Plader

Of the Wand and the Moon: Your Love Can’t Hold this Wreath of Sorrow

Of the Wand and the Moons første album i 10 år er storladent, forførende og dunkelt. Med en eminent god produktion og en buldrende dyb røst trækkes man igennem ti atmosfæriske stykker musik, der byder på messende neofolk, 60’er-inspireret singer-songwriter og endda larmende post-rock.

Kim Larsen er manden bag det nærmest legendariske, danske neofolkprojekt Of the Wand and the Moon. Den tyste, dunkle genre, der blander langsommelige tempoer, akustisk folkguitar, strygere og industrielle klange har været omdrejningspunktet for Larsens soloprojekt siden 1999. I oktober udkom hans sjette plade, Your Love Can’t Hold this Wreath of Sorrow. Lydbilledet er enormt og byder udover klassisk rockinstrumentering på alt fra cello og bratsch over synthesizer og omnichord til blæsere og klokkespil. Albummet er spækket med interessante gæstemusikere fra nær og fjern, men det er Kim Larsens guitar og ikke mindst dybe røst, der først og fremmest er i fokus.

Your Love Can’t Hold this Wreath of Sorrow er en kontrasternes plade med dens farverige palette af instrumenter og stemninger. Typisk er den akustiske guitar smuk og til tider håbefuld, men den holdes i udstrakt arm af sørgmodige strygere, messende vokaler og lejlighedsvis støj. Åbningsnummeret ”Whispers of the Past” har et REM’sk guitarriff, men duetten mellem Larsen og den amerikanske folkmusiker Sarah Hepburn slår fast, at helt så hyggeligt skal det ikke være. Lyden er bedrøvet og mærket med en alvor, der ikke i samme grad er finde hos indiebandet fra Georgia. Sangen holder sig også lavmælt fra start til slut og foregiver ikke at være et hit. Den er meget behagelig at lytte til.

Titelnummeret er en af tre sange på albummet, hvor trommer er fraværende, men lydbilledet er på ingen måde tyndbenet eller mangelfuldt. Det siger alligevel noget om den fyldighed, som klokker, horn, harmonium og strengeinstrumenter bidrager med. De diskante violiner og bratscher står for de overdådige høje toner, og celloen lægger bunden i symbiose med Larsen basvokal, der minder om Michael Giras. Lydbilledet er fuldkomment. Jeg får et billede for mit indre af at stå ved havet og tage afsked med nogen, jeg elsker. Trist, forløsende, længselsfuldt, men også en smule rart. Lige netop den følelse strækker sig igennem de fleste af albummets numre.

”Let’s Take a Ride (My Love)” har et genialt basgroove, jeg har umuligt ved ikke at nikke med til. Sangen har samme mørke, men sexede tone som Leonard Cohens sidste plade You Want It Darker (2016), og musikken ligger også mindst lige tæt på Bonnie ’Prince’ Billys triste amerikanerballader, som den gør på Death in Junes pionerende neofolk. Dog langt fra så nøgent som førstnævntes. Fremhæves skal også den vanvittigt lækre jazztrompet, der akkompagnerer.

Stilen bliver markant mere ildevarslende på den støjende og post-rockede ”Fall from View”. Der er tunge Godspeed You! Black Emperor tendenser over de hvinende violiner, der tegner billeder af en postapokalyptisk slagmark, inden den sidste bombe sprænger i en kakofoni guitarlarm og dundrende synthesizer. De pulserende trommer imiterer en angstanfaldsramt hjerterytme og klokkespillet kunne lige så godt være titusindvis af glasskår, der flyver om ørerne. Fantastisk dramatisk.

Endnu en kontrast træder frem på den mere letbenede ”Love is Made of Dreams”. Det ville ikke være et popnummer særligt mange steder, men det ender den lidt med at være her på albummet. Det er ikke pladens stærkeste sang med dens lidt kedelige guitarforløb i vers og solo, der – undskyld mig – næsten kunne være spillet af en flødebolle som John Mayer. Til gengæld er produktionen endnu en gang så knivskarp, at jeg som lytter vælger at fokusere på alle de lækre detaljer, der ellers er at finde i musikken. Den følges op af ”Twilight Halo”, der på forunderlig vis forener jazzet, Lee Hazelwood-klingende singer-songwriter med industrielle rockundertoner.

Den fængslende og dystre, men også meget behagelige musik fortsætter hele pladen igennem til ”Barbs of Time”, der lukker af med at brag af en larm og storladent orgel- og klokkespil. Onde tunger vil måske nok mene, den klinger lidt af jul, men i mine ører, er det nu bare vildt godt sammensat. Det er prikken over i’et på et album, der trækker tråde til både 90’er Swans og 60’er crooners, alt imens det lyder sindssygt moderne.

Det er lige netop den grandiose og vellydende produktion, der gør pladen så interessant at lytte til gang på gang. Alle instrumenter er funklende klare, og detaljerigdommen  stor. Tag gode høretelefoner på, skru op for lyden og følg den musikalske sti af mørk folk, støj, enorme strygerkompositioner, underspillet trumpet og en saliggørende vokal så dyb, man kunne frygte, at ens subwoofer sprængte. Tag chancen.

★★★★★☆

Skriv et svar