Plader

The War on Drugs: I Don’t Live Here Anymore

Skrevet af Søren Jakobsen

På deres femte plade bryder The War on Drugs med den lyd, der på forrige udspil gav en fornemmelse af et band, som var begyndt at køre lidt i samme rille. Med “I Don’t Live Here Anymore” er widescreen-formatet trods alt stadig intakt, og sangmaterialet holder en høj standard, der lever op til de høje forventninger.

Det er svært at sige, om Adam Granduciel fungerer bedst under eller uden pres, men han har godt nok en evne til at lyde tilbagelænet som få – måske bortset fra hans gamle bandkammerat Kurt Vile, der lader til at have samme, permanente tilstand af chill som sin altdominerende egenskab.
Granduciel har dog været ekstra chill denne gang, hvor der er gået hele fire år siden seneste udspil fra The War on Drugs. Det har selvfølgelig gjort forventningen endnu større blandt fans, der på nettets debatsider har spekuleret i, om Granduciel & Drugs ligefrem var på vej med en dobbeltplade eller bare noget helt andet. Det er dog ingen af delene, der er tilfældet med I Don’t Live Here Anymore.

Det er til gengæld en meget forfriskende plade, The War on Drugs har produceret, hvilket har passet glimrende til det knasende efterår. Og selvom den måske ikke helt når de højder, som undertegnede vil mene, at bandet ramte på hovedværket, Lost in the Dream, så er det stadig et album, der er svært ikke bare at starte forfra, når den nærmest shoegazede lukker, “Occasional Rain”, klinger ud. En del af årsagen er den lidt mere spiselige længde på 52 minutter i forhold til den timelange Lost In The Dream og den efterfølgende A Deeper Understanding, som med sine tæt på 70 minutters spilletid var en lige lovligt drøj pille at sluge – især da sangmaterialet ikke levede så godt op til forgængeren, som katapulterede bandet op i arenastørrelse.

Det gør sangene på I Don’t Live Here Anymore imidlertid – næsten da. Selvom yachtrockens vuggende blødhed og nærmest sensible rytmer har gjort sit indtog i bandets univers, så bare rolig: Granduciel synger stadig om biler og om at overtage fars job nede på “the yard”, som havde Bruce Springsteen aldrig eksisteret. Det er og bliver ikke ligefrem teksterne, der er det essentielle på en The War on Drugs-plade, når den 42-årige fra Massachusetts roder sig ud i påstande om at være født i en pyramide og lignende spidsfindigheder, hvis mening hurtigt fortaber sig.

For som det også har været tilfældet, siden de første EP’er for snart 15 år siden, så er fokus mere på de lag af lyd, som Granduciel og resten af gruppen har raffineret siden da. Det er da også en utroligt vellydende plade med radikale skift i instrumentering og rytme, der rammer undervejs i numre som åbneren og førstesingle, “Living Proof”, der indledningsvis blot består af en blødt chuggende akustisk guitar og Granduciel selv, før den midtvejs ryger i widescreen og et mere genkendeligt lydunivers. Den følgende “Harmonia’s Dream” fortsætter den cinematografiske oplevelse med dryppende synths og et brølende C-stykke, der hører til blandt pladens højdepunkter, hvilket dog er spredt godt ud over hele affæren.

Det – for denne skribent – mest interessante nummer rammer nøjagtigt midtvejs med “Victim”, som stikker noget ud fra resten af pladen med sine underspillede elektroniske beats, forvrængede vokal og en tekstmæssig modfaldenhed fra Granduciels side, hvilket stikker ud fra det ellers overordnede, positive budskab på pladen. Det gør dog ikke noget videre negativt udslag, og hen over de seks minutter, der gør “Victim” til pladens længste indslag, udstikker The War on Drugs en nyfunden retning, som kan blive spændende at følge, hvis den ellers gøres mere gennemgående på fremtidige udgivelser. Mod slutningen af pladen skal også den blide “Rings Around My Fathers Eyes” fremhæves, eftersom den lyder som noget, Billy Corgan kunne have komponeret i et blødt hjørne mod slutningen af The Smashing Pumpkins’ storhedstid i sluthalvfemserne.

Alt i alt vil det være mærkværdigt, hvis eksisterende fans af The War on Drugs skulle blive skuffede over I Don’t Live Here Anymore, og samtidig betræder bandet nok ny jord til, at det kan hive endnu flere følgere ind i folden.

★★★★★☆

Skriv et svar