Plader vi overså

Plader vi overså 2021

Skrevet af Redaktionen

Vi er nu nået til vejs ende med tilbageblikket på året, der gik. Traditionen tro kommer her et overblik over nogle af de bedste plader fra 2021, som gled under radaren, men som redaktionen gerne har ville fremhæve på falderebet.

Divide And Dissolve: Gas Lit
Udgivet i januar (AUS)

Januar var ikke engang overstået, før den australske duo Divide And Dissolve udsendte en af 2021’s essentielle støjplader i form af Gas Lit. En lille knaldperle af et 30-minutters album fyldt med kæberaslende doom, ætsende dronerock og udsyret dommedagsjazz tilsat et ordentligt skvæt feministiske og antikolonialistiske utopier på spoken word-nummeret “Did You Have Something To Do With It”. Som det eneste vokalbårne nummer på pladen fremstår det mest af alt som en slags manifest og ledetråd for den vrede, der gennemsyrer resten af albummet.

Det er næsten, som om at Divide And Dissolve bruger deres voldsomme instrumentale kraftudladninger til at udføre et velorkestreret frontalangreb mod verdenens racister og mandschauvinister. Gas Lit er et pokkers stemningsfyldt og meningsfyldt album, som fortjener at blive lyttet igennem adskillige gange.
(Simon Freiesleben)

Civic: Future Forecast
Udgivet i marts. (AUS)

Australske Civic spiller en bøllet slags pub-punkrock, og på deres debutfuldlængde er der kun skruet op for no-fucks-given-attituden. Guitarriffsne er catchy og proto-punkede som hos Iggy & the Stooges, og sangene er simple på et niveau, hvor selv de mest dovne får lyst til at kaste næven i vejret og tage en tur i moshpitten. Musikken er ikke banebrydende, men det er en kæmpe fornøjelse at lytte til, og minderne om småsvedige punkkoncerter i mørke lokaler vækkes til live.

Produktionsmæssigt er lyden lidt mere poleret end på EP’en New Vietnam fra 2018, men tempoet er stadig rasende højt, og Jim McCullough spytter stadig sine flabede tekster ud, som var han ved at opildne til slåskamp på den lokale bar. Der fyres soloer af til højre og venstre, hvilket vidner om, hvor ligeglade Civic er med at følge tidsånden eller moderne punkdogmer. De spiller punkrocken, som den blev skabt i tidernes morgen.
(Holger Møller Dybro)

Lewis OfMan: Dancy Party
Udgivet i marts (FRA)

Den franske electro-wunderkind Lewis Delhomme aka. Lewis OfMan skulle gerne snart være på vej med sin første fuldlængdeudgivelse, men indtil da er det værd at tage et lyt til den 23-åriges tredje EP. Dancy Party er nemlig en laber lille sag fyldt med fem tilbagelænede, dansable og herligt kitschede electroperler. Den Picasso-inspirerede “Las Bañistas” starter ballet med luftige synths og et vuggende beat, der straks sender tankerne i retning af kølige drinks, middelhavsopknappede skjorter i pangfarver og poolparty i solnedgangens skær.

Herfra går det slag i slag med cool club-attitude på “Attitude” og kække fløjtesynths på “Siesta Freestyle”. Her er der ingen højkonceptuelle eller artsy eksperimenter, men blot det perfekte soundtrack til alle de forsømte fester, som det kommende år uden tvivl vil byde på.
(SF)

Clowncore: 1234
Udgivet i april. (USA)

Jaja, Clowncore er måske langt fra alles kop te med deres totalt uregerlige kombination af gabber, jazz og techno, kitschede, Slipknnot’ske udklædninger og komplet harmløse musikvideoer. Men på den ultrakorte EP 1234 rammer de nok engang essensen af, hvad det helt præcis er, den anonyme duo kan, når de får fyret tre, hyperaktive skæringer af sted på godt og vel tre minutter.

Det er imidlertid nummeret “3”, der skiller sig mest ud med sit nådesløst pulserende technobeat. Imens prøver både smooth saxofoner og hylende keyboardakkorder at kæmpe sig vej frem i forgrunden, inden en to minutter lang outro renser ganen før næste omgang med bip-synths og båthorn.
(Daniel Niebuhr)

Taqbir: Victory Belongs to Those Who Fight for a Right Cause
Udgivet i juli. (MA)

»Zuki kbir / Zuki kbir!« (»Min røv er stor / Min røv er stor!«) proklamerer frontkvinde Aisha Qandisha mod slutningen af marokkanske Taqbirs anti-patriarkalske punkherlighed Victory Belongs to Those Who Fight for a Right Cause. På kun fire skarptskårne og langt fra polerede numre formår ophavskvinderne på det arabiske modersmål at gøre op med forventningerne både om og til dem og deres medsøstre; tatoveringer på arme og ben, ingen burka og generel foragt over for den mandsdominerede kultur.

Kvinderevolutionen er øjensynligt også nået til Nordafrika – og den lyder vanvittigt godt. Oi!
(DN)

Turnstile: Glow On
Udgivet i august. (USA)

Hardcore anno 2021 synes – med Turnstiles monumentale, tredje fuldlængde, Glow On – at være nået til en skillevej, hvor mainstreamen ikke føles langt væk; med Late Night-optrædener og Billboard-placeringer allerede krydset af på tjeklisten. Det er stadigvæk ikke for alle, men det er helt klart for langt flere, end tilfældet var for blot få år siden.

En del af dén succes skyldes ikke mindst også Glow Ons evne til at favne ud over hardcorescenens gængse virkemidler, hvor der eksempelvis er gjort fint med plads til blødere sangstrukturer – der endda af og til kammer over mod noget tidssvarende r’n’b – samt et par Blood Orange-medvirkener (på “Alien Love Call” og “Lonely Dezires”). Men det er stadigvæk først og fremmest en plade, der er bygget op om medrivende riffs og moshpit-startende breakdowns – og absolut ingen anden udgivelse gjorde det i 2021 lige så godt som denne.
(DN)

Gustaf: Audio Drag for Ego Slobs
Udgivet i oktober. (USA)

Gustaf spiller post-punk på den måde, man kun kan i Brooklyn, New York. Helt stram motorisk bas og trommer, der kører i hypnotiserende ring og passer perfekt til at ile ned ad storbygaderne. Skøre, forvrængede guitarindfald, som man aldrig ved, hvornår kommer. Og en rigtig udtryksløs vokal, der talesynger minimalistiske, naive tekster. Det lyder måske ikke som den mest positive omtale, men den slags overskudsagtige New Yorker-rock er musik, der vinder i al sin indifference.

Gustaf lægger sig i tråd med bands som Bodega, B-Boys og tidlig Parquet Courts, men specielt kvindernes vokaler er værd at fremhæve. De leger med en stor kontrast mellem det cute og det arrige, og dertil benytter de sig her og dér af en meget ned-pitchet vokal, der er en sjov kontrast til den diskante lyd. Musikken emmer af spilleglæde, og Audio Drag for Ego Slobs er en fornøjelse hele vejen igennem.

»I forgot that I had ever loved you / and then I saw your dog«. Hvem kan stå for denne fantastisk flabede og søde sætning?
(HMD)

Irreversible Entanglements: Open the Gates
Udgivet i november. (USA)

Irreversible Entanglements består af fem af de mest interessante musikere indenfor jazz- og eksperimentalmusikken. Med Open the Gates har de lavet en af de mest banebrydende og spændende albums, jeg har lagt øre til længe. Det er udfordrende og aktivistisk avantgarde-jazz, der trækker inspiration fra Coleman’sk og Coltrane’sk free-jazz til spirituel og moderne jazz med flere elektroniske islæt. Det lyder som en stor mundfuld, og det er det også, men det er et album, der bliver ved med at give.

Camae Ayewa – også kendt som støj-hip-hopperen Moor Mother – guider lytteren igennem afrofuturistiske landskaber og opfordrer til refleksion over vestens postkoloniale historie med sin spoken word-vokal. Alt imens skifter mesterligt stramme, velspillede instrumenter mellem at lyde smukke og dragende til at eksplodere og kaste op ud over sig selv. Open the Gates er et kontrolleret/kaotisk manifest over sort kultur og dens fremtid i Irreversible Entanglements’ øjne, og det er lige så slagkraftigt, som det lyder.
(HMD)

2 kommentarer

Skriv et svar