Koncerter

The Microphones, 10.11.21, Musikhuset Kbh X Alice, København

The Microphones @ Musikhuset Kbh x ALICE
Foto: Daniel Nielsen

Gennem en sang der med hans egne ord “aldrig ender”, tog frontperson Phil Elverum publikum med på en musikalsk metarejse ind i tilblivelsen af selve the Microphones. Dog ikke uden enkelte tekniske udfordringer, som – mest på den gode måde – understregede set-up’ets skrøbelighed.

»We have one song«.

Det er ikke mange koncerter, hvor man ønsker, at netop dét udsagn skal være startskuddet. Men onsdagens tilskuere til en af to udsolgte koncerter i Musikhuset Kbh, hvor spillestedet Alice det næste års tid er flyttet ind, hujede anerkendende af denne kommentar fra Phil Elverum, hjernen og hjertet bag The Microphones. Onsdagens koncerter var nemlig tilrettelagt omkring hans seneste udgivelse, The Microphones in 2020, der velsagtens kan beskrives som et 45-minutter langt epos over Elverums musikalske dannelse og den følelsesmæssige udvikling, der har fulgt hermed.

Og hvordan leverer man så et moderne lydepos for en forventningsfuld fanskare – endda når selvsamme udspil har været 20 år undervejs? Det var vi nok flere, der var spændte på at høre. I hvert fald kunne man mærke en sitrende forventning i rummet, som blev forstærket af stedets fysiske indretning: en nyklassicistisk sal med babyengle i loftet, lakerede trægulve og selvfølgelig den akustik, der følger med et stort rum i en gammel bygning. Selvom jeg personligt savnede de tunge røde gardiner og den medfølgende stemning på Alices faste Nørrebrolokation, var det som om, at den klart oplyste sal på spillestedets midlertidige tilholdssted (Musikhuset Kbh) på fin vis understøttede den meget sårbare kvalitet ved The Microphones’ optræden. 

I et intimt duo-format, hvor Elverum var flankeret af én guitarist, indtog The Microphones salen med projektet The Microphones in 2020, der placerer sig et sted imellem folket drone og indie af den følsomme 90’er skole. Koncerten igennem blev elementer fra flere af rockens mere eksperimenterende genrer således bundet sammen ved hjælp af et simpelt, men hypnotisk akkordloop leveret på en akustisk guitar. Loopet, som er hele værkets rygrad (og som på en lidt forstyrrende måde minder mig om verset i Billy Eilish’s megahit “Bad Guy”) havde en beroligende effekt på Elverums godt 50 minutter lange vokale stream of consciousness.

Netop frontmandens talestrøm var i mine ører det allermest bjergtagende ved koncerten. I lighed med andre narrativt orienterede troubadourer – med Mark Kozelek som det mest nærliggende eksempel – er The Microphones in 2020 en form for poetisk selvbiografi om Elverums blik på musikkens væsen, medieret fra en halvt syngende, halvt talende vokal. Derfor var det lidt som at sidde til en meget stemningsfuld digtoplæsning. 

Med sin beskedne fremtoning formåede Elverum at skabe en stærk relation mellem tekst og musik. Således var de fleste af de feedbackede og støjende brud på akkordloopet, der lød som et iltert voksende uvejr, akkompagneret af en fortælling om sandklitter, havet eller den baghave Elverums forældre lod ham være alene i som barn: 

»Is it because my parents preferred to leave the baby in the garden that I grew up to blur the boundary between myself and the actual churning dirt of this place?« 

Stærke sætninger som denne, blandet med små søde bemærkninger om at tage kørekort og benævnelser af yndlingsbands (»Sonic Youth, Cranberries, Red House Painters…«), gjorde det til en meget vedkommende oplevelse at bevidne et stykke af Elverums musikalske livshistorie. Det føltes lidt som at tage del i en lang, dyb samtale, hvor det mest er din dejlige, geniale ven, der taler. 

Dog afslørede koncertens nøgne udtryk også indimellem formatets tekniske skrøbelighed. Der var nemlig nogle tilbagevendende problemer med mikrofonerne (pun intended), som ganske vist blev fikset undervejs, men som alligevel forstyrrede værkets ellers cykliske progression. Her blev både publikum og Elverum bragt midlertidigt ud af trancen. Ligeledes var der en konstant summen i højttalerne, som Elverum og co. desværre ikke kunne overdøve i løbet af de rent akustiske seancer. Omvendt bragte de tekniske udfordringer pudsigt nok også opmærksomhed på, præcis hvor omsluttende Elverums fortælling generelt føltes. Det var derfor ikke nok til at underminere fornemmelsen af at have overværet et rørende mash-up af poesi, musik og æstetisk filosofi.

★★★★★☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar