Plader

Nyt Liv: Den døde sol

Skrevet af Daniel Niebuhr

Den døde sol er dansksproget hardcore i ligefremhedens tegn, og Nyt Liv lyder på deres anden plade kun endnu skarpere og endnu mere klar til at servere livets kolde facts direkte til dit ansigt.

En indrømmelse: En af mine største aversioner er dansksproget musik. Det fanger mig nærmest aldrig, og jeg føler – oftere end hvad godt er, for at være ærlig – at der simpelthen ikke er tilstrækkeligt med kompetente lyrikere herhjemme til at kunne løfte vores (i forvejen begrænsede) danske sprog til ordentligt at kunne ledsage musikken bag.

Med Nyt Liv er det imidlertid ganske anderledes.

Vokalist Michael Aagesens tekster, der på gruppens anden fuldlængdeudgivelse, Den døde sol, ikke er blevet mindre direkte end på 2019-forgængeren, Ensomhedens kolde kald, udfører nemlig nøjagtig den opgave, de er sat i verden til. Selvfølgelig har netop dén form for in-your-face-hardcore, som københavnerne praktiserer, betydeligt lettere ved at rumme Aagesens ufiltrerede og simple mishagsytringer end så mange andre genrer, og det føles befriende let at lytte til samspillet mellem ligefremheden i tekster såvel som musik.

Det hjælpes desuden rigtig godt på vej af albummets fantastiske mix- og mastereringsarbejde, hvis ultrarene slutprodukt medvirker til, at hverken skal lytte godt efter eller dykke særlig langt ned, før man aner tematikken. For med sangtitler som blandt andet “Givet op”, “Føler ingenting” og “Grå dage” kommer måske ikke som den største overraskelse, at afmagten er det første, man umiddelbart lægger mærke til på Den døde sol.

Så når Aagesen vræler »Solen, den er død / alt er mørkt, alt vil dø / Håbet, det er væk,« er man ikke i tvivl, og der er ingen floromvundne budskaber, der først skal tydes: Vi har det allesammen dårligt, og snart er det hele slut – og hvis han får sin vilje som på den heftigt punkede “Føler ingenting”, sker der øjensynligt hurtigere end først antaget. »Dræber de sidste hjerneceller / Sletter de sidste gode minder,« lyder i hvert fald call-and-response-omkvædet.

Men Aagesen adresserer også udad til sine dårlige bekendtskaber og indflydelser. Som til vedkommende fra barn- og ungdommen, der »prøvede alt for meget« på “Givet op”, eller løgnerne på både “Flygt” og “Sluk lyset”. Alle må de forberede sig på, at de har noget i vente; om det så er udskamning, afstraffelse eller retfærdighedens tunge hammerslag.

Og når jeg nu ikke kommer særlig meget ind på selve instrumenteringen på Den døde sol, så skyldes det simpelthen – som indledningsvist nævnt – at Martin Goltermann, Søren Hvidt og Simon Erlendsson på henholdsvis guitar, bas og trommer leverer præcis dén præstation, der nu engang skal til for at skabe den mest idéelle helhedsoplevelse. Der er ikke så meget pis her; kun 180 i timen direkte fremad. Og vil man egentlig ønske noget andet fra et band med Nyt Livs kvaliteter?

På den måde har Nyt Liv skabt en helt igennem fin plade. Hverken mere eller mindre. Den døde sol er perfekt i de momenter, hvor man for alvor har brug for musikalsk terapi til at komme af med sine værste aggressioner, og holder man sine forventninger til dansksproget hardcore på et nogenlunde mellemleje, bliver man næppe skuffet.

★★★★½☆

Skriv et svar