Plader

Yard Act: The Overload

Skrevet af Jens Trapp

Britiske Yard Act indløser på The Overload ikke helt forventningerne med et postpunk/spoken word-album, der rummer en del virkeligt stærke numre, men også for meget, der glider ind ad det ene øre og ud ad det andet uden rigtigt at efterlade sig noget. Det er en skam, for når Yard Act er bedst, er de altså virkelig gode.

Forventningerne til britiske Yard Acts debutalbum The Overload er pænt store oven på EP’en Dark Days fra 2021. Også set i lyset af at de allerede efter bare halvandet års levetid – og med kun nogle få singler (senere samlet på den nævnte EP) på gaden – headlinede en turné rundt i Europa mellem de to coronabølger. Deres nuværende turné melder allerede om flere udsolgte koncerter, især på den britiske del af turneen, mens der stadig er biletter til eksempelvis koncerten på Stengade i starten af februar.

Det hypede Leeds-band er da også for længst puttet ned i glasset med alle de andre bands, der sammen deler en forkærlighed for det lidt uregerligt vilde, de forholdsvis simple beats og den dér guitartråd, der ellers er dømt død og ude mange gange, men som rent faktisk trives og har det overraskende godt. Det er selvfølgelig glasset med den vildtvoksende genrebetegnelse post-punk vi her taler om, selvom det er en genre, Yard Act selv mener, at de nok skal vokse fra. Umiddelbart har de dog også andre esser i ærmet.

Eksempelvis er sangene næsten alle sammen fremført som en form for spoken word med vid og indlevelse, og når jeg lytter til albummet, er der et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på, der får mig til at mindes alle de berusende og brusende, britiske ska-bands fra slutningen af forrige århundrede. Selv peger forsanger og sangskriver James Smith på Arctic Monkeys’ Alex Turner som forbillede udi sangskrivningens svære kunst.

The Overload starter imidlertid virkelig godt med et åbnings- og titelnummer, der er så tilpas kaotisk og heftigt, som titlen lover. Perspektivet i sangen tilhører “manden på pubben”, der sidder og lytter til de andre gæsters trakasserier, mens Graham – fortælleren fra det skønne 2021-nummer ”Fixer Upper” – dukker op og giver sit besyv med i andet vers. Brugen af elektroniske trommer i tredje vers er en fin detalje, der viser bandets evne til at variere materialet, mens der i omkvædet igen og igen gentages: »The overload of discontent / The constant burden of making sense / It won’t relent, it won’t repent / How to remain in dissonance.« Det er et stærkt nummer og en stærk ouverture til resten af albummet.

Andet nummer, ”Dead Horse”, er om muligt endnu bedre – med albummets flotteste guitarfigurer og stærkeste flow i rytmegruppen – men så indtræffer der et dødvande i fremdriften. Der kommer noget slapt, hængenosseagtigt adspredt over de næste tre numre, “Payday”, “Rich” og “The Incident”, som om der mangler fokus og retning, og numrene bare er med som fyld. Rent tekstmæssigt kan de dog noget. Som på resten af albummet kredser Smith om, hvordan vi mennesker har en tendens til bare at flyde med uden rigtig at tage ansvar og tænke over, hvorfor vi handler som vi gør. Man fornemmer, at han har en vis ballast, den gode Smith, og det viser sig da også, at han har 10 år på bagen i bandet Post War Glamour Girls, så helt grøn er han ikke. Men altså, det står sgu stadig lidt i stampe her.

Først fremme ved den halvanden minut korte ”Witness (Can I Get A?)” – en decideret partystarter med fed gang i den; lige til en af de store scener på sommerens festivaller – er der igen noget, der er værd at skrive om. Herefter følger den stærke ”Land of the Blind” med sin nonchalant, slentrende feeling og sit ba ba ba baba bow-kor, og jo, guitaren leverer også her diskrete lækkerier. De sidste fire numre er sådan nogle lidt mellemfede størrelser, der ikke afsætter de vildeste spor, men i stedet stikker lidt i hver deres retning og bestemt rummer gode takter. Et sted dukker der en guitar op, som, jeg hver gang frygter, skal udvikle sig til Rolling Stones-signaturen ”Satisfaction”, men den når hver gang at dreje fra. Albumlukkeren, “100% Endurance” minder i sin stemning om et band som amerikanske Eels, og man bliver efterladt dér; liggende helt stenet i en lunken swimmingpool et eller andet sted i Nordengland og ved ikke rigtigt, hvad der er op, ned, øst eller vest.

Der er ingen tvivl om, at dette album og Yard Act nok skal gøre lykke. Det har helt sikkert noget drive og fremtid over sig – ikke mindst i kraft af de stærke, lange tekster. For mig bliver det dog en smule lala, fordi der er for meget af materialet, der ikke rigtig bevæger mig, selvom enkelte af de fremhævede numre er virkelig stærke.

★★★★☆☆

Skriv et svar