Plader

The Courettes: Back in Mono

The Courettes leverer på deres tredje udgivelse hverken mere eller mindre end de lover: en kompromisløst kurateret genfødsel af deres store surf- og popidoler.

Lad mig først erklære, at jeg ikke er nogen stor tilhænger af musikalsk revivalism i sin rene form, og at Back in Mono, der er seneste plade fra The Courettes, er et klart eksempel på dette. Faktisk er begge The Courettes’ to foregående albums, Here Are The Courettes og We Are The Courettes, lige så formfuldendte udi retro surf-garage som det netop udgivne Back in Mono. Har man tendens til skepsis over for musikalsk nostalgi, vil man formentlig have svært ved at komme igennem albummet uden at kede sig en smule. Bliver man omvendt tændt af idéen om Bryan Wilson ved et comboorgel, vil denne udgivelse nok nærmere falde i ens smag.

Når det er sagt, må man give The Courettes, at der er stor indlevelse i det rockabillyinspirerede univers, de påkalder sig på Back in Mono. Bandet, som er signet hos det engelske, garageorienterede label Damaged Goods, dyrker tydeligvis det retrospektive koncept til fulde i deres musikalske praksis. Både deres visuelle og lydmæssige udtryk er kompromisløst kurateret til at henlede tankerne på læderindhyllet teenageoprør og højt hår.

The Courettes består af det dansk-brasilianske ægtepar Flavia og Martin Couri. Parret indgår på pladen i en poppet vokalduet, hvor Flavia har rollen som ledende skråler, og Martin byder ind med en form for “doo wop”-kor. Gennem deres tekster og denne (for genren) klassiske pardynamik iscenesætter de et uskyldigt, nærmest pubertært univers, hvor kærester kommer og går, og festerne tilsyneladende varer indtil verdens ende. Lydtæppet spænder fra klassisk rock n’ roll over skramlende surf og garage. Distortionpedalen er trykket helt i bund, og de fleste af numrene er tro mod en model, hvor tamburiner, kastagnetter og bragende tom-toms dominerer. Det sidste i en sådan grad, at albummets 14 sange i mine ører er temmelig enslydende.

Dén konstellation af percussiontung instrumentering og retrofikseret dreng/pige-duo får unægtelig tankerne hen på især det senere materiale fra The Raveonettes, omend The Courettes på en mere utilsløret måde indkapsler en helt bestemt 60’er-surflyd. Og bandet lægger ikke skjul på, at deres mission ikke er at være nyskabende, men at konservere det velkendte. De gør med andre ord en dyd ud af at hylde deres idoler. Eksempelvis på nummeret “R.I.N.G.O.”, hvor Flavia bedyrer, at hendes flirt altså godt kan »forget John Lennon.« Eller albumcoveret, som er en slet skjult kopi af coveret til The Ronettes’ debutplade fra 1964. Særligt The Ronettes spøger også i kulissen i forhold til akkordsammensætningen, og jeg har en snigende fornemmelse af, at jeg kan høre The Ronettes-hittet “Be My Baby” i mange af pladens numre.

Det, at Back in Mono læner sig så meget op ad kendte formler og tilfører genren så lidt nyt, gør det i mine ører desværre svært at lytte til særlig længe af gangen. Det kræver nemlig, at man accepterer at gå ind i en komplet upolitisk, popkulturel tidslomme. Netop dét at forsvinde i et særligt narrativt rum kan i mange tilfælde sagtens fungere og endda have en nærmest terapeutisk effekt, når det er mest vellykket. Lidt som at gå i sauna – man træder ind i et behageligt rum, som isolerer krop og sjæl fra samtidens trængsler. Men at præstere dét på et album forudsætter en større musikalsk tyngde, end, hvad jeg synes, The Courettes leverer på Back in Mono. I stedet føler jeg, at bandet her skaber et rum som er ret blodfattigt at opholde sig i, med mindre man virkelig ikke kan få nok af retro-surf.

Back in Mono er derfor et album, der er så gennemført stiliseret, at det lukker sig om sig selv. Det er med andre ord svært at være med på vognen, hvis man ikke – som duoen Couri og Couri uden tvivl selv gør – lever og ånder for et komplet rockabilly-univers. Og det findes der bestemt en niche af rockfans, der gør. Men for mange lyttere vil dette album formentlig være en forglemmelig og måske endda uvedkommende oplevelse.

★★★☆☆☆

Skriv et svar