Plader

Bill Callahan & Bonnie Prince Billy: Blind Date Party

Bonnie ‘Prince’ Billy og Bill Callahan har slået sig sammen med alle vennerne fra Drag City-labelet på et dobbeltalbum, der udelukkende består af covers. Albummet bobler af energi, leg og overraskelser, men det varer lidt for længe og vil måske lidt for meget.

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvordan det ville føles at være til fest med Bill Callahan og Bonnie ‘Prince’ Billy – måske sådan en virtuel »sammen hver for sig«-fest anno 2020, hvor der er dømt spontan jamsession med alle vennerne på en ustabil zoom-forbindelse – så skulle du tage et lyt til americana-ikonernes seneste album, Blind Date Party.

Som de fleste af os andre så har Bill Callahan og Will Oldham tilbragt en del tid i isolation på det seneste. Det førte i slutningen af 2020 til, at de sammen indspillede en coverversion af Yusuf Islams (Cat Stevens) ”Blackness of the Night”, hvor de gentager linjen: »I’m alone and there is no one by my side«. Melankolsk og underligt trøstende. For de to, de har jo hinanden. Og deres stemmer taler sammen, som havde de altid gjort det. Oldhams flydende tenor og Callahans dybe radiostemme.

Efter udgivelsen af ”Blackness of the Night” fortsatte de to veteraner med at indspille cover-versioner og udgive dem som singler. Der opstod hurtigt et koncept: Bill og Billy udvalgte forskellige sange, som de gerne ville høre hinanden spille, indspillede demoer og sendte dem til deres venner fra Drag City-labelet uden instruktioner eller guidelines. Helt frie tøjler. Og så samlede de det hele på et dobbelt album á 19 sange: en musikalsk blind date-fest.

Repertoiret breder sig fra klassiske folksange af John Prine og Leonard Cohen, over Billie Eilish og Iggy Pop, til Oldhams egne tidligere udgivelser. Og det er tydeligt at høre, at de to musikere har haft det ganske morsomt under indspilningerne. Med alle rammer og regler ophævet sejler de gennem et hav af genrer fra reggae og samba til psykedelisk rock og electro blandt flere. De leger frit med akustiske og elektroniske elementer, og alle deres venner er inviteret med til festen. Det er både sjovt, befriende og interessant at lytte med. Men det bliver også for meget af det gode i længden.

De to musikere slår normalt deres folder på den amerikanske folk/americana-scene, og de har ikke glemt rødderne, selvom de er begyndt at lege på andre genrers legepladser. På ”I’ve Made Up My Mind” siger de nej til djævelen og følger med Jesus akkompagneret af violiner på god gammeldags sydstatscountrymanér. Og med hjælp fra den græske lutenist George Xylouris spiller de en opløftende version af Lou Reeds ”Rooftop Garden”, som her er forvandlet til noget, man ville danse folkedans til.

Men inde mellem de forventede folk-covers, dukker der blandt andet en seriøst funky version af Jefferson Starships ”Miracles” op med Ty Segall hevet ind som guitarist. Jeg gad godt høre et helt album med den her lyd, som klæder Callahans stemme helt utroligt godt. Derudover må jeg selvfølgelig nævne fortolkningen af Billie Eilish nummeret ”Wish You Were Gay”, som jeg stadig veksler mellem at elske og krumme tæer over, hver gang jeg hører det. Her springer Callahan og Oldham virkelig ud som spasmagere og onkeltyper, når de på omkvædet disker op med 10 forskellige overdrevne synthlyde og et off-pitch kor på hooket »I just kinda wish you were gay« . Det er svært at lade være med at trække på smilebåndet.

I en tredje kategori finder vi en genfortolkning af Callahans egen sang ”Our Anniversary”, spillet af Dead Rider med en slående Bowiesk stemmeføring på en solid mur af distortionguitar. Også ”Sea Song” er en vaskeægte rocksang; med sine lange, psykedeliske parenteser strækker den sig over gode syv minutter. Det havde den måske ikke behøvet, hvis jeg skal være helt ærlig.

Og det er albummets største problem. Hvis Blind Date Party var en fest, så ville det være den slags fest, hvor de sidste gæster bliver hængende lidt for længe. Med 19 sange og en spilletid på halvanden time er det vel karakteriseret som et dobbeltalbum. Men flere af numrene kunne sagtens være skåret fra, uden at det ville have gjort skade, tværtimod.

Og hvad med konceptet? De mange samarbejder og frie rammer giver helt klart noget spontant og uventet til musikken, for eksempel på sange som ”Miracles” og ”Arise, Therefore”. Der er så meget god energi, og man kan tydeligt mærke, at de to musikere har nydt at lege rundt og gjort som det passede dem under indspilningen af pladen. Men den stikker også i rigtig mange forskellige retninger. Det lyder i sidste ende mere som en samling af 19 forskellige singler end et sammenhængende album. Gode singler, uden tvivl, men bare lidt for mange af dem.

★★★½☆☆

Skriv et svar