langt mere opmærksomhed herhjemme, end det desværre har været tilfældet i 2021. Først kickstartede de nemlig et mageløst kalenderår med januar måneds uforlignelige og kompromisløse We Are Always Alone, som her i 11. måned fortsat er et seriøst bud på årets bedste metaludgivelse. Den fulgte de så op med en forrygende split-single sammen med de dejligt utiltalende noiserockere fra Chat Pile, som heldigvis også snart er klar med deres albumdebut. Nu skriver vi så november, og minsandten om Portrayal of Guilt ikke er klar med deres anden fuldlængdeskive i år, som de har smidt den poetisk smukke titel Christfucker efter.

Men det er ikke en retfærdig verden. Det er en elendig verden. Et usselt morads fyldt med alskens råddenskab og evigt, altomsluttende mørke ind- såvel som udvendigt. Og det er præcis den verden, Portrayal of Guilts kompositioner lader til at trives i.

For kort at opsummere Portrayal of Guilt, så trækker trioen fra Austin, Texas nu engang de klareste tråde til blackmetallen, men det er på ingen måde svært også at spore tydelige referencer til 90’ernes hardcore-scene og de mere eksperimentelle afkroge af det seneste årtis noiserock-miljø i gruppens lydunivers. Der arbejdes med andre ord både med nådesløse blastbeats, hårdtslående breakdowns og buldrende støjintermezzoer i en herlig cocktail, som i sin lyriske grundessens tager udgangspunkt i de mørkeste og mest miserable afkroge af den menneskelige psyke og sjæl. Vi taler selvskade, selvmord, tortur og ofringer; selvom man dog skal lytte overordentligt godt efter for at kunne dechifrere de mange morbide linjer fra Matt King.

Christfucker favner Portrayal of Guilt imidlertid musikalsk lidt bredere – om man vil – end tilfældet er på We Are Always Alone. Det lyder nemlig oftere både tungere og mere slæbende end sin forgænger, hvilket er med til at gøre Christfucker til en mindre brutal lytteoplevelse. For dem, der foretrækker deres blackmetal i højeste og mest halsbrækkende gear, byder Christfucker derfor ikke på lige så mange trommehindeudfordrende passager, selvom et nummer som “Fall From Grace” momentvis helliger sig den gamle skole.

I stedet bevæger vi os efterhånden længere over mod et mere vagt defineret grænseland mellem metal- og core-genrerne, hvor screamo-pionerer som Majority Rule og Pageninetynine, (begge navne som Portrayal of Guilt tidligere har ageret tour-support for,) samt de moderne grindcore-helte Full of Hell, (hvis forsanger Dylan Walker optræder på nummeret “Your War” fra Portrayal of Guilts debut,) kan anes som inspirationskilder. Der er ligeledes gjort plads til et fænomenalt stykke med støjende hardcore på “…Where the Suffering Never Ends”, mens vi nærmest bliver helt punkede med “The Crucifixion”.

Den mest noterbare sideeffekt i dette store genremix er, at alle lydkulisser føles bare en smule mindre behagelige at lægge øre til: Guitarerne stemmer eksempelvis konsekvent lige et nøk til den falske side, hvilket skinner klarest igennem på åbneren “The Sixth Circle” samt Christfuckers højdepunkt og mest velafrundede kapitel, “Dirge”. Omvendt tegner det aparte mellemspil “Bed of Ash” sig for bandets mest uudholdelige indslag til dato, når det kammer over et i sub-bas- og feedbackinficeret klimaks, der uden besvær kunne have hørt hjemme på en Ghostemane-plade.

Intet af det ovenstående påvirker dog det samlede indtryk, Christfucker efterlader sig, særlig negativt; omend det næppe scorer mange plusser hos blackmetal-puritanere heller. Styrken ved Christfucker ligger derimod i dens evne til at levere en særdeles slagkraftig udvidelse til Portrayal of Guilts repertoire, uden at de afviger nævneværdigt fra deres allerede eksisterende forcer – ja, man kan måske bedst se det som et akkompagnement til We Are Always Alone, der på alle leder og kanter matcher sin forgænger i kvalitet. Her søges der nemlig fortsat lige så meget som på bandets tidligere udgivelser efter de allermest destruktive elementer i musikken, men med Christfucker skænkes Portrayal of Guilt nu pludselig også en lang række nye værktøjer at nå derhen på.

★★★★★☆

Skriv et svar