Plader

Natlyst: Vemodig

På aarhusianske Natlysts andet album har bandet simpelthen formået at transformere lyden af deres debutplade gennem et andet medium. Vemodig er et intenst og overjordisk ambient-popunivers for den tålmodige lytter.

Man udgiver et brag af en avant-popdebut. Efter to år i tilnærmelsesvis stilhed smider man så – uden forudgående varsel – en plade igen. Er det en opfølger med nye numre i samme dur som debuten? Glem det! Vælger man i stedet at smide en lang, dyster og teatralsk ambientplade, der i hvert fald til dels er numre fra debuten, men deformeret til næsten ukendelighed? Åbenbart!

”Modigt” kan man vel kalde ovenstående. Men det er i hvert fald det, det aarhusianske 11-mandsband Natlyst har valgt at gøre. Deres debutplade Modig fik blandt andet her på Undertoner ros for sin blanding af klassisk og elektronisk instrumentation i et grænsesøgende, men samtidigt iørefaldende lydbillede og ikke mindst for forsanger Amanda Drews spidsfindige lyrik.

Vemodig agerer næsten allerede ud fra sin titel antitese til Modig. Lyrikken er blevet sat på bagerste parket, mens instrumentationen og ikke mindst stilheden får lov til at fylde. På pladens andet nummer, ”Tålmodig”, er den eneste vokal eksempelvis den fordrejede vokallinje »venter på flod,« som er lånt fra nummeret af samme navn på debutpladen. Lydbilledet er i stedet domineret af uldne, lange bastoner og en simpel, næsten gotisk orgellinje, der lige så stille trækker dig ind i en dyster verden, hvor man mødes af skrigende sirenesang. Alle instrumenter fremstår meget tilbagetonede i produktionen, og på trods af det pænt tomme lydbillede tilføjes der hele tiden nye små detaljer, således at tomheden udnyttes til at opbygge en støt stigende spændingskurve gennem nummeret.

Det rummelige lydbillede er dominerende for hele pladens udtryk, hvor de elektroniske elementer udspænder et mørkt lærred for de mere organisk klingende stryger- og blæserpassager, der kan minde om en mørkere version af Julianna Barwick. Hver tone får lov til at hvile ind i den næste, hvorved der væves sælsomme, hypnotiserende lydtæpper, hvis langsommelighed frustrerer mig en smule som lytter, men som samtidig er så dragende, at det aldrig mister min opmærksomhed. Det er, som om at lyden bevæger sig langsommere på Vemodig, præcis som når man har hovedet under vand.

Ud over de symfoniske bølger, man væltes rundt i som lytter på Vemodig, dukker der af og til også mere postrockede passager op, der næsten læner sig op ad de mere ambiente passager, man kan finde på Godspeed You! Black Emperor-plader eller hos nyere Seefeel. Kontrasten mellem postrock og den mere neo-klassisk-inspirerede ambient-pop er også noget af det, der skaber de mest mindeværdige numre på pladen som ”Armodig”, hvor vekslen mellem stykker med tjæret guitar/bas og sørgmodig saxofon puster liv i hinanden, indtil nummeret er så stort, at du bliver helt væk i det.

Nogle af albummets numre kan dog godt have så meget tomhed i forhold til længden, at de måske tester tålmodigheden lidt for meget. De næsten fem minutters elektronisk hvid støj og alenlange strygertoner på ”Frimodig” føles desværre lidt overflødige, når albummet i forvejen tager sig god tid på sin 70 minutter lange spilletid. Det samme gælder også de tre minutters fuglekvidder på ”Godmodig”, der måske falder lidt for tæt på ambient-genrens klichéer til virkelig at tilføje noget til stemningen – i hvert fald for mig . Generelt belønnes man dog for sin tålmodighed.

Selvom man godt kunne savne Drews lyrik, må jeg erkende, at brugen af de udvaskede vokalsamples fra Modig er utroligt effektfuld. Det, at der kun kan høres brudstykker, efterlader Drews ord meget mere åbne for fortolkning og lader stemningen på de enkelte numre give dem ny betydning. På ”Sørgmodig” tages vokallinjer fra debutens ”Jeg har lyst” – en sang, der behandler kvindelig seksualitet – men på ”Sørgmodig” er det kun brudstykket »Jeg har lyst, til at have lyst,« der kan høres klart, og den melankolske instrumentation åbner for, at linjen kan lande på et væld af andre måder.

Det spil, der opstår ved at lade vokalerne være så diffuse – med undtagelse af enkelte gennemtrængende linjer – skaber et abstrakt sonisk billede af minder, der har været udsat for tidens tand, hvor datidens virkelighed nu er sløret, men hvor følelserne stadig står klart i ens erindring.

Ved annonceringen af albummet skrev Drew selv, at hun havde svært ved at sætte ord på, hvad Vemodig er, og her må jeg måske erkende, at jeg – trods forsøg – også kommer til kort. Derfor vil jeg bare slutte med at sige, at jeg er imponeret over, at Natlyst har formået at lave et projekt, der både er en meta-kommentar til Modig, men som også er så forførende og smukt, at det kan stå helt for sig selv. Vemodig er et album, der kræver mod og tid, men har du tålmodigheden til at lære det at kende, er det også et album, der bliver ved med at give.

★★★★½☆

Skriv et svar