Koncerter

Black Midi, 06.12.21, Lille Vega, København

Black Midi @ Lille Vega
Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Britiske Black Midi havde medbragt rigelig med energi og nyt materiale til deres tredje besøg i Danmark, men fremstod aldrig helt så gode, som deres kvaliteter og tidligere bedrifter ellers kan og bør retfærdiggøre.

Måske er myten om Black Midi ved at løbe fra netop Black Midi.

Båret frem af en nærmest urimelig stor mængde talent samt noget nær intet materiale til at supportere førnævnte postulat sprang de både lydmur og glaslofter i 2018, hvis man da efterhånden kan huske så langt tilbage. Ja, selv Roskilde Festival så hurtigt lyset og bookede briterne som nogle af de yngste nogensinde – endda også selv hvis man medregner scener med Rising, Countdown og Junior i navnet.

Debuten, Schlagenheim, var en af de bedste plader året efter. Ikke mindst fordi det simpelthen ikke lød som noget andet på det tidspunkt – og da i særdeleshed ikke blandt det i forvejen sprudlende musikalske miljø med ophav på The Windmill i Brixton.

Men i Vega på denne kolde decemberaften som det sidste stop på deres europæiske turné i kølvandet på den lige så unikke toer, Cavalcade, var de der bare; levende, kommunikerende, lettere fjollede, tit rodede og mest af alt almindelige.

Fordelen ved at være så usandsynligt dygtige musikere, som det nu engang er tilfældet for de fem medlemmer i Black Midi, (hvis man medregner saxofonist Kaidi Akinnibi og pianist Seth Evans), er imidlertid, at talentet for det meste af tiden overskygger bandets største mangel; nemlig at de i liveformat bare ikke er særligt publikumsvenlige. Det har nemlig altid forholdt sig sådan, at Black Midi på scenen fremstår som en lukket fest, man blot får lov til at observere udefra. Dette gjorde sig mere gældende i gruppens tidligere udgave, som også inkluderede guitarist Matt Kwasniewski-Kelvin, men anes stadigvæk anno 2021.

Numre bliver omarrangeret i ét væk, tekster fremføres i ufuldendte fragmenter eller droppes helt, og medlemmerne er bare aldrig rigtig kommet helt ud over scenekanten. Sidstnævnte er de – og især guitarist og primærforsanger, Geordie Greep – dog kommet noget efter, men ulempen bliver derfor, at selve optrædenen isoleret set bare føles rodet og ikke som en idéel ramme for den komplekse og skæve masse af progressiv artrock, som Black Midi så afgjort mestrer.

Til gengæld udgjorde dette besøg i Danmark – deres tredje af slagsen – den perfekte showcase for fremtidens Black Midi. Akinnibi og Evans, der uden lige tilføjer netop dén jazzede dimension til bandets progrockede visioner for Cavalcade, stødte nemlig til under indspilningerne, hvor Kwasniewski-Kelvin omvendt valgte at trække sig for at passe sit mentale helbred. Det giver helt bestemt en helt nyfunden dynamik til Black Midis lydunivers, og man kan eksempelvis ikke forestille sig de harmoniske passager i “Dethroned” eller de kaotiske crescendoer i lukkeren, “Slow”, fungere lige så idéelt uden hverken saxofon eller piano.

Det blev dog ved et begrænset antal indspark fra henholdsvis Schlagenheim (“953”, “Speedway”, “Western” og “Near DT, MI”) og Cavalcade (“John L”, “Chondromalacia Patella”, “Dethroned” og “Slow”), og i stedet bestod over halvdelen af sætlisten af endnu uudgivet materiale. For Black Midi handler det nemlig ikke nødvendigvis om, hvor de er lige nu, men i endnu højere grad hvor de er på vej hen.

Svaret er dog stadig lidt utydeligt. Nogle af numrene står allerede på egne ben og har en klar plads i Black Midi-universet som “Circus” og “Welcome to Hell”, der begge i momenter læner sig mere op ad debutens punkede fandenivoldskhed, eller “27 Questions”, som sagtens kunne være et godt bud på et grandiost afslutningsepos på en kommende, tredje skive á la Cavalcades ditto, “Ascending Forth”. Andre kompositioner lader til stadigvæk for alvor ikke at have materialiseret sig, hvor både “The Defence” og “Lumps” i skrivende stund minder mere om b-sider. Briterne lader dog til at placere sig et sted mellem deres to første album på den opfølger, der unægteligt allerede er rigtig langt i konceptualiseringsfasen, hvor bassist Cameron Picton også får sine sædvanlige par vokaltjanser (på den ganske glimrende “Eat Men, Eat” samt den jazzfolkede “Still”, der dog led en smule under bandets massive lydbillede.)

Og sådan blev Vega en petriskål for Black Midis højenergiske eksperimenter i både lille og stor skala, der fungerede bedst, jo mere klart definerede de individuelle indslag føltes, og modsat blev allerværst i de øjeblikke, hvor bandet eksempelvis supplerede forestillingen med ligegyldige brudstykker af forskellige covers af klassikere, der spændte fra rock og metal over opera og varieté.

Mod slut tævede Greep sågar løs på Evans med et legetøjssværd i et par minutter, mens deres bandkollegaer kastede sig ud i et ellers udmærket intermezzo. Sådan kan man også sætte sin egen kunst i anden række.

★★★½☆☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar