Plader

Animal Collective: Time Skiffs

På deres 12. album, Time Skiffs, har indie-zoologerne i Animal Collective indfundet sig på et meget tiltalende leje mellem de vante, elektro-syrede eksperimenter og en blødere, mere melodiøs lyd, som både byder på hvalsang, små-jazzede noter og en enkelt sjæler.

For første gang i 10 år er Animal Collective – som gennem årene (og i skiftende konstellationer) består af Geologist, Panda Bear, Deakin og Avey Tare – tilbage med fuldt mandskab på en studieplade. I lighed med forrige gang, bandet var fuldtalligt, nemlig på Centipede Hz, er Time Skiffs produceret på et solidt grundlag af akustiske og håndholdte instrumenter i modsætning til den langt mere elektroniske og samplebårne lyd, som har præget gruppens andre udgivelser i løbet af det årti, der er gået herimellem. Den største udvikling er dog, at kollektivisterne har lagt de mest hardcore lydeksperimenter i skuffen og i stedet pakker en håndfuld gedigne syremelodier ud. Time Skiffs er altså – for at bruge et godt, moderne udtryk – mindre “kogt” end de seneste udgivelser, hvis man i hvert fald antager det ud fra en konventionel (pop)betragtning.

Jeg vil derfor vove at påstå, at lyttere, der har været følelsesmæssigt fraværende fra Animal Collective (især siden deres mere kendte albums som Strawberry Jam og Merriweather Post Pavilion) nok vil tage rigtig godt imod Time Skiffs. For selvom det lyder af noget helt nyt, så er der stadig mange elementer af den gode gamle, dyriske energi. Omvendt vil fans af bandets karakteristiske elektro-kaos måske trække lidt på skuldrene af denne nypolerede lyd. Det smukke er dog, at deres diskografi rummer begge sider, og det er måske, hvad der gør Animal Collective til et af de mest vellykkede indie-eksperimenter på denne side af årtusindeskiftet.

Hvorom alting er, så er Time Skiffs stadigvæk et af deres mindst grænsesøgende albums, hvilket i Animal Collective-kontekst vil sige, at der er skruet op for de rytmiske og poppede elementer, der altid har ligget og luret lige under den larmende overflade. Det gælder ikke mindst de karakteristiske, falset-vokalharmonier, der virkelig har fået god plads på albummet og momentant leder tankerne hen på skønsang à la Grizzly Bear. Ligeledes er albummets meget velproducerede, små-jazzede trommeside en overraskende, men behagelig tilføjelse til deres sværmeriske lyd. Med Time Skiffs lyder Animal Collective derfor ikke længere som et avantgarde projekt, men næsten helt som skudsikker psykedelisk indiepop – med et freaky twist, bevares.

For selvom pladen altså fremstår mere “stueren” i popregi, så er kollektivisternes lyd vanen tro svær at sætte på formel: Der er masser af fine, finurlige melodier at finde – især på flere af omkvædene – men det skorter dog heller ikke på dissonans og synth-lege. Dog synes eksperimenterne overvejende at være forbeholdt in- og outrodelene på numrene, således at det rent faktisk er de melodiøse elementer, der har forrang i lydbilledet. 

Albummet synger os således ind til lyden af kirkeklokker på nummeret “Dragon Slayer”, der bestemt vækker interessen for resten af skiven. Det har i hvert fald mange velkendte kvaliteter med sin boblende, bragende instrumentering og Avey Tares let forvrængede stemme. Dog er det først på pladens tredje nummer, “Prester John”, at jeg virkelig spidser ører. Der er fra første sekund noget vildt dragende over samspillet mellem trommerne og den Hammondorgel-lignende lyd fra tangenterne. Og så er der skruet ukarakteristisk langt ned for tempoet, så det næsten bliver og giver mindelser om William Onyeabor (omend nok mest i Hot Chip-udgaven).

Herfra holdes der et virkeligt godt energiniveau med en række stærke og temmelig alsidige numre. “We Go Back” er som snydt ud af næsen på John Maus; dog med lidt mere knald på de håndholdte trommer. Og afslutningsnummeret, “Royal and Desire”, er en smuk, voluminøs sjæler. Fælles for mange af numrene er dog, at der (som altid) er en voldsom progression i det enkelte nummers struktur som eksempelvis på “Strung With Everything”, der starter i et undervandsagtigt lydbillede med sitarspil og sfæriske riffs, som emulerer hvalsang, og som gradvist smelter ind i en mere Animal Collective-typisk rock- og elektrokollision. Det samme sker også for de jazzede på tirsdag-trommerytmer på den skæve “Cherokee”, der tilsyneladende også er en tilkendegivelse af støtte til Nordamerikas indfødte cherokee-folk, hvilket desuden spiller sammen navneskiftet for gruppens tidligere udgivelse Here Comes the Indian, som de fremover har døbt Ark.

Når tekstsiden desuden ikke rigtig nævnes, så er det simpelthen, fordi jeg stort set kun kan tyde hver anden sætning. Det skyldes ikke sjusk i produktionen, men er formentlig en konsekvens af det fokus, der ligger på stemmerne og vokalharmonierne i sig selv. Men det er derfor kun skøre små tekstbidder som »Someone is Tom Hanks« og »Fresh sneakers in Babylon,« jeg – foruden et overordnet tema der (som altid) vedrører natur, dyr og planter – registrerer.
Det giver et noget fragmenteret billede af deres fortællinger, og dét er lidt et tveægget sværd: For på den ene side understøtter fragmenteringen jo ganske godt det syrede dyreunivers og ideen om den kollektive fremskrivning af (musikalske) erfaringer, som ligger til grund for hele tanken bag Animal Collective-projektet. Men omvendt så gad jeg sgu egentlig også godt bare kunne synge med. For det her længe ventede album svinger virkeligt – heldigvis!

★★★★★☆

Skriv et svar