Plader

Dinner: Dream Work

På sit tredje album leverer Dinner først og fremmest et roligt og helende værk. Dream Work er lyden af at være på vej hjem fra klubben efter at have danset hele natten, hvor solen i LA er ved at stå op til lyden af reflekterende, elektronisk indie-pop.

Danske Anders Rhedin har lavet sit hidtil mest rolige album under sit Dinner-alias. Hvor han på sine tidlige EP’er og debuten, Psychic Lovers, uddelte klubbaskere og synth-pop perler, byder Dream Work i højere grad på luftig indieguitar og hviskede mantraer. Tempoet er i bund, instrumenterne er kælende, og Rhedins stemme beroliger. Alt dette uden at pladen bliver hverken klæbrig eller kedelig, men i stedet er albummet 35 minutters oprigtig feel good-indiepop, der passer perfekt til søndagstømmermænd.

”Midnight In My Head” åbner pladen og er intet mindre end soundtracket til gåturen hjem fra morgenfesten. Jeg kan mærke, at mine øjne vænner sig til solopgangens lys, og beruselsen så småt aftager, idet sangen langsomt åbner sig op, mens blød trommemaskine, lange tangenttoner og akustisk guitar fylder ørerne. »It’s been midnight in my head all day / Whoa whoa,« messer Rhedin blødt uden at anstrenge stemmen det mindste. Festen har varet lige tilpas længe nok.

De efterfølgende to sange fortsætter udi det simple og afslappede univers, hvor synthesizerne er bløde som skyer og guitarerne funklende og rundede i kanterne som hos Captured Tracks-kollegaen Mac DeMarco. Sangene er hyggelige og rare uden at gøre vildt meget væsen af sig selv. Men det virker ligesom til at være pladens præmis – det skal frem for alt være behageligt for lytteren.

”Like You Said” har lidt mere at byde på i form af en sød indiepoppet duet med Charlie Hilton og en noget mere iørefaldende melodi, der leder tankerne hen på The Stone Roses’ første plade. Specielt guitaren, der emmer af England i slut 80’erne, og Hiltons smukke, skrøbelige stemme, der er en ideel kontrast til Rhedins mere monotone vokal, løfter sangen til en af pladens bedste. »It’s like you said / just starting over« er ikke noget kompliceret omkvæd, men i min fortolkning passer det perfekt i rækken af tanker, der strømmer igennem hovedet i solopgangens reflekterende timer.

På ”Anima” afsøger Dinner til gengæld nyt territorie. Tempoet bliver højere, og sangen har en motorisk rytme, så den ikke på samme måde som de tidligere numre flyder ud i ét. Guitaren er skrappere i udtrykket, synthen er mere varm og analog i lyden, og sangen lægger sig i høj grad op ad den slags vintage-poppede krautrock, Stereolab spillede i starten af 90’erne.

Pladens anden halvdel byder på de mere hitorienterede sange, som klæber sig fast til hjernen på den helt rigtige måde. De bryder dog ikke med den minimalistiske form i lyrik og musik, og stemningen forbliver saliggørende og helende. Både »You feel the connection / you feel the connection / psychic revelations« (på “Connection”) og »Spirit voices call your name / when you’re driving round LA« (på “Spirit Voices”) er nemme omkvæd, de fleste kan gentage. Er det for letkøbt? Det må være op til den enkelte – det er i hvert fald umiskendeligt i Dinner-ånden, hvor projektet alle dage har haft naivitet som en grundpille.

”Born Again” hiver lytteren tilbage i krautrockuniverset, der denne gang lyder som genrens pionerer Neu! og Kraftwerk, og på én gang både er drømmende tilbagelænet og motorisk som hjertebanken. En sang som denne er en meget vigtig kontrast på en plade som Dream Work, der uden modspil godt kunne være i fare for at blive lidt for ensformig. Det, synes jeg heldigvis ikke, er tilfældet.

Albummet slutter med ”Drøm”, der er et kort instrumentalnummer med dronesynth og lyden af løbende vand. Lige netop det – i sammenspil med pladens simple, messende lyrik – vidner om, at Rhedins fireårige pause fra Dinner, hvor han primært fokuserede på ambient og new age-musik, har haft en indvirkning på Dream Works lyd. Repetitionen i rytme og lyrik, de statiske elektroniske instrumenter og overskuddet i Rhedins vokal er uden tvivl produkter af et mere introspektivt fokus i hans generelle kunstneriske virke.

Dream Work har Dinner flyttet sig fra natklubben til et mere meditativt sted i sig selv, og musikken lyder mere som døgnet, der følger umiddelbart efter festen. Sangene bevæger sig helt nede på det roligste musikalske plan, og man kunne måske savne et klimaks. Men samtidig er det netop store udsving i intensitet, jeg gerne vil undgå på en søndagsplade – det må altså gerne flyde lidt ud.
Dream Work er ikke nyskabende eller udfordrende, men det måske det rareste synthpopalbum, jeg har hørt i år.

★★★★½☆

Skriv et svar